Modstand – en nødvendighed

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 21, 2008

Karl Marx– Vi har kun set toppen af isbjerget!
Flosklerne kan være mange, når krisens dybde og omfang for almindelige mennesker skal beskrives. Det er svært at finde ord for det, og det er svært at vurdere, hvor dyb og lang den bliver.

Flere ting står fast: Den bliver rekorddyb og meget langvarig. Og spekulanter, kapitalejere og politikere vil forsøge at tørre den af på arbejderklassen, heriblandt de udstødte, unge som ældre.

Fogh-regeringen har med Frank Aaen som eneste parlamentariske modstander vedtaget en ”redningsplan” for den finansielle sektor, der allerede er udregnet til at koste de danske familier 5.000 kr. om året.

Det er skatteborgere og bankkunder, der lægger ryg til, når spekulanterne skal dækkes ind for deres egen profitjagt. De har på mindre end 20 år femdoblet deres formuer på spekulative gevinster, som er blevet forsvaret med, at det er risikovillig kapital. Aktiernes drastiske fald betød, at deres 500 pct. fortjeneste er blevet reduceret til 300 pct. Der er masser at tage af. De har ikke krav på nogen hjælpepakke.

Hundredtusinder af lønmodtagere er via ATP, SP og arbejdsmarkedspensioner blevet tvunget til at indefryse og spare op til pensionen. De har ikke haft nogen som helst mulighed for at sætte deres penge i andet end aktier, der er forhåndsbestemt af samtlige pensionskasser.
Resultatet er, at pensionssparerne indtil videre har mistet langt over 50 milliarder kroner siden nytår.

I sommers var tre pensionsselskaber og fire firmapensionskasser så klemte, at de både havde tændt det gule og røde advarselslys hos Finanstilsynet. Siden er det gået markant værre.
Pensionsmæglerselskabet Willis har netop opgjort udviklingen i sektorens reserver. Opgørelsen viser, at det kollektive bonuspotentiale, der er reserver sparet op i gode tider til at udglatte afkastet i dårlige perioder, så kunderne kan få den lovede depotrente, stort set er udraderet i år.
Her er en gruppe samfundsborgere, der har krav på en hjælpepakke.

En anden gruppe er den lille million udstødte. Omkring 800.000 mennesker i den erhvervsaktive alder på overførselsindkomst har allerede fået lov til at smage pisken i form af omkring 20 pct. prisforhøjelser på blot et år. Deres rækker ser ud til at skulle stige voldsomt. Umiddelbart ligger der 40.000 fyresedler i direktionernes skuffer. Det er kun starten. 4.500 konkurser er på vej. I september oplevede Danmark det højeste konkursniveau siden 1979. Byggeriets tal styrtdykker. Her opleves det største antal konkurser i 25 år.

Samtidig er dagpengenes værdi i de sidste 25 år reduceret med 25 procentpoint. En gennemsnitlig LO-lønmodtager får i dag kun dækket 52,4 procent af sin lønindkomst, hvis han eller hun mister jobbet og skal leve af dagpenge.

LO er bekymret for, om den lave dækningsgrad kan få arbejderne til at rejse krav om længere opsigelsesvarsler. Det vil true ”den danske model”, mener LO. Modellen er nemlig baseret på en uhyggelig grad af fleksibilitet, hvor arbejdsgiverne helst skal skulle kunne frigøre sig fra arbejdskraften så let og hurtigt som muligt. Det har LO-forbundene sikret gennem de sidste årtiers overenskomster.

Når LO løfter sløret for den ringe dækningsgrad netop nu, skyldes det, at de ligger i trepartsforhandlinger om en halvering af dagpengeperioden fra fire til to år. Den er de villige til at æde, såfremt dækningsgraden rejses lidt. Konsekvensen er, at titusinder lynhurtigt ryger fra dagpengesystemet til kontanthjælp.

Det er stadig kun toppen af isbjerget, vi har set. Den kapitalistiske overproduktionskrise ramte boligmarkedet og den finansielle sektor først, men den mest barske del ligger under overfladen. Her lurer det, som politikere og økonomer kalder realøkonomien: produktionssfæren. Varerne bugner på lagrene og er ikke til at afsætte. Det er her, at de første 40.000 fyringer rumler. Der kommer flere, og bagefter halter de offentlige finanser, som vil gøre indhug med besparelser på de i øjeblikket 7-800.000 ansatte.

Med fyringer, nedskæringer og besparelser, indhug på overførselsindkomsterne og indgreb i reallønnen vil varerne få endnu sværere ved at forlade lagerhylderne. Det leder til mere krise.

De stærkeste monopoler kan stå distancen og derved opkøbe konkurrenter – store som små – så de står endnu stærkere, når krisen om nogle år er overvundet for kun at begynde på en ny cyklus.

De eneste varer, der er sikret en afsættelse, er krigsprodukter. Derfor er krige så velkomne i denne tid. Hvem ved, hvad en ny omfordelingskrig kan bringe?

Hvem har så skylden? Politikerne prøver at skubbe skylden over på os almindelige forbrugere:
”I har været grådige og uansvarlige. Taget lån i friværdien og benyttet kreditkort alt for flittigt.”

De skyder forbi. Regeringen har selv med skattelettelser til de rige, afdragsfri lån og flexlån og kunstig opskruning af den offentlige vurdering bevidst pumpet penge ud til forbrug – netop af hensyn til erhvervslivet, så de kunne afsætte deres fladskærme, samtalekøkkener med meget mere. Det har kun skubbet krisen foran som en snebold: Den er vokset i styrke og omfang.

Snebolden eller boblen er bristet. Den kapitalistiske økonomi er afdækket med dens cykliske kriser. Karl Marx havde ret, om end det er omkring 150 år siden, han udgav Das Kapital.

Netavisen 21. okjtober 2008


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne