Der er kæmpet helt fantastisk

Under storkonflikten er det til gengæld demonstreret, at LO som kamporganisation er lige så anvendelig som en rusten legetøjskanon

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 12, 2008

Mere end et halvt hundred dage har de, der bemander den offentlige sektor og får den til at fungere i det daglige, været i strejke for at redde stumperne af velfærden.  Og det er en fantastisk kamp, der er blevet ført. Titusinder har vovet at demonstrere, kæmpe, aktionere, gøre sig synlige, stille krav. Ikke bare lønkrav, selvom det er omdrejningspunktet – men krav om en bedre offentlig sektor, med flere hænder til en anstændig ligeløn.

Uanset dens endelige udfald vil denne kamp gå over i arbejderbevægelsens historie som den første generelle storkonflikt på det offentlige område. Det er de store kvindefag, der har kastet sig ind i en langvarig og hård kamp. Og de findes i den offentlige sektor.

Storkonflikten har vist, at der er andre betingelser for kampen i den offentlige sektor end i den private. Den er på mange måder endnu sværer, for man er oppe mod et monopol. I sidste ende er det  regeringen og statsmagten selv, der er modparten.  En modpart, der råder over meget store ressourcer samt en stærk støtte fra den samlede privatkapital og dens presse.

Selvom støtten til de strejkende har været massiv i hovedparten af den danske befolkning, er Fogh og hele hans rådne slæng en stærk modstander.
Den har simpelthen sagt nej og atter nej til at ændre ved lønrammen og sendt sine tilforordnede i kommunerne og regionerne ud for at udkæmpe slagene for den.

Det mest groteske er, at LO med formand Børsting i spidsen er blevet ved med at lovprise ’den danske model’ – selvom ’den danske model’ på forhånd og i realiteten har været sat ud af kraft, fordi den ene af parterne er regeringen – og det giver den de fleste af trumferne.

Presset først og fremmest på Sundhedskartellet har været enormt for at det skulle opgive kravet om 15% lønstigninger efter at FOA-medlemmerne stemte ja til forliget med kommunerne, der gav langt mindre. Det tjener formanden for sundhedsarbejderne Connie Kruckow til ære, at hun ikke fulgte signalet og accepterede et nyt tilbud på hele 13 pct. samt nogle vikarpenge, som regionerne spillede ud med.

Sygeplejerskerne holder fast – og de siger sandheden, når de efter det seneste forhandlingssammenbrud erklærer, at regionerne underminerer det offentlige sundhedsvæsen. Men bag regionerne står regeringen. Det er den, der undergraver det offentlige sundhedsvæsen – og i det hele taget den offentlige sektor i sit neoliberale felttog, der sponsoreres af den danske og internationale kapital og alle dens organismer.

Et af de største problemer ved storkonflikten har været, at den ikke har udpeget regeringen som den klaree modstander, ikke har  mobiliseret modstanden mod den og ikke rettet skytset mod den.
Skylden for dette ligger ikke alene hos topledelserne i de forbund, som er i konflikt, men også hos dem. Og ikke mindst hos de andre forbund og hos LO samt partierne – først og fremmest socialdemokraterne og SF.

Også under storkonflikten er det demonstreret, at LO som kamporganisation er lige så anvendelig som en rusten legetøjskanon, og at de to nu næsten lige store socialdemokratiske partier i Danmark er lige så oprigtige i deres ’forsvar af velfærden’ som Pia Kjærsgård og Dansk Folkeparti.
Der er blevet kæmpet fantastisk på trods af alle disse svigt, og der bliver kæmpet endnu, også når det er op ad bakke. Det er et udtryk for, hvor stor harmen og kampviljen var. Og også for at der var fandtes en tro på at polikerne fra de nævnte partier – Dansk Folkeparti indbefattet – mente noget med deres velfærdsnak og valgløfter, og derfor ville støtte konflikten.

Den støtte udeblev. Solidariteten og den aktive støtte fra LO og de andre forbund udeblev også. De strejkende stod alene i deres kamp, og kunne kun basere sig på støtten nedefra, fra arbejderklassen og dens nærmeste. Den støtte var der hele tiden, og den er der endnu – men er slet ikke blevet aktiveret.

Kan det nås at aktivere den i her i konfliktens 11. time? Det bør i al fald forsøges.

APKs faglige udvalg

Netavisen 5. juni 2008