Regeringens nyliberale uddannelsespolitik på katastrofkurs

Af økonom, cand. Scient. adm. Henrik Herløv Lund

Nedgangen i tilgangen til universitetsuddannelser i 2008 er ikke en enlig svipser i uddannelsespolitikken. Seminarier og sygeplejeuddannelse har i årevist været ramt heraf og gennemførelsen af ungdomsuddannelser er på sit laveste i mange år. Uddannelsessektoren er m.a.o. på fejlkurs og det skyldes i høj grad regeringens nyliberalt inspirerede uddannelsespolitik med markeds – og eliteorientering, akademisering samt ikke mindst dens generelle nedprioritering af den offentligt leverede velfærd.

Svigtende uddannelsestilgang og gennemførelse  – ikke bare på universiteterne
Nedgangen på 12 procent i tilgangen til videregående uddannelser her i sommeren 2008 er et alvorligt tilbageslag i den danske uddannelsespolitik: Ikke alene repræsenterer det samfundsøkonomisk tab af viden og fremtidig vækst på længere sigt, men også her og nu et alvorligt økonomisk problem for universiteter og mellemlange uddannelsesinstitutioner, der formentlig fører til en ond spiral af uddannelsesbesparelser og forringelser med yderligere frafald til følge.

Det er imidlertid kun et blandt flere problemer i den aktuelle uddannelsespolitik.
Der har længe bestået 3 store uddannelsespolitiske problemer i Danmark: For det første at øge andelen af en ungdomsårgang, der gennemfører en ungdomsuddannelse, for det andet at øge tilgangen til lærer- og pædagogseminarier samt sygeplejeuddannelse og for det tredje at øge andelen af en ungdomsårgang, der gennemfører en universitetsuddannelse.

På alle disse områder har regeringens politik fejlet. Hvad angår at gennemføre en ungdomsuddannelse er regeringens mål, at 95 procent af en ungdomsårgang i 2015 skal have en ungdomsuddannelse. Men i regeringens tid er det tværtimod gået stik tilbage hermed og ikke siden 1993 har så få unge som i dag taget en ungdomsuddannelse. I 2006 var andelen for første gang i 15 år under 80 procent af en ungdomsårgang, hvilket især hænger sammen med stort frafald på tekniske skoler og handelsskoler [1].

Også uddannelsesproduktionen på lærerseminarier, pædagogseminarier og sygeplejeuddannelse skranter alvorligt og har gjort de i længere tid. Også her er et problem frafald, men navnlig en i regeringens tid gennemgående lavere og lavere tilgang er et hovedproblem. På pædagoguddannelsen er optaget i år faldet med 22 procent, på sygeplejeuddannelsen med 18 procent og på læreruddannelsen med 9 procent.

Tabel: Tilgangen 2002 – 2008 til pædagog -, lærer – og sygeplejerskeuddannelser [2].

Og nu er turen så kommet til universitetsuddannelserne, hvor tilgangen som anført i år er faldet med 12 procent og hvor man også kæmper med frafald og lange gennemførelsestider. Udviklingen går stik imod Regeringens mål om, at 25 procent af en ungdomsårgang skal læse på universitetet i 2020 mod i dag 15 procent.
Det er i forbindelse med årets lave optag på både universiteter og seminarier blevet anført, at dette hænger sammen med den høje beskæftigelse og nemme adgang til hurtige jobs. Hertil skal dog anføres, at dette jo har været situationen på arbejdsmarkedet i flere år nu og dermed fx ikke kan stå alene som forklaring på, hvor dette netop er gået galt med søgningen på universiteterne i år.
Derimod er der ingen tvivl om, at de skærpede adgangskrav til universiteterne som er blevet dekreteret i videnskabsministeriets optagelsescirkulære er en helt konkret og akut årsag til det reducerede optag her. Spørgsmålet er dog, om det er nogen tilfældighed – herom lidt længere fremme.
Selvom der i et vist omfang er nogle helt akutte årsager til krisen i uddannelsessystemet, må vi således søge efter længerevarende og dybere årsager.

VK – REGERINGENS NEDPRIORITERING AF VELFÆRDEN ÅRSAG TIL MANGLENDE TILGANG TIL VELFÆRDENS KERNETROPPPER.
Disse alvorlige problemer i uddannelsessystemet er ikke tilfældige svipsere, men hænger på forskellige måde sammen med den nyliberalistiske inspiration for VK – regeringens uddannelsespolitik og videre forstand dens velfærdspolitik.
Nyliberalismen er en mere markedsøkonomisk orienteret udgave af den klassiske liberalisme, som sigter på at rehabilitere markedet på velfærdsstatens bekostning. Dette handler om samfundsøkonomisk at fremme den private sektor i forhold til den offentlige samt om at fremme markeds- og virksomhedsmæssige styreformer og private ledelsesmetoder i den tilbageblevne offentlige sektor [3].  Snævert forbundet hermed vil nyliberalismen begrænse (om)fordelingspolitikken tog i højere grad i skattepolitikken og i de offentlige ydelser tilgodese de bedrestillede (eliteorientering).
Et kernepunkt for nyliberalismen er således, at omfordelingen af økonomiske midler fra markedet til og via velfærdsstaten skal rulle tilbage. Det har i regeringens hidtidige tid ført til drastisk nedprioritering af det private forbrug og den private sektor i forhold til det offentlige forbrug og den offentligt leverede velfærd og ifølge regeringens 2015- plan skal det offentlige forbrug begrænses endnu mere i de kommende år:

Diagram: Realvækst i offentligt og privat forbrug 1996 til 2015 [4],

Regeringen har således længe gennem sin økonomiske prioritering signaleret, at den offentlige sektor og beskæftigelse her har lavere status. Dette er også blevet bekræftet ved de seneste overenskomstforhandlinger, På trods af, at den offentlige sektor har særligt store rekrutteringsproblemer de nærmeste år, har regeringen stædigt nægtet at give offentlig ansættelse et nødvendigt løft i forhold til privat beskæftigelse gennem en relativt større lønforbedring for offentligt ansatte.

Også regeringens tydelige planer om nedskæring og besparelser i den offentlige sektor i de kommende år har været med til at tegne et mindre attraktivt billede af beskæftigelse i det offentlige. Hertil kommer en til tider skarp ideologisk funderet kritik af den offentlige sektor, fx af folkeskole, sundhedsvæsen eller hjemmehjælp. Ingen har kunnet tage fejl af, at regeringen prioriterer den private sektor og private løsninger.

Der kan ikke være tvivl om, at den samlede virkning af alle disse negative prioriteringer og signaler for offentlig velfærdsservice er en væsentlig årsag til ikke mindst den faldende tilgang til lærer-, pædagog – og sygeplejeuddannelse. Hermed har vi jo netop at gøre med de fag, som er velfærdens kernetropper, og når velfærden skranter, gør disse uddannelser det naturligvis også.

Nyliberalismen bag akademisering og eliteorientering af ungdomsuddannelserne

Samtidig har den nyliberalismen og dens prioritering af de økonomisk og uddannelsesmæssigt bedrestillede også på anden måde sat sit præg på uddannelsespolitikken i form af akademisering, individualisering og elitetænkning. Heri ligger, at uddannelsessystemet i højere grad indrettes på de (uddannelsesmæssigt og økonomisk) bedrestilledes præmisser.

F.eks. splittes uddannelserne i højere grad op i individuelle forløb på bekostning af fællesskab, grupper og voksenkontakt i klasserne. [5].

Opsplitningen på erhvervsuddannelserne i et hav af moduler og forskellige forløb er et eksempel herpå. Det øgede ansvar for egen læring og uddannelse passer børn og unge fra akademiske forældre godt, men ikke de med en almindelig lønmodtagerbaggrund og slet ikke de svage, der har brug for klassetilhørsforhold og en klasselærer. I og med, at erhvervsuddannelser netop er det sted hvor de ikke boglige og især børn og unge fra svage hjem, fx indvandrere, søger hen, er der igen tvivl om, at akademiseringen og eliteorienteringen er en væsentlig årsag til det store frafald på op mod 25 procent på erhvervsuddannelserne [6].

Et andet eksempel herpå er opsplitningen i gymnasierne i et hav af studieretninger. Eller de individuelle elevplaner i folkeskolen

Endvidere er boglighed, teori og teoretisering blevet opprioriteret i store dele af uddannelsessektoren fra mellemlange videregående uddannelser over gymnasier og helt ned i folkeskolen. Projektarbejde, problemformulering, perspektiveringer, tværfaglighed, videnskabsteori osv. er blevet opprioriteret i forhold til konkret faglig viden og konkrete faglige færdigheder og metoder relateret til det virkelige og praktiske liv.

Igen er der ingen tvivl om, at dette passer den bedst stillede tredjedels børn og unge godt. Men falder ved siden af i forhold til børn og unge med en almindelig lønmodtager/arbejderbaggrund og navnlig er en direkte hæmsko for de svage.

OGSÅ ELITETÆNKNING BAG STRAMNINGEN AF OPTAGELSESKRAVENE TIL UNIVERSITETERNE?
Når nu den stigende eliteorientering og akademisering er så tydelig i resten af uddannelsessystemet under VK – regeringens nyliberalt – borgerlige uddannelsespolitik, må man også spørge sig selv om det er noget tilfælde, at videnskabsminister Helge Sander også har skærpet optagelseskravene til universiteterne, hvilket hævet over enhver diskussion er en af årsagerne til det faldende optag på universiteterne i 2008.08.03

Diagram: Optag på universiteterne 2002 – 2008 (6A).

Regeringen har motiveret dette med., at det skulle begrænse frafaldet senere hen. Men andre vurderer, at effekten vil være stik modsat. Med faldende studentertal følger også færre økonomiske midler til universiteterne og dermed forringelse af studiemiljøerne og færre ressourcer til at tage sig af svage studerende[7]. 

Der har i debatten været peget på manglende sammenhæng i uddannelseskravene såsom at man ikke kan læse biologi på universitetet, selvom man har biologi i gymnasiet og heller ikke kan optages på statskundskab, selvom man i gymnasiet har samfundsfag.  Videnskabsminister Helge Sander har her svaret, at sådanne ”uhensigtsmæssigheder” skal der naturligvis kigges på. Hvad der imidlertid er nok så bemærkelsesværdigt, så har han forsvaret og fastholdt den generelle skærpelse af optagelseskravene

Spørgsmålet er derfor, om der bag skærpelsen af adgangskravene til universiteterne i virkeligheden ligger en større grad af eliteorientering således som også formanden for Gymnasielærerforeningen, Gorm Leschly har udtrykt det: Har ministeren en dagsorden om at styrke eliterekrutteringen til universiteterne?” [8].

Nyliberalismen i uddannelsespolitiken årsag til fejlkurs

Der er dermed ingen tvivl om, at den borgerlige og nyliberale tilgang med individualisering akademisering og elitetænkning i uddannelsespolitikken er kraftigt medansvarlig for gennemførelses- og optagelsesproblemerne i uddannelsessystemet. 

Der er som anført en lige linje fra denne uddannelsespolitik til det høje frafald i erhvervsuddannelserne. Men også både den dalende tilgang og frafaldet på lærer -, pædagog og sygeplejeuddannelserne i de senere år må granskes i det lys. Ligesom der er blevet rejst spørgsmål om en mulig sammenhæng mellem elitetænkning og skærpelsen af optagelseskravene til universiteterne.

Konsekvensen bliver naturligvis både ringere økonomisk vækst OG ringere velfærd. Både erhvervsskoler og universiteterne leverer vigtig arbejdskraft til erhvervslivet og når disse mangler, hæmmer det selvfølgelig produktion og vækst. Og når der bliver mangel på velfærdens kernetropper – lærere, sygeplejersker og pædagoger – og dermed på hænder til at udføre velfærden, bliver konsekvensen uundgåeligt lavere service til borgerne.

Noter.
1)Justesen, Martin: Flere unge dropper at uddanne sig. Politikken 26/6 – 08.
2) Kilde: Saietz, Dorrit: Lærer, pædagog eller sygeplejerske.? Nej tak. Politikken 30/7 – 08.
3) Jf. Lund, Henrik Herløv: Nyliberalismen og den offentlige sektor. Bidrag til ny bog om ”Nyliberalismen i Danmark”, redigeret af Anders Lundkvist. Se og Lund, Henrik Herløv: New Public Management – rehabilitering af markedet. www.henrikherloevlund.dk
4) Kilde: Regeringens 2015 – plan.
5) Poulsen, Gry Møger og Olsen, Lars: Gør op med akademiseringen. Information 6. juni 08.
6) Bording, Mikael: Klasseløse elever falder igennem. Interview med Jonathan Skimmel, formand for EEO. Information 16 – 17. februar. 2008
6a) Saietz, Dorrit: Elevflugt får universiteter til at bløde. Politikken 30. juli 2008.
7) Jf. Eriksen, Tine Bruun: Elevnedgang rammer universiteterne hårdt. Interview med studiechef Jakob Lange, KU. Berlingske Tidende, 31. juli. 08.
8) Leschly, Gorm: Har videnskabsminsteren en hemmelig plan. Information 23. juli 08.

Netavisen 9. august 2008


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne