Kommunistisk presse gennem 30 år

Samtale med Klaus Riis

Kommunistisk Politik 17, 2012
Udvidet netversion

Det er 30 år siden Arbejderen begyndte at udkomme som dagblad og 15 år siden Kommunistisk Politik første gang blev sendt på gaden Dets redaktør fortæller her om kampen for den revolutionære presse

 Det første nummer af Arbejderen som dagblad udkom 1. september 1982 – med hensigtserklæringen ‘Hvad vi vil’  på forsiden. skrevet af Klaus Riis

Kommunistisk Politiks redaktør Klaus Riis var som formand for DKP/ML (stiftet 1978) udgiver og hoveddrivkraft bag partiorganet Arbejderens overgang til at blive Dagbladet Arbejderen fra september 1982. Han bidrog også til avisen med hundredvis af ledere, kommentarer og andre artikler indtil splittelsen af DKP/ML i sommeren 1997.

I august samme år udkom det første nummer af Kommunistisk Politik, som Klaus har været redaktør af det meste af tiden siden, og som altså kan fejre sine første 15 år – nu også som netavis.

Derfor har vi taget en snak med ham om historien om den revolutionære presse i Danmark igennem de sidste 30 år.

Kommunistisk Politik:  – Det er ingen underdrivelse at fastslå, at du var en hoveddrivkraft bag Dagbladet Arbejderen. Men hvorfor gav et lille revolutionært og marxistisk-leninistisk parti som DKP/ML sig til at udgive et dagblad, noget af det sværeste overhovedet at lykkes med?

Klaus Riis: – Ja, det var svært og det er svært. SF forsøgte i en periode at udgive et dagblad, men måtte pakke sammen. Land og Folk lukkede og slukkede i 1990 efter i de sidste år at have forsøgt at forvandle sig fra en partiavis for et DKP i opløsning til en ’avis for hele venstrefløjen’.

– Men vi havde tiltro til, at der var behov for et revolutionært dagblad, der på den ene side afslørede det kapitalistiske system i alle dets pinlige detaljer og manede til solidarisk kamp, og på den anden side ikke lagde fingrene imellem i propagandaen for nødvendigheden af en socialistisk revolution, af arbejdernes klassemagt og for marxismen-leninismen.

– Og det viste sig også at være rigtigt. Straks fra DKP/MLs start begyndte vi en proces hen imod dagbladet, hvor månedsavisen Arbejderen først blev 14-dages avis, så ugeavis, så kom to gange ugentligt – og til stadighed udvidede sidetallet, indtil det i september 1982 overgik til at blive dagblad.

 Kommunistisk Politiks redaktør Klaus Riis og Dorte Grenaa, journalist på det dengang revolutionære dagblad Arbejderen. De har begge været aktive i
den kommunistiske presse i mere end 30 år

KR: – Partimedlemmernes entusiasme bar det det meste af vejen. Der var dygtige redaktører og en kreds af gode journalister, ingen uddannede, som alle lærte at lave en kommunistisk avis fra grunden af.

– Af redaktørerne i den første kampperiode bør nævnes den nu afdøde Lisbeth Larsen, fra starten til 1989, og derpå Lars Lund. I mange år stod Jørgen Poulsen – han er også død – anført som ansvarshavende redaktør. Men han fungerede ikke som redaktør. Han skulle stille op i tilfælde af juridiske trakasserier.

– Lisbeth ydede en formidabel indsats ved at sikre overgangen til dagblad og stå for en lang række udvidelser op gennem de svære firserår. Og så at sige from scratch. Avisen nåede i hendes tid op på det sidetal og den udgivelseshyppighed, der først ændres mere end et kvart århundrede senere. (Note 1)

– Da hun blev syg, tog Lars Lund over, og han ledte bladet sikkert igennem nogle af vanskeligste år i den kommunistiske bevægelses historie omkring Sovjetunionens sammenbrud i 89 og kontrarevolutionen i det socialistiske Albanien i 1991. Begyndelsen af 90erne var et lavpunkt, og Dagbladet Arbejderen var af den største betydning for at imødegå den ooportunistiske højrestorm på venstrefløjen , og som f.eks. blæste SF, VS og DKP til socialdemokratier eller helt omkuld.

– Avisen havde en række fremragende skribenter som John Max Pedersen og B.C. Andersen. Senere kom f.eks. modstandsmanden og den gamle Land&Folk-journalist Frede Klitgård og veteranen Anker Holm til. Og der udvikledes en stadig dygtigere professionerl redaktion.

– Men det var ført og fremmest de almindelige partimedlemmer, sympatisører og venner, som skabte og sikrede bladet – gennem ’arbejderkorrespondancer’ og lokale historier og ved at tegne abonnenter og gå ud med bladet på gader og stræder. Og meget meget andet.

– Hele projektet blev støttet af forfattere og arbejderdigtere, af fremtrædende kunstnere og musikere som Thomas Koppel og Annisette og mange andre. Tegneren og maleren Georg Broe leverede i mange år daglige satiretegninger, mange af dem blev samlet i årbøger på Nexø Forlag. det var DKP/MLs forlag for skønlitteratur, ikke mindst digte, og for musik og meget mere. Nexø udgav en stor del af Savage Roses fremragende danske albums.

– Forlaget Arbejderen koncentrerede sig om marxistisk-leninistisk politik og teori. Nogle partidokumenter og en del artikler, som først blev trykt i Arbejderen, kom også i bogform her.

– Dagbladet var selvfølgelig en underskudsforretning, men det blev holdt kørende af store og små bidrag fra medlemmer og avisens venner, med indsamlingskampagner og store fester. I min tid som formand for det revolutionære DKP/ML gjorde bladet sig aldrig afhængigt af tilskud fra offentlige midler, eller for den sags skyld fra fagforeninger, eller af penge fra udlandet. Der var ikke noget ’Moskva-guld’ eller ’Tirana-guld’ i den internationale marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelse.

– Partierne og deres blade opbyggede sig på egne kræfter. Det var partiet og dets politik og ikke en dårlig økonomi, der skulle styre bladet, så det blev afhængigt af statsmagten eller reformistiske organisationer. Samtidig spillede Arbejderen og kampen for at udvikle et revolutionært dagblad en enorm rolle for udformningen og udviklingen af det marxistisk-leninistiske parti som en af dets mest centrale funtktioner.

KP: – Hvad mener du var betydningen af det revolutionære dagblad i den periode, som jo varede de første 15 år, indtil DKP/ML blev spaltet i 1997?

KR: – Den var rigtig stor og et direkte udtryk for det marxistisk-leninistiske partis voksende styrke og indflydelse. 80erne og den første del af halvfemserne var ekstremt vanskelige år for marxist-leninisterne og de revolutionære kræfter, ikke bare i Danmark, men globalt.

– Det var den frembrusende kontrarevolutions tid, tiden for revisionismens og pseudosocialismens sammenbrud. For kapitalismens skrydende triumf. DKP og det ny venstres partier var i opløsning. Mange kæmpende fagforeninger og folkelige organisationer blev passive, nogle blev spaltet som Folkebevægelsen mod EU.

– DKP/ML og det revolutionære Arbejderen red op mod stormen, analyserede udviklingerne rigtigt og gav gode orienteringer til, hvordan der skulle kæmpes. Partiet og Arbejderen rykkede fremad. Jeg er ikke i tvivl om,. at det har været med til at sætte en højere bundgrænse og forhindre endnu større katastrofer. Og har været med til at genopbygge en kæmpende venstrefløj.

– Partikampen  i DKP/ML i 1996-97 handlede også om Dagbladet Arbejderen og dets kurs. Den revisionistiske fraktion, som tog magten, ville ikke satse så hårdt på dagbladet, og var villige til at lade det gå ind. Da de vandt partikampen, skiftede de position, fordi de indså bladets muligheder som redskab for deres nye organisation  (som de senere lod skifte navn til ’Kommunistisk Parti’).

– Men de var ude af stand til at lade det køre ved hjælp af egne kræfter. De bejlede til og fik bladstøtte, støtte fra reformistiske fagforeninger og i den senere tid også fra Enhedslisten – og de har betalt for det med reformistisk politik.

– Nu skriver Modkraft, at Arbejderen vil relancere sig selv – at det næste projekt er at forvandle den til en tabloid-avis. Den ligner allerede i forvejen det Land og Folk, som gik ned i 1990. Nu vil man  til at ligne det norske Klassekampen, som også gik fra erklæret marxistisk-leninistisk avis til ubetydelighed. Og overgå det som et ‘rødt’ BT eller Ekstrabladet. Det holder heller ikke.

Se
Kommunistisk talerør forvandles til tabloid-avis

John Max Pedersen: Decemberadvarsel. Gå aldrig tilbage til en fuser! Oliemaleri 1990

Se mere her

KP:  –  Kommunistisk Politik kommer jo bare hver anden uge. Vil du sige at den løfter arven fra Arbejderens revolutionære periode?

KR: – Bestemt, og  selvfølgelig kun til en vis grad. Det er ikke mindre skarpt i sine analyser, ikke mindre klar i sine handlingsvejledninger til den kæmpende bevægelse. Men det er klart, at et tidsskriftlignende blad ikke har samme mulighed for gennemslagskraft og direkte revolutionær massepåvirkning som  et revolutionært dagblad. Det var en bedrift at det eksisterede i 15 år.

– Men tiden og teknikken er også en anden. I dag må internettet og netaviserne –  til en vis grad støttet af de sociale medier –  stå i centrum for revolutionær agitation og propaganda.  Også TV på nettet er en vigtig ny form, ligesom lokalradioer blev det i 80erne. Det er en spændende udvikling.

– Da Arbejderen kom som  dagblad blev alt ikke lavet på computer. Det blev skrevet med kuglehovedskrivemaskiner og derpå skrevet ind på en særlig satsmaskine, der blev skåret i strimler og sat op side for side i spalter med lim og fotos fra fremkalderrummet. I dag er teknikken mere effektiv, men ikke mere overskuelig.

– Men det hele handler stadig om at formidle et revolutionært indhold, om at mobilisere til kamp mod et kapitalistisk system, der triumferede i en kort periode, men allerede for længst har afsløret sig som et elendigt bud på menneskehedens fremtid.

Herunder gengives hensigtserklæringen fra det første nummer af Dagbladet Arbejderen 1. september 1982 i sin helhed Tabloid-avisens fejring af 30-års-dagen er pynt med lånte fjer

Note 1:

Lisbeth (Bodil Elisabeth) Larsen (1950-2006) var medstifter af DKP/ML og medlem af Centralkomiteen og sekretariatet fra stiftelsen til 1989.

Lars Lund var mangeårigt medlem af DKP/MLs CK og journalist, senere redaktør, på Dagbladet Arbejderen. Han forlod partiet sammen med kernen i den gamle ledelse og partimindretallet ved sprængningen i 1997.

Lotte Rørtoft-Madsen blev redaktør efter Lars Lund i 1993. Hun tilsluttede sig i 1997 højrestrømningen i partiet, der førte til likvidation og omdannelse af Arbejderen til ‘et nyt Land og Folk’, et opportunistisk og ikke-revolutionært venstrefløjsblad, udgivet af et ditto parti.

Netavisen 30. august 2012