Hop ikke på løntilbageholdenhed

Faglig kommentar
Kommuinistisk Politik 6, 2009

Fra de offentligt ansattes storkonflikt 2008Der bliver ført en heftig storm i medierne i disse dage. Der plæderes for nødvendigheden af løntilbageholdenhed, eller i særlig kriseramte brancher for direkte lønnedgang. Det hedder sig, at hvis arbejderne kræver mere i løn, så vil det koste deres arbejdspladser.

Påstanden føres ivrigt frem parallelt med, at slagteriarbejdere landet over – uden at have så meget som en øre mere i løn – oplever, at slagterierne fører danske svin til slagtning syd for grænsen. Kapitalen vil altid søge hen, hvor profitten er størst, krise eller ej.

Man kan omvendt spørge arbejdsgiverne: I alle de år, hvor de skovlede profitten hjem, hvor var så automatikken i, at arbejdernes realløn steg? Den var der simpelthen ikke. Arbejdsgiverne har – krise eller ej – altid benyttet konjunkturen til at presse løn og arbejdsforhold, krise eller ej.

I øjeblikket bliver der forberedt overenskomstfornyelser inden for mindre private områder. Det store slag skal slås næste forår. Borgerpressen har travlt med at fremhæve områder, hvor de ”er så fornuftige at vise løntilbageholdenhed”. Der bliver lavet store gymnastiske øvelser for at fremhæve, hvor mange der slet ikke ”ønsker” mere i lønningsposen – af frygt for arbejdsløshed.

Når man ikke rejser lønkrav, så må det da kaldes løntilbageholdenhed – i den grad. Priserne på leveomkostninger stiger jo uanset løntilbageholdenhed. Der er med andre ord tale om reallønsfald. Pressen har udbasuneret, at der for store grupper har været tale om reallønsfald i 2008. Herunder hører sosu’erne, der førte en ihærdig og eksemplarisk kamp for at indhente et kæmpe lønefterslæb.

De blev svigtet af ikke bare deres egne faglige ledere, men af mange fra andre faglige forbund, der usolidarisk frivilligt indgik forlig, der underminerede sosu’ernes retfærdige kamp – og i øvrigt solgte deres egne medlemmer.
Løntilbageholdenhed er en limpind, som arbejdsgiverne gør alt for at få os til at hoppe på – til alle tider. I øjeblikket hedder det krisetider med trussel om fyringer.

Karl Marx og Friedrich Engels fastslog for omkring 150 år siden, at dette slag bliver afgjort af klassekampen, klassernes indbyrdes styrke. Arbejderklassens styrke bliver kun svækket ved at gå med på modpartens præmisser: løntilbageholdenhed. Herved underlægger man sig arbejdsgivernes dagsorden – i et forfængeligt håb om, at han holder hånden over ens arbejdsplads. Der er ikke noget, der ligger ham mindre på sinde.

Hvad arbejdsgiveren har respekt for, er solidaritet og handlekraft. Det er ved udsigten til kollektive kampskridt, såsom strejker og fabriksbesættelser, hvorved produktionsapparatet bliver beslaglagt. Denne kampform blev benyttet af arbejderne på Uniprint i 1970’erne i Danmark. Det var langtfra en ny kampmetode. Den var benyttet tidligere og er benyttet mange gange siden, sidst i USA med succes i efteråret. Dens gyldighed står stadig ved magt.

Hvorfor nøjes med at fokusere på løn?
I takt med de sidste 20 års stadig stærkere fleksibel arbejdstid, så er den gennemsnitlige arbejdstid vokset til langt over den såkaldte 37 timers arbejdsuge. Den er snarere omkring de 50 timer, hvoraf mange ikke modtager tillæg for overtimerne.

Disse ekstra timer er virkelig profit for arbejdsgiverne. Fabrikken, grunden, maskinerne er i forvejen betalt og dækket ind af den ugentlige normale arbejdstid. Enhver time derudover er lige ned i lommen.
Det er på arbejdstimerne, at arbejdsgiveren har sin største profit – og omvendt: Det er her, at hans profit er mest ømtålelig. Det er på tide at ramme dem, hvor de er mest sårbare, og hvor vi har mest behov for det.

Da vi i den sidste halvdel af 80’erne fik reduceret den ugentlige arbejdstid til 37 timer ugentligt, var det en sejr. Den er for længst indhentet af arbejdsgiverne i form af tempoforøgelse og fleksible arbejdstider. Det samme gælder den sjette ferieuge fra 1998.

Tempoforøgelsen og den samlede mængde ekstra timer koster i den lange ende. Familier bukker under for presset. Nedslidning på den enkeltes krop, som bliver reduceret til førtidspensionist og bliver ydmyget derefter.
Det er på tide, at vi igen sætter ind med fokus på arbejdstiden: Seks timers arbejde på fem hverdage – uden tempoopskruning eller lønnedgang!

Vi står ved en skillevej: Skal vi lade os forlede af arbejdsgivernes udsagn om, at vores arbejdspladser er bedst sikret ved løntilbageholdenhed, eller gælder det om at styrke sammenholdet, solidariteten og vores samlede styrkeforhold på baggrund af fornuftige og slagkraftige krav, der kan mærkes?

Netavisen 10. marts 2009


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne