Kvinden der vil være statsminister i Danmark

Kommunistisk Politk 18, 2011

Efter en stærkt eksponeret valgkamp og 6 år som partileder står én ting klart: Helle Thorning Schmidt vil rigtig gerne være statsminister i Danmark Nu bliver hun det

Helle Thornings bedste argument mod Lars Løkke Rasmussen under valgkampen har hun slynget i ansigtet på ham, når han anstrengte sig for at forklare, hvorfor danskerne kan have tillid til, at VKO kan føre Danmark frem og gennem krisen:

”Lars – I har haft 10 år – og det virkede ikke!”  – med næsten samme ordvalg uden variation igen og igen.

Det er en tung pointe, for den er ladet med sandhed: VKO-regeringen har på 10 år gjort Danmark til et ringere sted at leve; dens politik har været en fiasko på stort set alle felter, hvis man anlægger kriterier som ’social fremgang’, ’større velfærd’, ’større tryghed’ osv som bedømmelseskriterier.

Og det er en pointe, der spiller på den udbredte følelse blandt danskerne af, at det er tid til forandring, at der skal noget nyt til. Makkerparret Thorning og Søvndal er stået frem som en Obama-kopi med budskabet om forandring, der sikrede den sorte amerikanske præsidentkandidat billetten til Det hvide Hus: ”Fair forandring’ hed deres udspil til en fælles politik; den er vist senere kommet til at hedde ’Fair løsning’.

Det er til gengæld stadig trods dette udspil og mange valgløfter senere stadig temmelig uklart, hvad det er for en politik, en Thorning Schmidt-regering i sidste ene vil føre. Vil det også være en Obama, hvor den stærkt kritiserede og upopulære forgængers politik faktisk føres videre uanset løfterne?

En ting er til gengæld sikker om den socialdemokratiske leder. Den 44-årige cand.scient.pol., der uddannede sig til at blive professionel politiker og siden 2005 har stået i spidsen for S vil utroligt gerne være statsminister i Danmark som den første kvinde på posten.

Det bliver hun så nu.

Virkelig forandring? En ny politik?

Der er store forhåbninger om reelle politiske forandringer med en S/SF-regering, der evt. også vil omfatte Merete Vestagers Radikale, mens Enhedslisten med stærkt styrket opbakning vil træde ud af sin rolle som parlamentarisk ’vagthund’ og blive et støtteparti for S/SF – for ’at holde dem fast på løfterne og trække dem til venstre’.

Helle Thorning-Schmidt gør til gengæld ikke nogen pointe ud af Socialdemokratiets egne meriter gennem næsten 10 frustrerede år som leder af ’oppositionen’  til først Anders Fogh-Rasmussens VKO og senere Lars Løkkes, da han måtte overtage den vingeskudte regeringskoalition, da Fogh søgte asyl i NATO-hovedkvarteret.

Det nævnes uhyre sjældent, at mere end 80 pct. af folketingets lovgivning er i rollen som ekspeditionskontor for beslutninger og direktiver fra EU. Det glemmes lige så stille, at S har været deltager i de fleste betydningsfulde nedskæringsforlig i hele VKO-perioden – og at Thorning Schmidts ’svendestykke’ som forligspolitiker var pensionsforliget i 2006, der hævede folkepensionsalderen fra 65 til 67 år, efterlønsalderen fra 60 til 62 og reelt udfasede ordningen, så den er ved at forsvinde af sig selv. De store armbevægelser om at nu skal efterlønnen reddes kommer fem år for sent.

Det har været kropumuligt at få S/SF under valgkampen til at forpligte sig til at rulle de upopulære love og politiker tilbage, som VK-regeringerne har gennemført  – fra halveringen af dagpengeperioden , udemokratiske terrorlove og lømmelpakker til Europas mest inhumane flygtninge- og indvandrerpolitik, dikteret af Dansk Folkeparti og ivrigt bifaldet af de øvrige.

Det højeste S/SF kan svinge sig op til er at ville annullere de nye nedskæringslove og initiativer, VKO har varslet – bortset fra ’tilbagetrækningsreformen’, der slagter den sidste rest efterløn og vil fjerne alt liv efter arbejdslivet.

S/SF vil heller ikke sende den Europagt til folkeafstemning, som Danmark i foråret 2011 blev spundet ind i. Og S/SF har stadig en fjernelse af de danske EU-forbehold på programmet sammen med VK og R. Indbefattet at Danmark skal indtræde i euroland og lade kronen afløse af euro’en. Hverken S/SF eller R vil respektere danskernes kloge valg, der to gange har afvist den fælles mønt. Det vil ikke blive fra den kant, der vil lyde et: – Vi tog fejl!

Rig, fattig og Marx: Hvad er det?

Helle Thorning-Schmidt er et produkt af de nye euro-socialdemokratier, som udvikledes med Tony Blairs New Labour som model . Det vil sige partier baseret på den EU-traktatfæstede nyliberalisme som ideologi og praksis, med en social fernis – socialliberale partier.

De er tilhængere af  markedsøkonomi, imperialistiske krige og den kapitalistiske ordning af den offentlige sektor – New Public Management.

Politisk har de lagt sig så tæt på og overtaget så mange af de åbent borgerlige partiers grundsætninger og politikker, at det er svært at kende forskel. Derfor kan ikke bare Dansk Folkeparti påstå at det er et arbejderparti – også Venstre kan erklære sig som et ’moderne arbejderparti’.

Det kan undertiden være vanskeligt at se forskel – og Thorning Schmidt og S har også svært ved at forklare og erklære sig selv som arbejderparti. Selvom det har hjulpet at båndene til LO og fagtoppen er blevet kraftigt styrkede i de seneste år. Men er S og SF arbejderpartier, så er de borgerlige arbejderpartier.

Karl Marx er langt, langt væk – meget død og genbegravet – selvom den nuværende økonomiske verdenskrise har givet hans kapitalismeanalyser fornyet aktualitet selv hos borgerlige økonomer.

At Helle Thorning Schmidt ikke har den fjerneste forestilling om marxisme og skønmaler kapitalismen kom pudsigt til udtryk under valgkampen. I et interview med Clement Kjærsgård  sagde hun:
– De rige må meget gerne blive rigere. Jeg har ikke et problem med, at de rige bliver rigere, men jeg har et problem med, at vi i dag har for mange, der er fattige.

Rigdom og fattigdom har ingen sammenhæng med hinanden, mener Thorning Schmidt. De super rige kan blive rigere, bare den værste fattigdom kan afhjælpes. Det vil den bare aldrig blive af nyliberal kapitalistisk politik.

Danmarks kommende statsminister kunne passende sætte sig ind i Friedrich Engels’ fremstilling af Marx’ opfattelse af disse forhold:

”Således går det til, at maskinerne, for at bruge Marx’ ord, bliver kapitalens kraftigste krigsredskab mod arbejderklassen, at arbejdsmidlerne til stadighed slår eksistensmidlerne ud af hånden på arbejderen, at arbejderens eget produkt forvandler sig til et redskab til undertrykkelse af arbejderen. Således går det til, at (…) maskinerne, det vældigste middel til arbejdstidens forkortelse, slår om til at blive det ufejlbarligste middel til at forvandle al arbejderens og hans families levetid til disponibel arbejdstid til udnyttelse af kapitalen: således går det til, at den enes overbebyrdelse med arbejde bliver forudsætningen for den andens arbejdsløshed, og at storindustrien, som jager kloden rundt efter nye forbrugere, hjemme indskrænker massernes forbrug til et sulteminimum og således undergraver sit eget indre marked.”

Måske Helle Thorning Schmidt ikke kan fatte det. Det kan de mere end hundredtusinde, hvis arbejdspladser er nedlagt og flyttet til udlandet under den nuværende krise, med garanti godt!

Netavisen 15. september 2011


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne