Den danske velfærdsmodel – en saga blot

Leder Kommunistisk Politik 11, 2002

En internationalt kendt ‘velfærdsforsker’, den svenske professor Walter Korpi, har stået i spidsen for Magtudredningens analyse af den danske ‘velfærdsmodel’. Analysen blev offentliggjort i denne uge, og dens skarpe konklusioner skærer det ud i pap:
Den ‘danske velfærdsmodel’ eksisterer ikke.

Den er blevet godt og grundigt elimineret siden 1980 gennem konstante nedskæringer og besparelser på de sociale budgetter: Danmark ligner i stadig højere grad USA og Storbritannien, siger undersøgelsen. Den ny danske ‘velfærdsmodel’ er liberalismens – den gamle og ny – forestillinger og praksis.
– Sammenlignet med de nordiske lande og en række OECD-lande sakker Danmark bagud. Når det gælder de sociale ydelser, er Danmark et af de lande, der har haft de største nedskæringer efter 1980, siger Korpi, der konkluderer:
– Tendensen imod større indkomstforskelle fortsætter. Det giver en risiko for et mere opsplittet og mindre solidarisk samfund, hvor de sociale ordninger kun er for samfundets svage.

Det er selvfølgelig ikke en ny konklusion for kommunister eller klassebevidste mennesker, der har bekæmpet denne baglæns udvikling mod 1930’erne i sidste århundrede og tiden før med næb og kløer gennem årtier. Det eneste nye er, at konklusionen nu får ‘videnskabeligt belæg’.

Slagtningen af den særlige danske model og dens erstatning med den klassiske kapitalismes ‘velfærdsmodel’ er i virkeligheden foregået over tre perioder, der allerede har varet adskillige årtier længere, end da den danske og skandinaviske model kulminerede i 60’erne og på grund af særlige historiske omstændigheder anbragte de nordiske lande som internationale forbilleder for velfærd, først og fremmest som en modmodel til socialismen.

Første fase var EU-medlemskabet og tilpasningen hertil under Anker Jørgensens socialdemokratiske regeringer 1972-82 (med et kort Hartling-interval, der gik i samme retning).
Den næste var Schlüter-perioden ’82-92, et sort nedskæringsårti, som tog det store hug for at eliminere den særlige danske model.
Den tredje var Nyrup, som traskede videre i Schlüters monopolglade fodspor og EU-loyalt hamrede sømmene i på velfærdsstatens ligkiste, så kun enkelte sørgelige jordiske levninger er tilbage.
Anders Foghs regering, støttet på Dansk Folkeparti, repræsenterer den herskende klasses program efter jordfæstelsen, opbygningen af en ‘ny model’ med det tillokkende navn ‘minimalstaten’: minimal velfærd for det store flertal, maksimal frihed for monopolerne til udbytning og udplyndring af arbejderne og hele befolkningen.
Den sidste glasur over den kapitalistiske røverstat, som er et redskab i de herskendes hænder, til varetagelse af deres interesser, er i færd med at forsvinde i en flom af fraser om borgernes frie valg og muligheder.

I sin tid opnåede Socialdemokratiet en stor prestige i arbejderklassen ved at præsentere den danske velfærdsmodel som et ægtefødt barn af det socialdemokratiske klassesamarbejde. Men hovedparten af dens positive sider var simpelthen krav, som arbejderklassen havde rejst og kæmpet for gennem årtier, ikke mindst anført af det kommunistiske parti. Socialdemokratiet fik så at sige ‘æren’ for klassens kamp. Til gengæld har partiet spillet en hovedrolle i afviklingen af den danske velfærdsmodel i samme øjeblik, det blev sat på de herskendes program – det vil sige, hvor de ikke længere følte, at sådanne reformer og indrømmelser til arbejderklassen var nødvendige for at undgå ’social ustabilitet’ og revolutionær massekamp.

Socialdemokratiet har derved mistet sin kredit i arbejderklassen – mens den såkaldte venstrefløj (som SF og førhen det revisionistiske DKP, i dag Enhedslisten) har konkurreret om at være det mest indflydelsesrige halehæng til det store og undertiden regeringsbærende klassesamarbejdsparti. Det har uddybet katastrofen og gjort det væsentligt nemmere at likvidere den danske velfærdsmodel så hurtigt og effektivt, som tilfældet er. Denne kendsgerning sætter også den nuværende kamp mod Fogh og Co. og den råkapitalistiske minimalstat i relief: Den kan aldrig føre til virkelige resultater, hvis den fortsætter halehænget til Soc.dem. – men kun i kamp mod den ødelæggende socialdemokratiske klassesamarbejdslinje, som var den danske velfærdsmodels gravlægger.

Redaktionen 20. maj 2002
Netavisen 24. maj 2002