OK08: Hvor bærer det hen?

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 2, 2008

De kommende måneder står fagligt med fokus på de offentlige overenskomstansattes overenskomster, der bør medføre drastiske lønstigninger, ikke mindst til de lavestlønnede.
Allerede nu er forhandlinger og delforlig i gang.

Det bør være de kollektive solidariske løsninger, der bærer fremad ved OK-forhandlingerne for den offentlige sektor, der nu for alvor skal i gang, og hvor hovedkampkravet er massive lønløft.

Men også det kan tilvirkes på mange måder. Det gælder i forhold til lønspørgsmålet, hvor fedterøvspuljerne bør elimineres. Det gælder med arbejdstiden, hvor den pligtige afholdelse af ferie er under afvikling.

Vær på vagt over for de offentlige forhandlernes accept af individualisme og fleksibilitet væk fra solidaritet og kollektive løsninger!

Allerede med indgåelsen af det første delforhandlingsforlig på det kommunale område bliver det samtidig understreget, at der er grund til at være på vagt. Nogle af de faglige forhandlere ser ud til at nære stærkt overdrevne forligsambitioner.
De indgåede delforlig indeholder accept af yderligere fleksibilitet omkring afholdelse af den sjette ferieuge. Det undergraver kravet om, at seks ugers ferie bør være en kollektiv ret og solidarisk pligt.
De faglige forhandleres accept af yderligere fleksibilitet rokker yderligere ved dette princip.
Hvad der er sket indtil videre, tyder ikke godt for resten af OK-forløbet. De indgåede forlig bør forkastes.

Delforliget mellem Kommunernes Landsforening og Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, KTO, bryster sig af at gentage den udvikling, som er sat i gang med at sikre tillidsfolk mere i lønningsposen gennem indførelsen af funktionsløn for tillidsfolk. Dennis Kristensen (FOA) udtrykker også sin tilfredshed hermed. Men det er en uskik, som er med til at styrke pamperiet. En tillidsmand bør aflønnes på linje med sine arbejdskammerater, og det er den fælles kamp, som skal sikre alle mere i løn.

Pamperiet i toppen af fagbevægelsen er et af dens mest korrupte træk. Hvordan kan de grådige millionærer, der har mere travlt med at forgylde sig selv og holde dørene åbne til direktionsgange, forventes at kæmpe for medlemmernes basale interesser. Det gør de heller ikke. Bestræbelserne går ud på at finde ud af, hvad man kan spise dem af med.

Den tidligere næstformand i LO, Tine Aurvig-Huggenberger, Helle Thorning-Scmidts gode veninde, gik med en stor pose penge, da hun ikke blev valgt som formand. Nu forlanger hun yderligere cirka seks millioner kroner under henvisning til de gyldne pensionsregler, LO-toppen helt tilbage fra Thomas Nielsens tid har forgyldt sig selv med uden hensyn til den konstante kritik fra medlemmerne.

Et andet område, hvor der også gives køb her, er med accepten af større fleksibilitet med hensyn til den kollektive pligt til at holde ferie. Fremover skal kommunalarbejdere senest 1. oktober give besked om, hvorvidt de vil afholde den sjette ferieuge eller i stedet vil have den udbetalt i penge.

Det er entydigt negativt: Ikke nok med at dette rokker ved den ansattes rådighed over den sjette ferieuge, det er samtidig også et skridt, der yderligere lokker stadigt mere økonomisk pressede folk til at få udbetalt pengene i stedet for senere at afholde ferien – selvom de seks ugers ferie ikke er driverternes paradis, men en nødvendig genoprettelse af arbejdskraften på baggrund af den stadig mere stressede arbejdsdag.

Ambitionerne er tilsyneladende ikke længere reelle og virkeligt store. Mere og mere tyder på at man går efter de smalle rammer omkring et samlet resultat på 4,5 %, på linje med det, der blev en realitet på det private område for et år siden.
Hvis man er ’heldige’, kan man måske nå helt op til et forventet maksimalloft på omkring 5,5 %.

Men sådanne rammer kan ikke rumme nogen form for reel genopretning af den offentlige sektor. Den vil ikke kunne holde på de ansatte, flugten væk vil tage endnu større fart. Der er mange, som ser på de kommende OK-aftaler, hvor de er blevet lovet kraftige forbedringer, som en ’sidste chance’, før man opgiver det offentlige job.

Udebliver disse forbedringer, vil virkeligheden være en fortsat deroute af den offentlige sektor.

Det er ikke den kompromissøgende taberlinje, der skal frem. Det er kamplinjen, som er forudsætning for sejr.


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne