Ligelønskommissionen

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 19, 2008

8½ uges konflikt på det offentlige område i foråret var en kæmpe manifestation, der i hele befolkningens øjne fik slået fast, hvor slemt det står til med løn og arbejdsforholdene i denne store sektor:
– Respekt for faget. Flere hænder. Mere i løn, gjaldede det fra 100.000’er af sosu-hjælpere, -assistenter, sygeplejersker, pædagoger, lærere og andre.

Der var ingen tvivl i sindene: Kravene skulle indfries! Det var ikke kun en isoleret kamp for de ansattes interesser. Det gjaldt dybest set retningen for et sundhedsvæsen, som Danmark en gang har pralet af at være verdens bedste – i modsætning til de senere årtiers privatisering, der er overladt til de rige eller til sygeforsikrede. Det er så vigtigt for vores nuværende nyliberale regering at styrke den fortsatte privatisering, at de tvinger patienter med lang ventetid over på de private hospitaler, hvilket koster det offentlige behandlingssystem ufattelige summer, da de kaster penge efter patienten.

Strejkekravene var vendt mod denne udvikling – til fordel for folkesundheden. Meningen var at gøre løn og arbejdsforhold attraktive for de kommende erhvervsdygtig. Flugten fra faget skulle vendes. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen var kold:
– Vi importerer sygehjælpere fra Polen og Portugal.

I øjeblikket er der helt andre boller på suppen, idet hele regeringen forcerer en arbejdsmarkedsreform igennem netop byggende på udsagnet om ”mangel på arbejdskraft”. Det er på linie med Nyrups myte om ældrebyrden, nu blevet Fogh’s myte at snakke om en arbejdsmangel på arbejdskraft. Med over 800.000 personer i den erhvervsaktive alder udenfor arbejdsmarkedet og i en situation, hvor massefyringer fra alle brancher sættes igennem som en følge af den kapitalistiske krise, taler regeringen om mangel på arbejdskraft.

Sundhedskartellets, FOA’s, BUPL’s og andre offentlig forbunds medlemmer kan stadig kigge i vejviseren efter den nødvendige arbejdskraft. Regeringen har bevidst forårsaget denne situation med de kummerlige arbejdsforhold og mangel på uddannelsespladser til disse områder. Her ligger hunden begravet.

De offentlige ansatte fik heller ikke ved overenskomsten det resultat, som de havde fortjent. Det fik måske det mindst mulige, som de faglige topforhandlere og forrædere kunne indgå – taget den voldsomme mobilisering og opbakning i betragtning.

Det er allerede en offentlig hemmelighed, at de – fra forbundslederne – så højt besungne lønstigninger er mere end spist om af den nuværende inflation. Der er kun reallønsfald tilbage. Formand Palle Nielsen for FOA’s Social- og Sundhedsafdelingen udlægger teksten således:
– Lønkampen har fået et helt andet perspektiv. Inflationen er i fuld gang med at spise lønstigningerne.

Palle Nielsen fortsætter:
– Så lønkampen fortsætter, og vi kan allerede nu begynde at forberede os til lønslaget i 2011.
For et par måneder siden kunne han ikke få armene ned i begejstring over resultatet, hvorfor han gjorde sit til at overbevise medlemmerne om det nødvendige i at stemme JA til sejrsresultatet. Nu er armene så sandelig kommet ned; men der er 3 år til næste kamp. Det er for sent, Palle!

Frem til 2011 sættes alle sejl ind på arbejdet i regeringens nye ligelønskommission, som fagtoppen gjorde et stort nummer ud af at få realiseret under konflikten. Hvert af forbundene har forskellige forbehold og kritikker overfor den nedsatte kommission, som ledes af finansminister Lars Løkke Rasmussen; men i det store og hele er de tilfredse:

– Det er en stor sejr for Sundhedskartellet, at regeringen nu er klar til at nedsætte en Lønkommission, der bl.a. skal sammenligne lønninger mellem den offentlige sektor og private sektor, udtaler sygeplejerskernes formand Connie Kruckow.
De øvrige forbundsformænd bakker hendes positive holdning op.

Regeringen har imidlertid andre dagordener med nedsættelsen af kommissionen: For det første pudses deres image af overfor ansatte og borgere om en samarbejdsvilje med fagbevægelsen. For det andet har regeringen helt bevidst meldt klart ud, at der ikke følger penge med i kommissionens arbejde, hvorfor ligelønnen er forsvundet fra horisonten, inden kommissionen overhovedet er trådt i kraft. Endelig har regeringen åbnet for at kommissionen kan behandle meget andet end ligeløn. Således skal der blandt andet diskuteres ”ledelsesrum”, hvilket for nuværende er en lidt udefinerlig boble; men sagtens kan vise sig at være et solidt spark bagi til de ansatte.

Tilbage står, at Danmark stadig er næstsidst på en liste af lande, som vi ligelønsmæssigt kan sammenligne os med.
Hvem tør overlade genoprettelse af uligelønnen til Fogh’s og Lars Løkkes kommission?

Netavisen 22. september 2008


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne