Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 25, 2007
Nogle vil mene, at partierne brydes under valgkampen – selvom det for andre kan være vanskeligt at få øje på den store forskel.
Det er i hvert givet, at løfterne brydes efter valgkampen. Vi husker alle Nyrup Rasmussens garanti for efterlønnen, og vi husker ligeså, hvor kort tid efter valget han brød løftet og løb fra det. Vi skal aldrig glemme ham og Socialdemokraterne for det.
Vi husker også, at Fogh for et par år siden lovede os en folkeafstemning om den ny EU-traktat, som franskmændene og hollænderne var så solidariske at stemme ned, inden vi fik mulighed for det. Vi husker, at Fogh midt under valgkampen lovede at fastholde og gennemføre tidligere udtalte løfte om forhøjelse af børnechecken pr. 1/1 ’08. Vi husker, at Fogh lovede, at det skulle være slut med at placere patienter på hospitalsgangene.
Vi ved nu, at valget er overstået. Vi ved, at stemmerne er talt op, og taburetterne er blevet fordelt.
Vi ved nu, at VK-regeringen er ligeglade med, at patienterne ligger på de stadig mere beskidte gange, der er garant for sygdom. Hvem tør snart lade sig indlægge på et dansk hospital? Eller hvem har snart råd til det?
Vi ved nu, at VK-regeringen ikke vil bruge 400 millioner kr. på at gennemføre sit løfte om en forhøjet børnecheck pr. nytår. Det begrundes med en overophedet økonomi. Det vil sige, at danskerne har for mange(!) penge mellem hænderne, og det store forbrug belaster vores nationaløkonomi, så den gode udvikling ikke kan fortsætte. Hvem var det, der gennemførte skattelettelser for de rige på ni milliarder kr.? Det var såmænd regeringen, der nu ikke ”har råd” til at bruge en tyvendedel af dette på børnefamilierne, fordi de har for mange penge mellem hænderne!
Vi ved nu, at Fogh også bryder sit løfte om en folkeafstemning om den ny traktat. Angiveligt fordi Lissabon-traktaten ikke indskrænker dansk suverænitet på nogen væsentlige områder. Det mener hans embedsmænd i hvert fald. I modsætning til forfatningens egen ”fader”, Giscard d’Estaing, som klart karakteriserer den som EU’s grundlov.
Dagens vinderspørgsmål: Hvorfor mister Irland suverænitet ved at tilslutte sig den ny unionstraktat, når Danmark ifølge regeringens betalte jurister ikke gør det? Og hvorfor skal irerne – som de eneste i EU – have lov til at stemme om Lissabon-traktaten ved en folkeafstemning?
I alle EU-lande ønsker et flertal af befolkningerne at stemme om den nye forfatningstraktat.
Vi ved også, der er en økonomisk krise af uanede dimensioner på vej. Overproduktionen har ramt loftet, som er blevet forsøgt løftet med alle kapitalens kunstige virkemidler: Angiveligt billige boliglån i al landsens afskygninger. Frit valg på alle hylder. Indfri din friværdi, forbrug pengene, og virksomhederne kan komme af med deres varer på lagrene.
Men nu er loftet nået. Det kan ikke løftes mere. Overproduktionen medfører finanskrise, bankkrise, valutakrise, oliekrise, you name it!
Krisen bliver voldsom, og regeringen ved det! Oppositionen ved det! Økonomerne ved det! Ejendomsmæglerne ved det!
Der er ikke den i toppen af Danmark, der ikke ved det, men de snakker ikke om det, for så udløser det panik og ragnarok.
Derfor er de allerede på vej til at tørre krisens årsag af på nogle Sosu’er, der har tænkt sig at indløse en klækkelig lønforhøjelse til forårets overenskomstforhandlinger:
– De offentlige ansatte skal vide, at hvis de kræver ufornuftige høje stigninger i løn ved overenskomstforhandlingerne, så vil det udløse en ny kartoffelkur, truede ”vores” ny finansminister, Lars Løkke Rasmussen, få uger efter valget.
Hvor usselt! Eller med 3F’s ord: Hvor ynkeligt!
Her har vi en regering, der med syvtommersøm har slået fast, at de ikke vil blande sig i overenskomstforhandlingerne:
– Respekt for det danske aftalesystem, har det lydt, når Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti har krævet særlige midler til forhandlingerne. Hvor nobelt af regeringen, der ellers udmærker sig ved at stå i forreste række, når det gælder om at yde modstand til arbejderklassen.
VK-regeringen kan godt stoppe deres respekt for den danske aftalemodel op i den så ofte omtalte legemsdel.
Lad os give regeringen et håndtryk med fra 3F, som i lederen i Fagbladet udtrykker:
”Så er der et spørgsmål, der slet ikke er til forhandling, men som sagtens kan blive udslagsgivende for det endelige resultat: udsultningen af den offentlige sektor, den udtalte mistillid til de offentlige lønmodtageres arbejdsindsats og den manglende respekt for dem, der dagligt underviser, passer eller plejer vores børn, syge eller ældre. Eller sikrer, at hele samfundsmaskineriet snurrer, fordi de fejer gaden, rydder sneen eller gør rent på hospitalet.”
Netavisen 19. december 2007
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne