Kampviljen er der: Drop lefleriet for Thorning

Afvisningen af at arbejde længere og afskaffelse af fridage har vist at arbejderne ikke vil acceptere Thorning-regeringens nyliberale EU-reformer Men der må mobiliseres mod den proklamerede skattereform, som skal betales af fleksjobbere, førtidspensionister og andre på overførselsindkomst, og mod de utilslørede socialdemokratiske trusler om nye nedskæringer efter sammenbruddet for trepartsforhandlingerne

Der var store forventninger til trepartsforhandlingerne, da de endelig blev indledt for få uger siden.

Blandt S og SF’s utallige valgløfter var også trepartsforhandlinger, der skulle åbne for uddannelsesmuligheder, flere praktikpladser til eleverne på landets Tekniske skoler, og også en reform af de dumme-kurser for arbejdsløse, som i årtier har tjent til at ydmyge og nedgøre deltagerne. Den forhadte dagpengereform, som den nyvalgte S-SF-R uden at blinke overtog fra VKR-blokken og gennemførte, skulle kigges efter i sømmene, og der blev luftet mulighed for, at fordoblingen af perioden for genoptjeningsretten til dagpenge (fra ½ til et helt år) kunne mindskes.

Forhandlingerne skulle også, og nok så vigtigt, omhandle en ”markant indsats mod social dumping”, skabelsen af vækst og jobs samt bedre arbejdsmiljø og dermed mindre nedslidning og sygefravær.

Med i grundlaget for forhandlingerne var også regeringens krav om længere arbejdstid. Grundlaget var ikke blot anerkendt, men også offentligt accepteret af LO-toppen, der i pressen selv argumenterede for nødvendigheden af flere arbejdstimer til samfundskassen.

S-SF gik blandt andet til valg på dette grundlag; men mente under valgkampen, at arbejderne ikke skulle ”betale to gange”: Både med en forringelse i dagpenge- og pensionsreformerne og samtidig arbejde længere.

Det ændredes nærmest over natten, da Thorning Schmidt erklærede, at der var lavet et barn på hende: Hun havde overtaget et fallitbo! Så nu var arbejdstidsforøgelsen igen på bordet.

Frem til i dag har fagbevægelsens ledere besnakket medlemmerne om det snarlige vidunder: Trepartsforhandlingerne. I samme periode har S-SF-R-regeringen gennemført blå bloks pensions & dagpengereform, en reaktionær finanslov, fortsat krigene og knyttet Danmark endnu fastere til NATO-samarbejdet. Og øget skatterne, især de asociale afgifter.

Trods den økonomiske krise har regeringen – tilmed i funktionen som formand for unionen – medvirket til skabelsen af en forøget fond med formålet at holde hånden under bankers fallit. Derudover kan nævnes den planlagte skattereform, der hovedsageligt finansieres af alle på overførselsindkomst. Det sker til Enhedslistens store forargelse, men selv samme liste sikrede det parlamentariske underlag ved finansloven, så man ligger, som man har redt.
Den reaktionære SRSF-politik kan kun forbløffe listens egne folketingsmedlemmer.

Og endelig lykkedes det regeringen med fagtoppens solide støtte at sikre gennemførslen af et overenskomstresultat, der i historisk henseende måske er den største reallønstilbagegang siden krigen – altså 2.verdenskrig.

Forude  ligger en forringelse af fleksjobordningen og førtidspensionen. Og meget andet som rygtes i korridorerne eller foreløbig er gemt i skufferne (læs: EU’s)

Arbejdspladsernes reaktioner

Efter et halvt års felttog mod arbejdere og andre almindelige mennesker vågner toppen af fagbevægelsen så op i baronens seng: De er med ved bordet, trepartsforhandlingerne indledes.

Nu skal der leveres på arbejdstiden, sådan som  LO’s ledelse og forbundsformændene på forkant havde accepteret. Modellerne var mange og kombinationerne ligeså: Afskaf to helligdage, drop betalt frokost, bliv længere tid på arbejde den enkelte dag eller lad færre arbejde på deltid.

Men nu begyndte røsterne fra arbejdspladser for alvor at rasle ind!
”Nok er nok! Der er betalt gennem et halvt års grundige forringelser og reallønstilbagegang samt højere skatter. Det var ikke derfor, vi stemte på ’rød’ blok. Så der skal ikke pilles ved vores arbejdstid!”

Det var klar tale. Faglige klubber fra store arbejdspladser tog bladet fra munden.

Nedenstående reaktioner fra tillidsmandsmødet i Horsens den 1.juni er meget karakteristiske:
– Fagbevægelsen har kæmpet for kortere arbejdstid og mere ferie. Derfor kan vi ikke lægge ryg til afskaffelse af to fridage, slog Jan Carstensen fra fællesklubben på Novo Nordisk fast i sit oplæg på mødet.

– Det er rystende, at vores egen fagtop ikke har mere føling med stemningen på arbejdspladserne og tilsyneladende har bildt sig selv ind, at de bare kunne nikke ja til at afskaffe to helligdage, sagde han.

Tillidsmanden for kloakarbejderne i København, Ole Søborg:
– Vi lavede en kæmpe mobilisering i valgkampen for at få en ny regering. Derfor står vi med et problem: Vi får også ansvaret for regeringen. Derfor må vi reagere, så det kan mærkes, ellers stemmer folk med fødderne. Miraklernes tid er ikke nær, så vi skal ikke læne os tilbage, vi skal sikre, at fagbevægelsens top ikke laver narrestreger

I samme moment blev der indkaldt til nyt landsdækkende møde i Nørrebrohallen i København den 15.juni. Flere og flere fagforeninger og enkelte venstredrejede forbund bakkede op, så selv statsministeren begyndte at fornemme, hvilken retning sagen var ved at tage. Hun havde derfor travlt få dage efter i sin Grundlovstale at forklare sig med, at regeringen nok ikke havde evnet at forklare nødvendigheden af længere arbejdstid godt nok:

– Jeg forstår godt, at det klinger mærkeligt, at regeringen beder jer om at arbejde mere, når der er alle de andre udfordringer her og nu. Måske har vi og jeg selv heller ikke altid være så gode til at fortælle, hvorfor det er sådan, sagde hun:

– Men regeringens opgave er at gøre to ting på en gang; Vi skal skabe grobund for vækst og nye arbejdspladser her og nu, og vi skal samtidig sikre, at dansk økonomi er klar til det næste opsving. Hvis vi ikke er klar til næste bølge, så flader den ud ligeså hurtigt, den er kommet.

Det er også svært at forklare, hvordan man opnår flere arbejdspladser ved at lade de arbejdende arbejde længere! Stakkels minister.

FOA’s formand, Dennis Kristensen, var den første fra et stort forbund, der meldte kritisk ud. Da så også Thorkild E. Jensen, formand for Dansk Metal, afviste inddragelse af helligdage, led forhandlingerne deres velfortjente skæbne: Sammenbrud.

Lefleri og trusler

Det var det ulmende oprør fra fagbevægelsens medlemmer over en bred kam, der tvang toppen i knæ, og arbejdstidsforøgelsen af bordet.

Det kunne give et helt anderledes offensivt afsæt for fagbevægelsens ledere. Problemerne er jo ikke læst: Stadig flere ryger i RKI som dårlige betalere, folk må gå fra hus og hjem, reallønnen falder drastisk mens skatter og afgifter stiger. Arbejdsløsheden er stadig enormt høj, og antallet og forholdene for overførselsindkomster er skræmmende.

Borgerlige kommentatorer forsøger at fremstille sammenbruddet som et nederlag for LO-toppens ‘troværdighed’. Det er 100 % omvendt.

Arbejderne har umiddelbart vundet første runde i infighten med Thorning-regeringen. Forøgelse af arbejdstiden er taget af bordet for nu; men vigtigere endnu har arbejderne vundet serveretten.

Tillidsfolk og lokale fagforeninger kan udnytte momentet til at fortsætte bevægelsen med synliggørelse af utilfredsheden. Tiden er inde til at protesterne får lov at manifestere sig i demonstrationer. Modsat vil passivitet afmontere bevægelsen og bringe udspillet tilbage til regeringen.

Det er derfor forstemmende, at opleve to af de mest radikale forbund nærmest bønfalde regeringen om at genoptage trepartsforhandlingerne. Således har FOA udtrykt, at det er dumt af regeringen at ’trække stikket’ til drøftelserne, mens 3F kalder det trist og ærgerligt.

Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, var omvendt ikke sen til at fremkomme med trusler om de nye angreb til erstatning for sammenbruddet:
”Det kan godt være, at vi kan blive ved med at sove længe på helligdagene. Til gengæld må vi så sige pænt farvel til velfærdsgoder, som der ikke bliver råd til, når fagbevægelsens bagland ikke vil hoste op med besparelserne på fire milliarder kroner”, udtalte han til Politiken dagen efter sammenbruddet.

 Besparelsen på fire milliarder kroner er altså et mantra for regeringen. Man spørger sig selv, hvornår de skal overføres til de ’trængte’ banker?

Siden er det lykkes regeringen at opnå et resultat med Kommunernes Landsforening, der igen vender brodden mod socialt svage og udsatte grupper.

Det landsdækkende tillidsmandsmøde i Nørrebrohallen 15. juni må fastholdes. Der er i den grad behov for at rejse en bevægelse, der kan sætte hårdt mod hårdt.

Netavisen 11. juni 2012


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne