Sosu’erne må fastholde initiativet

– Man kan ikke holde på noget, man ikke har i hænderne, undskyldte min mormor mig med, når jeg ”slap en vind” som lille.
Denne lille vending har nedskærings- og levebrødspolitikere gjort til deres egen:
Det er ligeså unødvendigt at overholde valgløfter, som det er muligt at holde på luftsteg og vindfrikadeller.

Vi husker alle Poul Schlüters ord – Unionen er stendød! – som blev fremsat midt i en situation, hvor den omtrent var færdiggjort. Eller hans ord omkring Tamilsagen: – Der er intet, der er fejet ind under gulvtæppet.”
Vi husker også Nyrups efterlønsgarantier op til folketingsvalget i 1998. Få måneder efter foretog han indgreb og forringelser i samme.
Vi husker også politikernes bekymrede og omsorgsfulde miner op til sidste folketingsvalg i februar 2005. Folderne skyldtes, at tusinder af slagteriarbejdere på Tulip lige op til valgets udskrivelse var blevet truet med fyring, fordi Tulip barslede med planer om at flytte produktionen til udlandet. Der var ikke grænser for, hvor store garantier, løfter eller sikkerhedsnet de og deres familier blev stillet i udsigt.

I den netop overståede valgkamp har social- og sundhedsansatte (sosu’ere) været i fokus, fordi de ved deres landsdækkende strejke over tre uger i forsommeren formåede at påkalde sig langt størsteparten af den danske befolknings opmærksomhed og sympati. Denne situation går ikke en stemmehungrende eller fiskende politikers næse forbi, uden at den forsøges at blive udnyttet maksimalt.

Det absolut reaktionære og yderst asociale Dansk Folkeparti har faktisk formået at tage føringen, når det gælder løfter som garantier for deres opfyldelse. De er endda villige til at gennemføre dem uden om VK-regeringen ved hjælp af Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten. DF har så sandelig også brug for at pudse deres ”sociale” profil af, efter at ældrechecken er blevet afsløret som det rene vand.

Der spiller ganske vist også flere modeller på bordet fra de respektive partier, men her kommer LO og den nyvalgte formand, Harald Børsting, på banen som fødselshjælper:
– Det er næppe muligt at løse forårets overenskomstsituation for de offentlige ansatte, hvis vi ikke får tilført flere penge, udtaler han og spiller med musklerne:
– Det kan i modsat fald ende med konflikt, men jeg hører til dem, der hellere vil forebygge end helbrede.

Harald Børsting har dermed placeret sig i en central og mediefokuseret rolle som mægler mellem partierne – naturligvis til ”gavn for medlemmerne”. Der er da heller ikke meget, der tyder på, at regeringen er samarbejdspartner på dette felt. Anders Fogh har erklæret, at løsningen må findes af arbejdsmarkedets parter selv, på trods af at han ved, der ikke er tilstrækkelig økonomi dertil. Beskæftigelsesministeren har ligeledes fundet løsningen på problemet: Det ser ud til, at vi må importere noget mere udenlandsk arbejdskraft til dette område.

Mens DF helst vil øremærke midler til sosu-ansatte, så ønsker Socialdemokraterne nedsættelse af en løn-kommission, som skal fordele de fem mia. kr., som de har afsat over en treårig periode, blandt samtlige 800.000 offentlige ansatte. En handelsskoleelev vil hurtigt kunne forsikre alle om, at Socialdemokraternes beløb svarer til en krone mere i timen i gennemsnit – under forudsætning af, at hele rammen bruges til lønforhøjelse.

Vi kan hjælpe Helle Thorning Schmidts hukommelse lidt på vej ved at erindre hende om, at sosu’erne havde tre væsentlige krav i forbindelse med deres konflikt: 5.000 kr. mere om måneden, flere ansatte og bedre arbejdsforhold. Man forstår, hvis sosu’ere ryster på hovedet af Thornings udspil, som ikke engang forslår som en skrædder i helvede.

Det klogeste, sosu’erne med deres netværk nok kan gøre nu, er at fæste lid til egne kræfter og den kæmpe sympati og solidaritet, de har vundet. Hvis de overlader initiativet til andre, går det let, som det gik kassedamerne, der for 20 år siden vandt partiernes, fagbevægelsens og arbejdsgivernes hjerter på grund af deres lave løn. I dag hører de stadig til de ringest betalte overhovedet.

Der er også opmuntringer at hente: 12.000 finske sygeplejersker har netop ”landet” en arbejdskamp med en lønstigning på 20 pct. over de næste fire år. Kravet var oprindeligt 24 pct. på to år. Konflikten havde medført så store problemer, at patienter med akutte problemer blev sendt til behandling i Sverige.

Det finske parlament vedtog i fredags at begrænse sygeplejerskernes mulighed for at sige op og udvidede myndighedernes mulighed for at tvangsindkalde personalet.
Der er måske mange arbejdsmarkedsforskere, der kan fortælle om forskellen på det finske parlament og det danske folketing, men det er vel de færreste sosu’ere, som ikke er klar over, at det samme kan ske i Danmark.

Netavisen 21. november 2007