EU-modstand gennem 40 år: Sejt gået!

Tillykke til Folkebevægelsen mod EU

40 års kamp mod EU har også været en lang kamp for retten til tage demokratiske beslutninger på et oplyst grundlag, en kamp der ligeså så aktuel og vigtig i dag som da Folkebevægelsen mod EU blev stiftet på en landskonference i Odense den 21.-22. april 1972 – et lille halvt år før afstemningen om dansk medlemsskab

Kommunistisk Politk 8, 2012

Folkebevægelsen mod EU og Folkebevægelsens Ungdom: EU-modstand gennem 40 år

Folkebevægelsen mod EU fylder 40 år. 40 år med enkelte fantastiske sejre i folkeafstemninger og parlamentsvalg, men ikke mindst et stædigt, vedholdende og ukueligt arbejde med utallige gadeuddelinger og millioner af aviser og plakater mod EU, der har skiftet hænder.

Som politisk bevægelse er Folkebevægelsen gået direkte mod strømmen af de politiske partier, der er kommet og gået, og ét efter ét er forsvundet fra EU-modstanden – eller forsvundet i det hele taget – og som alle på nogle få nær har forvandlet sig til begejstrede tilhængere, med tumlingpartiet SF som prototypen.

Folkebevægelsen har gennem alle årene været baseret stort set udelukkende på ulønnede frivillige aktivister, og er det stadig, med en ganske lille stab af funktionærer, og har vist, at det er en styrke ikke at baserer sin politiske gennemslagskraft på professionelle meningsdannere, lobbyister og spindoktorer.

En stadig snævrere union

De, der er gamle nok til at have været med i kampen mod EU gennem de 40 år, og nogle endda endnu længere, har oplevet, at næsten alle de værste bekymringer, som EU modstanden har rejst gennem årerne, er blevet virkelighed. EU er slet ikke stoppet endnu. Mekanismerne, der udvikler den europæiske konstruktion hen mod en ’stadig snævrere union’, hvor demokrati og befolkninger afmonteres i samme takt som EU tiltager sig mere magt, kører på fulde omdrejninger.

Finanspagten, der er sendt til ratifikation i medlemslandene i disse måneder er blot endnu et skridt hen imod en forbundsstatsdannelse. De første tendenser til et EU-militær og EU-politi er for længst  i gang; blandt de næste skridt er direkte skatter og valgkamp til præsidentposten. Der fantaseres om en valgfarce af amerikanske proportioner, der kan få de europæiske befolkninger til at engagere sig bare lidt i projektet, der lider under total mangel på folkelig støtte.

For mens EU har pustet sig op, er modstanden voksende, og legitimiteten er aldeles fraværende. Kun få stemmer til EU-parlamentsvalgene. og EU nævnes aldrig som et valgtema til folketingsvalg, hverken i Danmark eller andre medlemslande.

Beslutningsprocesserne i EU selv er hemmelige og langsommelige, under stærk indflydelse af betalte lobbyister fra landbrug, industri og finansverdenen, og langt, langt væk fra demokratiet. Det er også en hemmelighed, hvad alle pengene går til. Årligt forsvinder milliarder i korridorernes fup og bureaukrati, til ingen verdens nytte.

… eller ud af den

Folkebevægelsen mod EU’s styrke udspringer ikke mindst af, at det politiske spil er et stort teater der sjældent overbeviser befolkningerne. EU bruger befolkningernes egne skattepenge på propaganda, der slår på frygt for økonomisk ruin ved selvstændighed udenfor det gode EU-selskab. Og alligevel er der en bevidsthed blandt almindelige mennesker om, at reklamerne sjældent fortæller hele sandheden, og snarere tværtimod.

Der er en erkendelse, som Folkebevægelsen mod EU har næret gennem hele sit virke: At der slet ikke er nogen forbindelse mellem EU’s storhedsvanvittige ambitioner og privatøkonomiske felttog på den ene side, og almindelige menneskers mere realpolitiske krav om arbejde og uddannelse og demokratisk indflydelse på den anden.

Det er modsætninger, der ikke kan mødes. EU’s traktatfæstede nyliberale politik gør dem absolutte. Derfor er den eneste løsning at skilles og melde Danmark ud af foretagendet. Og desuden at anbefale den løsning til alle andre, der vil høre det.

Opløsningen af unionen er en hovedopgave for arbejderne og folkene i alle EU-lande, hvis de vil varetage deres egne grundlæggende interesser.

Nye traktater – fornyet modstand

Klik og skriv under!

I begyndelsen af 80erne begyndte udviklingen af EU at tage form. Fra et ’fælles marked’ med en masse ambitioner begyndte den mere konkrete udformning af traktaterne, som vi kender EU i dag.

I 1986 kom traktaten om etableringen af ’det indre marked’ og ’åbne grænser’.

I 1992 var det traktaten om etableringen af den politiske og monetære union (Maastricht), som danskerne sagde nej til.

I 1998 kom traktaten om asylsamarbejde og udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Sideløbende udvikledes en række bilaterale aftaler, som i sidste ende blev skrevet sammen i én samlet unionstraktat, der erstattede de oprindelige grundlagstraktater (Lissabon-traktaten)

Det var en traktat, som i sit første udkast blev stemt ned i Frankrig og Holland, og senere i en revideret udgave blot blev vedtaget af landenes respektive parlamenter.

Hvilket tydeligt fortæller, at en af EU modstandens største udfordring er, at landenes lovgivende forsamlinger ikke bryder sig om at høre på folket.

En af Folkebevægelsen mod EU’s stærkeste kort på den danske scene er den, at der tidligere har været afholdt folkeafstemninger om nye traktater, lige fra den første afstemning om dansk medlemskab i 1972 – før Folkebevægelsen blev stiftet, men hvor mange komiteer og også landsdækkende modstandsinitiativer eksisterede.

Det er nu 12 år siden, danskerne blev hørt om tiltrædelse af en ny EU-traktat. Efter det rungende Nej til at ændre forbeholdet mod at indføre euroen i år 2000 har folketingets partier været stort set enige om, at EU ikke rager befolkningen.

Trusler, løgne og lusk

Danmarks tiltrædelse af finanspagten er blot det seneste eksempel på at EU lovgivning luskes igennem. SF er her et stjerneeksempel på et parti, der har flyttet sig så langt gennem de sidste 40 år, at de end ikke nedværdiger sig til at fortælle, at den budgetlov, der nu er på vej gennem folketinget og tænkes vedtaget, er et krav for at kunne ratificere traktaten om finanspagten.

I et debatindlæg forsvarer Villy Søvndal endda budgetlovgivning som nærmest af moderne socialistisk karakter. Selvom der faktisk er tale om en fortsættelse af EU’s politik, omsat af VKO- regeringen til danske forhold med uddeling af dummebøde til kommuner, der havde flere udgifter end regeringen forlangte.

Nu foregår det bare på EU-plan, hvor landene kan tildeles dummebøder,  hvis de ikke hurtigt nok sparker til og sparer på de svageste. I den fhv. EU-modstander Villy Søvndals mund er det blevet til en grøn solidarisk politik:

”For moderne socialister foregår al politik det næste årti derfor i et prioriteringsrum, hvor det handler om at føre fornuftig, grøn og solidarisk politik inden for faste budgetter med en meget begrænset udgiftsvækst. Vi skal ikke acceptere, at serviceudgifterne overskrider mål og indgåede aftaler i 8 ud af 9 år, som det var tilfældet under VK-regeringen. Det er derfor, regeringen vil lave en budgetlov, som bliver den offentlige økonomis ny grundlov, og som sikrer, at de demokratisk vedtagne budgetter overholdes”
Sådan skrev Villy Søvndal, formand for SF, i Berlingske Tidende i et oplæg til partiets kommende landsmøde.

Tillykke til FB

Folkebevægelsen mod EU’s krav om at sende finanspagttraktaten  til folkeafstemning kan SF-formanden, som opfatter sig selv som Danmarks (om ikke hele unionens) største demokrat,  ikke drømme om at støtte. Det vil jo betyde omfattende folkelig debat og en bedre informeret og mere vidende befolkning, som kunne gå hen og stemme skidtet ned.

Demokratiske beslutninger på et oplyst grundlag har netop været blandt de stærkeste våben mod EU. Og Folkebevægelsen har her været i allerforreste række. Det er sejt gået gennem samfulde fyrre år!

Den europæiske union er vokset og vokset i magt og størrelse, siden den blev dannet som et instrument for den amerikanske koldkrigsimperialisme og de europæiske monopoler i efterkrigstiden.

Men her i det 21 århundredes andet årti med kriseår ligner EU mest af alt en fejlslagen statskonstruktion, der ikke kan prale af en eneste væsentlig progressiv og fremskridtsvenlig beslutning.

Til gengæld kan EU fremvise dårlige og reaktionære politiske beslutninger i hobetal, med ødelagte lande og have og menneskelige ressourcer til følge.
Der er masser af grunde til at fortsætte kampen mod EU-politikken og EU-medlemskabet, til Danmark vinder selvstændigheden.

Og selvom kampen mod EU er oppe i årene, er modstandens folkelige forankring usvækket og så optimistisk som ved sejren ved folkeafstemningen i 1992 – der med Folkebevægelsen mod EU som hovedkraft var et signal til modstand over hele unionen.

Om Folkebevægelsen mod EU’s historie 1972 – 2001
Af David Helin, maj 2003

Netavisen 18. april 2012