2014: Til modangreb mod kapitalens offensiv !

Af Kommunistisk Politik

1. januar 2014 vil gå over i historien som en skændsel: Dagen hvor den sociale massegrav, som vi i nogle 10-år havde troet var lukket for altid, åbnede sig igen, fyldt med titusinder af ofre for dagpenge-, kontanthjælps-,  førtids- og fleks-med flere nedskærings-reformer.

’Velfærdstaten Danmark’ ligger i samme grav. Den nåede ikke engang at blive 50. Nu er det EU’s discount-model, der gælder, og den barberes baglæns år for år i alle unionslandene.

Det går stadig ringere for det store flertal. For samfundets fattigste er nedturen katastrofal. Sulten banker på. Og frygten for fremtiden er blevet en ond følgesvend.

SRSF-regeringen og dens partnere i VKO og LA har planer om flere ’reformer’ og nye angreb på  tilkæmpede sociale rettigheder. Overførselsindkomsterne skal endnu længere ned. Pensionerne står for tur. Den offentlige sektor og de offentligt ansatte skal trynes, med nye lovindgreb, flere privatiseringer og udliciteringer til gavn for profitten. Men også den private sektor og dens arbejdere står for skud.

Et fælles fokus for den forenede front af EU-politikere i regering og ’opposition’ er at banke lønningerne nedad.

Det sker ved at skabe en udmarvet arbejdsløshedshær af folk i udnyttejobs på et stramt regimente for overførselsindkomster. Det sker gennem henstillinger om løntilbageholdenhed, som fagtoppen har fulgt (bortset fra for sig selv, arbejdsgivere og politikere) og gennem diktater om direkte lønnedgang som det sås i forhold til SAS-personalet.

Det sker ved at øge arbejdstid og arbejdspres som i de lockoutede læreres tilfælde. Eller det sker gennem social dumping og import af underbetalt arbejdskraft.

Resultatet er det samme: Voksende profitter til kapitalister og aktionærer, der for længst er ude af krisen i 2007-08, mens det store flertal stadig betaler for den.

Karl Marx’ konstatering af, at de rige bliver rigere på de fattiges bekostning, og at arbejderne og det store flertal kun kan få fremgang på de riges, på profittens, bekostning, bekræftes endnu engang med al ønskelig tydelighed.

Illusionen om nogen form for interessefællesskab mellem arbejde og kapital går op i røg i disse år. Benhård klassekamp er realiteten bag alle de skønne fraser i nytårstaler fra dronninger og statsministre.

Det er kapitalens benhårde offensiv mod arbejderklassen, mod folk på overførselsindkomster, mod dele af ’middelklassen’. Med sigte på at fjerne både politiske og sociale rettigheder og  presse reallønnen stadig længere nedad, mens den daglige og ugentlige arbejdstid øges og livsarbejdstiden som slave for kapitalen forlænges.

Modstanden mod de reaktionære og asociale reformer er stor og gør sig gældende i stadig større kredse, efterhånden som folk indser, hvor bredt og dybt nedskæringsfelttoget har ramt.

I 2014 må vi forsøge at samle de mere eller mindre spredte protester på forskellige områder i et fælles krav: Rul reformerne tilbage! Social genopretning nu!

Det er de riges tur til at betale!

I første del af året skal  OK-aftalerne i den private sektor fornyes. I 2012 viste fagtoppen igen ’ansvarlighed’ og de nominelle lønstigninger kunne ikke engang holde trit med inflationen. Reallønnen sank, arbejderklassen blev fattigere. Nu beder LO-toppen om lidt belønning for at have spændt livremmen ind.

Men reallønsfremgang ligger ikke i kortene. Det kan kun sikres ved at arbejdspladserne rejser kravene og for alvor slås for dem. I sidste ende betyder reallønsfremgang indhug i profitterne. Og det er på tide.

Den 25. maj er en vigtig dato i 2014: Der er valg til EU-parlamentet og samtidig folkeafstemning om dansk tilslutning til EU’s patentdomstol.

Der findes ved valget kun et alternativ, kun en mulighed for at stemme imod unionen og dansk medlemskab: Det er Folkebevægelsen mod EU, som  i mere end 40 år har repræsenteret den konsekvente EU-modstand.

EU og europrojektet er i dyb krise, men det skal som vanligt efter dets bygmestres mening kurerers med mere nyliberal medicin: Mere union, mindre demokrati, hundreder af nye milliardærer og millioner flere fattige.

Den europæiske union udvikler sig efter tre reaktionære sigtelinjer:

1) Hen mod superstaten  EU, mod eurostaten:  Stadig mere union; stadig mindre suverænitet. Nu med en såkaldt Bankunion og efter EU-parlamentsvalget juridisk bindende bilaterale aftaler mellem EU og medlemsstaterne om deres fremtidige politik !

2) Virkeliggørelse og uddybning overalt i unionen af den asociale nyliberale økonomiske doktrin, der er grundlaget for den reaktionære reform-politik og nedskæringerne på de sociale budgetter og angrebene på arbejdernes rettigheder, på fagbevægelsen og på det store flertals levevilkår

3) Den tvungne og traktatfæstede militarisering af unionen og medlemslandene : Den imperialistiske supermagt, som vil være en global aktør – ikke mindst i de gamle europæiske kolonier som i Afrika

EU betyder social tilbagegang og velfærdsforringelser, mindre demokrati, mere overvågning og mere militær. Det er et institutionelt grundlag for kapitaloffensiven, der hærger Danmark og alle medlemslandene – med de frygteligste og mest synlige sociale konsekvenser i sydeuropa, men med samme mønster overalt.

Parlamentsvalget og folkeafstemningen med et Nej til patentdomstolen er en mulighed for at rette et slag mod EU-politikken og de danske unionspolitikere. For at sige Nej til unionsvejen og de nyliberale reformer og et Ja til selvbestemmelse og en selvstændig politik.

Det er en ny chance for opbygning af et folkeligt alternativ til både ’rød’ og blå blok – for et andet og bedre Danmark.

Sådan er nogle af perspektiverne for 2014 – og sådan ser nogle af opgaverne ud.

Netavisen 1. januar 2014