Af Voltas Revolutionære Kommunistiske Parti (PCRV)
Fotos PCRV
Øvre Volta, også kaldet Burkina Faso, oplever en revolutionær situation der ledte til en folkelig opstand torsdag den 30. oktober og fortrængte autokraten Blaise Compaoré om fredagen d. 31. oktober, på trods af hans beskidte manøvrer for at fastholde magten som præsident for den neokoloniale stat for enhver pris.
Med beslutsom vilje og politisk modenhed har vort folk i de forskellige regioner og folkets ungdom vundet en vigtig sejr ved at forhindre de forskellige konspirationer mod dem og ved deres heltemod overfor den barbariske undertrykkelse der kostede mange døde og sårede.
Denne historiske folkelige bevægelse spredte sig som en steppebrand gennem landet og blev vakt til live af de store demonstrationer, der blev organiseret af både den reaktionære borgerlige opposition og af ’Bevægelsen mod de høje leveomkostninger’ (CCVC) tirsdag d. 28. oktober og onsdag d. 29.oktober. Denne historiske bevægelse bekræfter til fulde, at når folket rejser sig, kan hverken undertrykkelse eller terror forhindre det fra at vinde.
Dette folkelige oprør finder sted som i forlængelse af, at de folkelige masser kom ind på den politiske scene med deres presserende krav – dvs alle de som før i tiden tillod sig at blive undertrykt og udbyttet uden at protestere. De har lært at tage skæbnen i deres egne hænder ved at kæmpe kraftfuldt for at komme ud af den elendighed og dybe nød, de har levet under i årtier, ikke mindst på grund af den neokoloniale udbytning under Blaise Compaorés regering i Den Fjerde Republik.
Der er ikke gået en eneste dag siden hungerrevolterne i 2008 uden at der har været protester fra de fattige bønder, arbejdere, funktionærer, fra de fattigste dele af befolkningen i byerne, arbejdere, lærlinge og studerende, småhandlende, håndværkere, og i særlig grad de unge som tvinges ud på det uformelle arbejdsmarked. Ikke en dag er der gået uden protester og nogle gange oprør for retten til et anstændigt liv, retfærdighed, frihed og reel forandring til gavn for folket.
Det der sker nu er det konkrete udtryk i praksis for skærpelsen af den revolutionære krise, der har rystet vores land siden mordet på journalisten Norbert Zongo og tre andre den 13.december 1998.
Denne revolutionære krise har udviklet sig i forskellige stadier og har nu udviklet sig til et stadie, der ikke er set før med denne nye folkelige bevægelse i vores land. Det har resulteret i massemobilisering gennem diverse demonstrationer og møder afholdt af både den reaktionære borgerlige opposition og af ”Bevægelsen mod høje leveomkostninger” (CCVC) og fagforeningerne i juni og juli 2013 og gennem hele 2014. Den dybe krise førte til at det regerende parti CDP (Kongressen for Demokrati og Fremskridt) blev splittet og til omstruktureringen af den nationale politiske scene
Dette vil enten betyde en fundamental forandring til gavn for folket eller en reform af det hovedsagelige franske neokoloniale system og regime i vores land.
Adskillige bemærkelsesværdige fakta viser fiaskoen for autokraten Blaise Compaorés mafiaregime, som masserne har rettet deres vrede og kamp imod:
* Den totale miskredit og manglende funktionsdygtighed hos Republikken offentlige institutioner (regering, parlament, retsvæsen), der er blevet reduceret til instrumenter i hænderne på kaptajn Blaise Compaoré og hans mafiaklan ved magten, der har brugt og misbrugt dem, som det passer dem.
* Den åbenlyse tilbøjelighed til enevældig magt med et øget og aftalt samspil mellem erhvervslivet, de traditionelle ledere og religiøse autoriteter.
* En gradvist erosion af frihedsrettighederne under dække af bekæmpelse af organiseret kriminalitet, og medfølgende bortførelser, forsvindinger og summariske henrettelser uden retssag, og med en voksende fare for bandemord eller forklædte politiske mord.
* Den vedvarende straffrihed for blodige forbrydelser, som den demokratiske og revolutionære bevægelse har hevet frem i lyset,
* En socialøkonomisk situation, der er martret af korruption og straffefrihed for økonomisk
* Det vedvarende problem med de høje priser, der har øget fattigdommen i brede folkelige sektorer
* En klar opblomstring af energien på den sociale front og en stadig voksende beslutsomhed hos masserne til at kæmpe for brød og frihed, som det er set ved utallige aktion og kampe, organiseret og ledt af vores parti.
Den folkelige opstand den 30. oktober er fuldt berettiget set i lyset af den samlede modning af den revolutionære krise i Burkina Faso. Men meget hurtigt vil det gå op for arbejderklassen og folket, at deres hårdt vundne resultater bliver truet og fordrejet af kupmagerklanerne i den neokoloniale hær, der har gennemført et reaktionært militærkup.
Deres endelige mål er at kvæle den revolutionære proces, der finder sted, og redde det neokoloniale systems konkursbo.
Den reaktionære borgerlige opposition opfordrer til forandring samtidig med at de fører forhandlinger med militærets generalstab om at danne en ”overgangsregering”, der vil give dem en ny mulighed for at opnå neokolonial magt
De imperialistiske magter (Frankrig, USA og EU) har travlt med at påtvinge en løsning, der vil bevare deres økonomiske og geostrategiske interesser i Burkina Faso og i den vestafrikanske region. De har den rolle for øje, som deres fhv. håndlanger Blaise Compaoré spillede, der sikrede deres militære tilstedeværelse i landet – nemlig som en strategisk platform for aggression og udbytning af folkene i regionen.
Men den folkelige bevægelse fastholder sin årvågenhed og viser sin vilje til at kæmpe for ikke at ’blive frarøvet deres sejr’. Den Revolutionære Demokratiske Bevægelse, der ledes af partiet, er i denne komplekse situation modstander af militærkuppet og opfordrer folkemasserne til at kæmpe for at uddybe den revolutionære proces.
PCRV opfordrer arbejderklassen, folket og ungdommen til at styrke deres kamporganisationer, ikke mindst Bevægelsen mod høje leveomkostninger (CCVC) og sammen med dem organisere en revolutionær omvæltning af det neokoloniale regime og i dets sted indsætte en Provisorisk Revolutionær Regering og en grundlovsgivende forsamling for at opbygge en moderne demokratisk Republik.
PCRV opfordrer til international solidaritet over for undertrykkelsen af den demokratiske og revolutionære bevægelse og indblandingen fra imperialistmagterne i vores land.
Brød og frihed til folket
Længe Leve den proletariske internationalisme
1. november 2014
Burkina Fasos nu flygtede præsident Blaise Compaoré forsøgte Den 24. oktober startede daglige demonstrationer i hovedstaden for at forhindre regeringens plan. Protesterne spredte sig til andre byer fra Ouagadougou, Bobo-Dioulasso. Små og store virksomheder blev lukket af strejker, butikker, banker og markeder blev lukket. Opfordringen til civil ulydighed blev fulgt af befolkningen og den politiske opposition. Den 28. oktober marcherede en million demonstranter i Ouagadougou under råbet ’Artikel 37 er urørlig’. Den 29. oktober – dagen før regeringens forslag skulle godkendes i nationalforsamlingen – opfordrede fagforeningerne til generalstrejke. Den 30. oktober brød opstanden ud over hele Burkina Faso, nationalforsamlingen og andre regeringsbygninger blev nedbrændt. Campoaré erklærede undtagelsestilstand – men valgte at flygte til Elfenbenskysten dagen efter – med fransk bistand. Et splittet militær gennemførte samme dag – den 31. oktober – et kup og satte sig med oberstløjtnant Yacouba Issac Zida i front på magten med løfte om en national samlingsregering og snarlige valg. I midten af november enedes militære og civile ledere – de fleste knyttet til det gamle regime – om en rammeplan for ’overgangen til demokrati’. Der er endnu ikke udnævnt en regeringsleder. Voltas Revolutionære Kommunistiske Parti betegner magtovertagelsen som et militærkup og har opfordret til at fortsætte de folkelige protester og gennemføre en revolution for at skabe et moderne folkeligt demokrati i Burkina Faso |
---|
Se også
Compaoré afsat: Hvad sker nu i Burkina Faso?
Netavisen 10. november 2014
Netavisen 30. november 2014
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne