Kæmpe strejke- og protestbevægelse har igen lammet Frankrig 

Styrkeprøve mod Sarkozys arbejderfjendske reformpolitik 

På anden uge har strejkebevægelsen i Frankrig sig imod Sarkozys nyliberale angreb på de offentligt ansatte udviklet sig. De strejkende vender sig imod en planlagt forhøjelse af pensionsalderen for offentligt ansatte med særligt udsatte jobs.  

Her drejer det sig om 500.000 transportarbejderne for jernbaner, busser og metro og arbejdere i energisektoren, der – hvis planen gennemføres – først kan gå på pension efter 40 års ansættelse i stedet for de nuværende 37,5 år. Otte fagforeninger er involveret i strejken, der smelter sammen med studenternes protestbevægelse mod Sarkozys nye nedskæringer på universiteterne. 

Ikke mange er i tvivl om, at forhøjelsen af pensionsalderen blot er begyndelsen på Sarkozys ultra-reaktionære offensiv under overskrifter som ”Frankrig må arbejde hårdere i fremtiden for at kunne konkurrere”. Sarkozy har også længe haft kig på de franske arbejderes 35 timers arbejdsuge, og en forlængelse af arbejdstiden indgår i hans ”reformprogram”, som han gennem angreb på alle fronter begyndte at virkeliggøre fra den første dag i hans præsidenttid. 
 
Hundredtusinder offentligt ansatte tjenestemænd har tilsluttet sig transportarbejdernes og energiarbejdernes strejke. På universiteterne fortsætter de studerende med at protestere mod nye nedskæringer og fordyrelser for de studerende. Uundervisningen i halvdelen af Frankrigs 85 universiteter har været afbrudt. 
Fabrikker begynder at løbe tør for råmaterialer som stål.  

Strejkebevægelsen har udviklet sig til den største magtprøve mod den tidligere indenrigsminister Sarkozy siden hans indsættelse som præsiden, efter at han ved valget havde slået socialdemokraten Segolene Royal. 

Sarkozy slår ellers om sig med store armbevægelser, men i den første strejkeuge har han været forholdsvis tavs. Han har endnu ikke vovet at handle som den Bush-, Thatcher- eller Reagan- politiker han er. Endnu har han ikke kunnet slå i bordet: ”Jeg styrer Frankrig” – og sætter politi og militær ind!. 

Han frygter den dybe underliggende utilfredshed og at bære ved til at udvikle kampen til en samlet langvarig og generalstrejkelignende kamp for hele den arbejdende befolkning i Frankrig – til et generelt opgør med den reaktionære præsident og hans reaktionære ’reformplaner’. Han har derfor tilbudt ’trepartsforhandlinger’ forudsat den offentlige transport igen fungerer.

Da strejkebevægelsen og de studerendes og uddannelsessøgendes protestbevægelse mod lovforslaget om ”CPE” (den første ansættelseskontrakt) sidste forår udviklede sig til generalstrejker, blev regeringen tvunget til at trække sit forhadte reformforslag.  
Afhængigt af udviklingen af beslutsomheden og kampen kan dette også ske igen – nu mod en lovforringelse, der rammer det arbejdende Frankrig i solar plexus. 

Netavisen 20. november 2007