Formand for 3F, Per Christensen har måttet trække sig fra sin toppost i fagbevægelsen pga sit private dobbeltspil. Toppen i 3F har vidst besked siden 2014, og accepteret løgnene som et privat anliggende, først frygten for medlemmernes reaktion på formandens utroværdighed fik dem op af stolene. Et endnu mere graverende dobbeltspil er imidlertid 3F-formandens faktiske klassetilhørsforhold som en del af borgerskabet, mens han har stået i ledelsen af landets største fagforening.
Per Christensen har siddet med formandsposten i både Arbejdernes Landsbank og PensionDanmark, da 3F er den største aktionær i både banken og i pensionskassen. Her har han siddet i spidsen for milliardinvesteringer og er blevet lønnet derefter.
Nu hvor Per Christensen er røget ud af billedet overtages posten i Arbejdernes Landsbank af Claus Jensen, formand for Dansk Metal, der har næstformandsposten i øjeblikket, mens posten i PensionDanmark overtages af Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri.
Fagtop og førende monopolkapitalister skifter således i al samdrægtighed på magtens poster. Med posterne følger indtægter, der sammen med fagtoppens øvrige gigalønninger stiller fagbevægelsens øverste ledere på linje med medlemmer af kapitalistklassen. Meget langt fra medlemmernes økonomiske situation og klassetilhørsforhold.
Det er et kæmpe problem, at arbejderklassens grundlæggende organisering, fagforeningerne ledes af folk, der tilhører arbejdsgivernes klasse, der for de almindelige arbejdere er modparten i arbejdskampe og lønforhandlinger. Som for Per Christensens vedkommende er der hele vejen rundt tale om personer med en lang række givtige bestyrelsesposter og indvævning i et netværk med både arbejdsgivere og skiftende regeringer. De er kolleger og hinandens samarbejdspartnere, på samme side i det danske klassesamfund.
Samtidig er der opbygget et helt system for klassesamarbejde og regler gennem ’den danske model’, der lever op til at sikre den arbejdsro og fred på arbejdsmarkedet, som kapitalisterne på begge sider af bordet er rørende enige om. Hvert 3. år kan man så ’slås’ om de smuler systemet på forhånd er blevet enige om i trenigheden af fagtop – arbejdsgivere – regering.
Som APK skriver i “Partiets arbejde i arbejderklassen, på arbejdspladser og i fagforeninger”:
“Det er ikke uden grund, at mange arbejdere og offentligt ansatte oplever, at forbundstoppene og toppen i FH sælger ud af deres krav, bremser protester og aktivitet og ender på arbejdsgivernes side. Fagtoppen udgøres af et helt særligt lag – også kaldet arbejderaristokratiet. De kan leve et helt andet liv med lukrative lønninger, pensioner og job, der står i skarp kontrast til medlemmernes vilkår. På grund af arbejderaristokratiets særlige økonomiske stilling og deres samfundsmæssige placering og indflydelse er dette lags klasseinteresser knyttet til arbejdsgivernes interesser og til at bevare det kapitalistiske samfund.”
og
“Det er nødvendigt for den kæmpende arbejderklasse og offentligt ansatte at finde sammen, organisere og udnytte sammenholdet. Og sammen udnytte det rum for handling, som fagorganisering på grundplan på tværs af fag kan give. Både til at udvikle klassesolidariteten og kampviljen, og også til at udfordre de mange begrænsninger, som lov- og aftalesystemet lægger på kampformerne. Der må opbygges en handlende fagopposition på grundplan på en klassekampslinje.”
Læs videre i artiklerne fra APK’s politiske og teoretiske magasin Enhed og Kamp
Partiets arbejde i arbejderklassen, på arbejdspladser og i fagforeninger
Arbejderaristokrater og intellektuelle – opportunismens sociale grundlag
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
