Fingrene væk fra dagpengeperioden

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 17, 2008

Fra forårets storstrejkeStatsminister Anders Fogh Rasmussen er så sandelig trådt ind på den hjemlige arena igen efter sine udlandstogter hen over sommeren. Hans mediestunt på Alpe d´Huez er med cykel og cykelhjelm er flyttet til den nye naturpark i Thy. Der har været knap så mange sarkastiske toner omkring hans sikkerhedspåklædning, som da hans forgænger forsøgte at popularisere sig selv med cykelhjelm. Det faldt ikke godt ud.

Vi får se, hvor mange point Fogh scorer ved sin kones deltagelse i ”Vild med dans”. Kan man håbe på et afdansningsbal? Amerikansk er det i hvert fald.

På den politiske arena har han knap så let ved at skabe sig en politisk profil. Hans binding til DF har for øjeblikket skabt et vist pres fra den sorteste reaktions side omkring udlændingepolitikken, som blev igangsat, da EU-domstolen fastslog, at Danmark fører en for stram linje. Oppositionen er ude af syne.

Øretæverne i Afghanistan burde også være til at få øje på, men i modsætning til Frankrig vælger regeringen at vende det blinde øje til de fortsatte tab af menneskeliv og amerikanske massakre.

Den kapitalistiske krise balancerer regeringen fuldstændig uden om, til trods for at det netop er regeringens egen politik, der har forårsaget og akkumuleret den boble af tom ejendomsværdi, som i det sidste tid har betydet insolvens for masser af familier. Andre småsparere har tabt 93 mia. kr. på aktiemarkedet – alene i Danmark.

Med de ovennævnte små pip fra DF ser det i øjeblikket ud til, at Fogh igen kan se frem til at få vedtaget en reaktionær finanslov med sin gamle alliance – uden behov for en Ny Alliance. Det er stadig ikke til at få øje på en parlamentarisk opposition.
– Jeg kan slå Anders Fogh, skrydede Helle Thorning Schmidt.
Hvordan? spørger vi. Hvor er den skarpe, markante forskel i politikken?

Den eksisterer nemlig ikke på Christiansborg – men i masseskala i befolkningen. De hundredtusinder, der deltog i velfærdsdemonstrationerne og repræsenterede flertallet af den danske befolkning, er stadig eksisterende – og har ikke fået noget som helst indfriet – ud over flere øretæver.

Hundredtusinder vandt masser af kamperfaringer omkring forårets OK-konflikt, men de faglige topledere sørgede blot for en narrehat som resultat. Sygeplejerskerne er allerede i gang med en ny netværksorganisering, der skal forfølge kravet om respekt for deres arbejde. Sosu’erne er spist af med en løsning, der forøgede uligelønnen i egne rækker, og som betyder reallønsfald for alle. Tilfredsheden er til at overskue.

De kommende kommunale nedskæringer – en følge af regeringens politik – vil sætte yderligere tryk på flere privatiseringer og udliciteringer. Personalet i de københavnske daginstitutioner har lugtet lunten og udtaler fra et stormøde i Nørrebrohallen:

”Det pædagogiske personale i København kræver, at politikerne betræder en anden vej. Årtiers nedskæringer, standardisering og systematisk diskvalificering af vores faglighed er langsomt, men sikkert ved tømme det pædagogiske område for dets mangfoldighed og livskraft.
Vi kræver, at alle politikere – såvel i Børne- og UngdomsUdvalget som i den samlede Borgerrepræsentation – vælger velfærdsdagsordenen og viser, at kommunen har sine egne og bedre ideer til udviklingen af den vitale kommunale velfærdsopgave: at skabe de bedst mulige rammer og vilkår for alle børns og unges opvækst og udvikling og de ansattes arbejdsvilkår.”
Se hele udtalelsen her

De kommunale budgetvedtagelser med deres indbyggede besparelser kan meget vel udløse en række protestbevægelser, som har fortjent at blive samlet op i en samlet landsbevægelse rettet mod Fogh og hans kumpaner.

Efter at statsministeren har været tvunget til at foretage en retræte omkring EU-forbeholdene ser det ud til, at trepartsforhandlingerne bliver et centralt omdrejningspunkt. Det store spørgsmål, der er bragt til diskussion, er en drastisk forkortelse af dagpengeperioden med en mindre forhøjelse af dagpengesatsen som glasur.

LO’s og FTF’s udmeldinger er yderst bekymrende. Begge hovedorganisationer signalerer vilje til diskussion. FOA’s næstformand, Mona Striib, er modstander af en sådan byttehandel:
– Det er en helt forrykt diskussion! Der er ikke brug for at forkorte dagpengeperioden. Det vil blot udhule dagpengesystemet, så flere vil forlade det.

Desto længere ned i det faglige hierarki man kommer, desto mere markant bliver modstanden. Søren Elsberg, formand for 3F Aalborg, udtaler på vegne af fagforeningen:
– Statsministeren må fryde sig. De højtlønnede kan få en bedre dækning i tilfælde af ledighed, betalt af de lavtlønnede, som så ikke kan få dagpenge så længe.
– Det er liberal politik. Tag fra de fattige, og giv til de rige. Hvis der var arbejde til alle, betyder det ikke noget, hvor lang dagpengeperioden er.

Nu gør ordene som bekendt ikke i sig selv en forskel. Der må handling til. Synliggørelsen af modstanden er en nødvendighed, og det vil give modstanden en voldsom ballast, hvis modstanden kædes sammen med velfærdsbevægelsen, som er den nærmeste partner.

Netavisen 31. august 2008


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne