Fantastisk international ungdomslejr i Brasilien

Kommunistisk Politik 16, 2008

Med indtryk fra et Brasilien hvor fattigdommen stinker og kampen for boliger hører til dagens orden.


Den 21. internationale antiimperialistiske og antifascistiske Ungdomslejr i Brasilien der startede op den 26. juli til 3. august blev en stor succes. Med mange deltagere fra det latinamerikanske kontinent, og med delegationer fra Europa, Afrika og Asien, heriblandt den danske.

Herunder er 3 rejsebreve med deres indtryk fra lejren og deres øvrige ophold i Brasilien

 

 

Hej alle sammen…

Lejren – 21. internationale antifascistiske og antiimperialistiske ungdomslejr, sluttede i går. Vi havde tænkt os at skrive løbende, men alle har haft helt vildt travlt. Og når man er på sådan en lejr, er det med at udnytte tiden – e-mails kan man altid skrive, men det er sjældent man møder politiske aktivister fra så mange lande.

Til et arrangement som det her, med hundreder af unge og masser af aktiviteter, vil der altid være problemer, men brasilianerne har vist sig at være fantastisk dygtige organisatorer, med meget disciplineret ledelse.
Aftenen i går var en skør blanding af fest og tårer. Fest for en fantastisk lejr (og for at det hårde arbejde er overstået… for nu), og tårer over at skilles. Brasilien er et STORT land, og for mange er det både dyrt og tidskrævende at besøge kammerater, familie og kærester. Der kan godt gå måneder, år eller årtier imellem, og intern migration – i håb om et liv med et minimum af økonomisk sikkerhed, betyder at mange aldrig ser deres familie og venner igen.

Vi, altså de fire danskere, festede også fordi vi nu kan holde ferie. Ligeså spændende det har været, ligeså udmattende har det været. Den brasilianske sol har vi kun oplevet i pauserne når vi gik fra møde til møde, og efter 2 uger i landet med verdens mest berømte strande har jeg stadig ikke været ude og svømme!
De næste fire dage skal vi være på et lille hotel sammen med en del af de andre internationale delegationer og nogle af brasilianerne. Der skulle både være strand og tid til afslapning. Men vi er selvfølgelig dumme nok til allerede at have planlagt nye aktiviteter!

Boligbevæglse
Boligmanglen er massiv i Brasilien – 7,9 mio. familier har ikke tag over hovedet, 52,3 millioner mennesker bor i slum, 15 mio. har ikke rindende vand, 34 % af kvinderne er enlige mødre og 80 % af de enlige mødre bor i slumkvarterer!

I 1999 startede en boligbevægelse, MLB (Movimento de Luta nos Bairos, Vilas e Favelas – noget i retning af “Bevægelsen for slumkvarterernes kamp”). De kæmper dels for ordentlige forhold i slumkvartererne (i Sao Paolo alene kommer der et nyt slumkvarter til hver eneste uge) hvor manglen på kloakker, elektricitet, affaldshåndtering og rindende vand giver store sundhedsproblemer, dels besætter de land og opbygger helt nye kvarterer for (og i allerhøjeste grad med) de fattige og hjemløse. Mange besættelser bliver selvfølgelig angrebet af politiet, men flere steder lykkes det at gøre dem til permanente byer.

I den nordlige del af landet er en besættelse med 2.000 boliger blevet legaliseret. Den er blevet døbt ‘Leningrad’.

Der kommer løbende nye besættelser til, og efter nogle dages afslapning tager vi sandsynligvis med til et stormøde i Sao Paolo hvor en ny besættelse skal planlægges. Det bliver spændende at se hvordan de organiserer det, og bagefter er planen at tage til Minas Gerais (en provins 6 timers kørsel nord for Rio de Janeiro) og besøge en etableret besættelse hvor der både er kommet asfalterede veje, elektricitet, telefoner, busser, rindende vand osv.

Vi har selvfølgelig brugt en masse tid på at fortælle om Danmark og Europa. Sammen med de andre europæiske delegationer holdt vi en paneldebat om EU. I et land der først fik knækket deres militærdiktatur for 20 år siden, et land hvor tortur har været normen siden portugiserne med stor opfindsomhed torturerede indianere og afrikanske slaver, her var udviklingen i EU alligevel et mindre chok for mange, men hvilken dansker ville ikke også blive chokeret over at høre om DNA registre over sigtede (ikke dømte, bare sigtede…) og kameraovervågning i gaderne med computersystemer til automatisk identificering af eftersøgte?
Vi glemmer bare, at det ikke er en Orwell-roman, men udviklingen i EU.

En hasteproduceret video om ungdomshuset var et hit, men det må jeg skrive om senere, for nu løber jeg tør for batteri.

Lugten af fattigdom

Brasilien er et land af lugte. Dvs. Rio er en by af lugte – meget mere af Brasilien har jeg stadig ikke set, og det er et temmelig stort land. Men Rio er fyldt med lugten af by, lugten af hav, lugten af mennesker… Lige nu kører vi mod Sao Paolo, og aircondition anlægget trækker med jævne mellemrum en ny lugt ind i bussen, så jeg selv mens jeg sidder og skriver kan følge med.
Noget af det første der mødte os i Rio var lugten – for ikke at sige stanken, af fattigdom.  Rio er en forholdsvis stor havneby, og vandet snor sig ind imellem kunstige øer og landtanger.

Universitetet hvor lejren blev holdt ligger på en af de kunstige øer, og på hver side af øen ligger favelas (brasiliansk udtryk for slumby).  Det har for det første betydet at universitetet tidligere var transitområde for narko- og våbenhandel (endnu en historie der må vente), for det andet er en del af vandet ekstremt ildelugtende.

Om det skyldes ophobning af afføring og andre menneskelige lækkerier skal jeg ikke kunne sige, men tanken er nærliggende: Et typisk træk for slumbyerne er nemlig manglen på kloakering, og med menneskets fantastiske evne til at improvisere kan man sagtens forestille sig at Atlanterhavet får lov at agere stand inn for kloakeringen. Én ting er helt sikkert – det stinker. Massivt.

For de uindviede skal det siges at jeg er sygeplejestuderende, og selvom det ikke gør mig immun, så bliver man ret god til at ignorere dårlige lugte når man har stået med et bækken fuldt af blodig diaré. (Lige nu forstyrres mit skriveri af brasilianernes tendens til at betragte speederpedalen som et fremmedelement mellem fod og gulv, kombineret med en godt snoet vej og bussernes bløde affjedring).

Nå, men ankomsten til Rio: Vi blev hentet i lufthavnen af 2 brasilianske kammerater, og kørte ind til byen i taxi. Undervejs blev vi flere gange ramt af en ret hidsigt grim lugt, og de fortalte at det stammede fra en meget forurenet bugt. Nærmest uanset hvor i byen vi har været, sker det at vinden står uheldigt, og jeg tror aldrig man rigtigt vænner sig til den lugt. Den har mange nuancer, men det meste befinder sig et sted mellem rådden tang og kloak. Jeg var dog totalt uforberedt første gang vi kørte ud til universitetet.

Før har jeg haft æren af at lugte den på 10 km’s afstand, men motorvejen går mellem de to favelaer, og en af broerne snor sig hen over det stillestående vand. Uden advarsel rammer man lugten, og der er ingen der rigtigt kommenterer det før bagefter – samtlige prøver at holde kvalmen under kontrol. Man kan smage det på tungen, man kan mærke det i øjnene, og næsen giver bare op. Det er den mest fysiske lugt jeg nogensinde har oplevet, og når man er kommet igennem (det går gudskelov rimeligt hurtigt), er første reaktion latter (dvs. efter man har krydset fingre og nødtvungent sunket spyttet).  Indtil man kigger ud af bagruden, og ser at de nærmeste huse ligger 10 meter fra vandet.

Egentlig slutter historien slet ikke der – der er lugten af svovl der virker som et desperat forsøg på at holde stanken fra byens bedre bemidlede og turistbesøgte centrum. Der er lugten af rådnende madrester hver nat, når skraldeposerne bliver smidt ned på gaden. For hver klunser bliver de splittet lidt mere ad, og der kan gå mange timer før skraldebilerne kommer forbi (i favelaerne er der oftest ingen skraldeindsamling). Der er lugten af udstødning fra en millionby med tilsyneladende ukontrolleret trafik. Der er lugten af Atlanterhavets salte vand, som føles næsten hjemlig for en dansker. Men ingen af dem gør samme indtryk som stanken af fattigdom. Man kan næsten høre dengue-myggene summe.
… så faldt jeg i søvn, og der har ikke været tid til at skrive videre. Det bliver der forhåbentlig en anden gang.

Sao Paolo er en stor by

Vi kom til São Paolo i forgårs, efter 6 timers buskørsel fra Rio.
Efter 2-3 timers ventetid i lufthavnen sammen med den tyrkiske og de ecuadorianske kammerater skulle vi lige over til partiets lokaler på den anden side af byen.
Det blev 2.5 time med bus, metro, metro, bus og bus til forstaden Diadema, hvor vi fik lov at slutte med at slæbe bagagen op af en ond lang trappe. São Paolo er en vanvittigt stor by.

I forgårs var vi med til 2 møder i MLB (boligbevægelsen). Ret spændende – de nærmer sig den første besættelse her i São Paolo, og der er en del ting de skal have på plads her til sidst
(hvad gør f.eks. dem med børn eller arbejde de første dage hvor alle skal bruges til at forsvare besættelsen?). “Her” er Diadema – en forstad med ca. 400.000 indbyggere
I alt er del af boligerne er af ok standard (dvs. lav efter danske forhold), så er der mange familier om hver af de små lejligheder. I dag er der stormøde hvor alle MLB familierne skal deltage, og bl.a.
godkende reglerne på besættelsen (f.eks. ingen stoffer – de vil undgå infiltration fra “trafficantes”).

I går var vi på sightseeing i São Paolo, hvor jeg bl.a. formåede at betale 150 kr. for en pose frugt – bare fordi folk ikke har penge skal man ikke gå ud fra alt er billigt!
Vejret er ret kedeligt her, gråt og med en del byger. I morgen kører vi til Minas Gerais (8 timer herfra) og besøger hurtig en gammel besættelse, hvorefter vi haster til Rio hvor vi lejer en lejlighed på Ipanema de sidste dage.

Netavisen 16. august 2008