Leg med ilden

Kommunistisk Politik 14, 2008

Arbejdsgiverne er igen på krigsstien. Der slås på tromme, så det danske erhvervsliv kan konkurrere på international plan – på de ansattes bekostning. Det handler igen om at hæve pensionsalderen, om forøget arbejdstid og yderligere fleksibilitet.

De danske virksomheder mangler akut 39.000 medarbejdere, og inden 2015 vil der være op mod 200.000 ubesatte stillinger, vurderer Dansk Arbejdsgiverforening (DA) på baggrund af en rapport fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. Rapporten viser, at danske virksomheder fra december 2007 til april 2008 forgæves har søgt efter nye medarbejdere 39.000 gange. Den forholder sig ikke til, om årsagerne skyldes usædvanlige dårlige løn- og arbejdsforhold, men den er yderst anvendelig for arbejdsgiverne i deres forsøg på at forringe forholdene yderligere.

DA kan ikke vente på de næste overenskomstforhandlinger, der på de afgørende områder først finder sted om to år. De kræver umiddelbar politisk handling:
– Det er så store udfordringer, vi står over for, at det ikke bare kan ordnes ved et håndkantslag. Man kan gøre mange ting for at vende udviklingen. Først og fremmest kan man begrænse det antal mennesker, der forlader arbejdsmarkedet, siger direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Henrik Bach Mortensen til Politiken.

Han mener, det er nødvendigt at hæve pensionsalderen og ”se på reglerne om efterløn”. Endelig skal de syge og unge også have et rap over tuden:
– Man kan blive bedre til at holde på dem, der ellers går på førtidspension. Lavere sygefravær ville også hjælpe. Bedre integration af indvandrere kunne øge arbejdskraften. Og så ville det også hjælpe, hvis unge mennesker kom hurtigere ud på arbejdsmarkedet i stedet for at opholde sig så længe i uddannelsessystemet.

Den reaktionære, men indflydelsesrige tænketank CEPOS kommer ham til hjælp med endnu et redskab, nemlig de arbejdsløse dagpengemodtagere:
– 39.000 ubesatte stillinger er så højt et tal, at politikerne bør iværksætte reformer, der øger arbejdsudbuddet i Danmark. Man kan reducere dagpengeperioden fra fire til et år, man kan standse tilgangen til efterløn, man kan forhøje pensionsalderen fra 65 til 67 år. Så meget skal vi faktisk dreje på håndtaget for at vende udviklingen, siger Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom i CEPOS.

Nyliberalt politisk fremstød

Tankerne, retningen og de konkrete ideer ligger helt inden for regeringens (og EU’s) politik i almindelighed og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens politik i særdeleshed. Det er da også langtfra første gang, at man hører arbejdsgiverne beklage over mangel på arbejdskraft.

Det sker tilmed i en situation, hvor titusinder af sosu’er gennem år er blevet nægtet fuldtidsarbejde på 37 timer om ugen. Hvor hyklerisk kan det blive? Det sker i en situation, hvor stagnationen betyder fyringer. Det sker i en situation, hvor de ledige i den erhvervsaktive alder stadig opgøres til omkring 800.000 personer.

Grunden til, at antallet af dagpengemodtagere er faldet, er primært, at de er tvunget over på kontanthjælp. Grunden til, at førtidspensionister fylder så voldsomt i rækkerne, er nedslidning på arbejdsmarkedet.

Nu vil DA og CEPOS have reduceret dagpengeperioden til ét år. Vil det skabe mere arbejdskraft? De vil reducere sygedagene (læs: stramme sygereglerne). Vil det skabe mere arbejdskraft – eller forøge antallet af førtidspensionister?

De har måske i virkeligheden fået blod på tanden, efter at EU’s 27 arbejdsmarkedsministre (herunder Claus Hjort Frederiksen) den 10. juni i larmende tavshed vedtog at ophæve den hidtidige øvre ugentlige arbejdstid på 48 timer og erstatte den med en fremtidig sådan på 60 timer!

Den netop indgåede overenskomstaftale på Sundhedskartellets område giver på linje med andre områder arbejdsgiveren mulighed for at opskrive den ugentlige arbejdstid til fem timer yderligere. Denne fleksibilitet kaldes plustid! Det er ren glasur.

Plustid?

En række faggrupper som f.eks. finansansatte, sygeplejersker på sygehusene, beredskabspersonale, socialrådgivere, havnefogeder og visse grupper af kontorpersonale kan nu skrue deres faste ugentlige arbejdstid op til 42 timer om ugen mod at få en højere løn. Hvor meget har de faglige ledere gjort ud af at informere om denne konsekvens? Hvor mange af deres medlemmer har fanget, at deres JA-kryds betyder en forøget nedslidning i en i forvejen alt for stresset og trængt arbejdssituation – til fordel for en ”sprængt” ramme?

Der er sandsynligvis mange, der vil føle sig ”snøret”, når virkelighedens verden trænger sig ind på deres arbejdsforhold.

Niels Westergaard-Nielsen, professor ved Handelshøjskolen Århus Universitet, ser derimod plustid som et tegn på, at det danske arbejdsmarked udvikler sig i en positiv retning:
– Plustid er i virkeligheden et udtryk for modenhed. Fagforeningerne bevæger sig mere og mere væk fra den arbejdsgiverfjendtlige holdning ud fra indstillingen: Vi skal jo begge være her, og hvis arbejdsgiverne har det godt, har vi det også godt. Det er faktisk hovedforklaringen på, at det er gået så godt på det danske arbejdsmarked de sidste 15 år, at man kan tale sig til rette om tingene.

Meget kan man sige om disse professorer, men når det kommer til mange fagforeningers revurderinger af arbejdsgiverne som værende modpart, så har han langt hen ad vejen ret.

Professorer, politikere og arbejdsgiverne gør blot klogt i at fatte én ting:
Den netop overståede overenskomstkonflikt knækkede ikke de ansatte. Den styrkede sammenholdet og kamperfaringerne. Magthaverne leger med ilden, når de fortsat antaster arbejds- og leveforhold.

Se også
Efterløn stadig populær

Netavisen 9. juli 2008