Den 6. oktober brød vi politiets jernring

En øjenvidneberetning fra Lærken

En fredelig demonstration gasses – hundreder arresteres -  det er hverdag for den københavnske ungdom, som de herskende fører krig mod
Kommunistisk Politik 20, 2007

Det er lørdag den 6. oktober, også kendt som G13-dag. I går må Københavns koncertsteder have været mere stille end normalt, for mange er blevet hjemme for at være friske til denne lørdag, hvor 69-bevægelsen er mobiliseret og klar til at tage et nyt ungdomshus.

Klokken 13 er jeg ved startstedet for demonstrationen, Nørrebrohallen. Min taske er aktivist-pakket og indeholder uundværlige ting som citron og saltopløsning mod tåregas og våde tørklæder til at lægge hen over gasgranaterne.

Vi står i fire farver, som hver repræsenterer en blok eller ”finger”. Idéen er, at fingrene har hver deres fremgangsmåde for at komme ind i huset og vil forsøge at trænge ind på grunden ad forskellige veje. Strategien er inspireret af G8-protesterne (Rostock), der som G13 arbejdede uden brug af kasteskyts eller anden form for kampformer, der kan føre til personskade.

Stilen er således anlagt til at være ikke-voldelig, men konfrontativ, hvis det behøves. Alt efter om man er blå, gul, rød eller turkis finger, stiller man sig bag en af de fire demonstrationsvogne og får udleveret information om dagen og dykkerbriller til at modstå den eventuelle tåregas. Det forlyder, at vi er omkring fire tusinde, hvilket får mængden til at juble. Vi er forventningsfulde, nyder solen og danser til musikken. Efter en time rykker demonstrationen ned ad Nørrebrogade i samlet flok, og vi hører fra vognene, at demonstrationen nu er vokset til op mod 10.000!

”Politi, I kan gå hjem!”

Vi går forbi massivt politiopbud, men når frem til Fuglebakken station uden problemer. Her sker der en brat ændring i stemningen, da politiet afspærrer os vejen med hollændervogne. Fra højtalervognen lyder der opfordring til politiet om at flytte sig – sagen er politikernes ansvar, ikke politiets. De flytter sig selvfølgelig ikke, men da demonstrationen er opsatte på at komme igennem, findes plader frem til at presse mod politiblokaden.

Således også beskyttet til en vis grad mod betjentenes knippelslag trænger grøn blok som den forreste helt op. Der bliver ikke kastet med noget, og højtalervognen meddeler, at det er en ikke-voldelig demonstration, og at politiet ikke har nogen grund til at stoppe os: ”Politi, I kan gå hjem, gør det! Vi har ikke noget hus at gå hjem til …”

Alligevel har politiet fra starten haft kniplerne klar og prøver nu ihærdigt at ramme ved at slå over pladerne. Jeg står et par meter bag ”frontlinjen” og kan se det meste af, hvad der foregår. Der høres opfordring til at forcere hollændervognene, og straks efter ses de første aktivister oppe på vognene. Vi står tæt, og overalt lyder der både glade udråb pga. aktivisterne på vognene og vrede udbrud over politiets brutalitet.

Det er en blandet følelse at stå midt i konfrontationen. Jeg har hele tiden forventet situationer som denne flere gange i løbet af dagen og burde derfor kunne holde hovedet klart. Jeg har lyst til at trænge yderligere frem og presse på, hjælpe med at vælte en hollændervogn eller klatre op over en. Men samtidig får jeg en nærmest klaustrofobisk sindstilstand af de mange folk omkring mig, angsten ved at se knippelslagene hagle ned over folk og aktivisterne på bilerne blive skubbet hovedkulds ned af aggressive betjente, der tydeligvis er ligeglade med at forårsage personskader.

Så gasses vi – igen

Jeg er heldig, for omkring mig er der mange, jeg kender godt, hvilket betyder, at jeg føler mig lidt tryggere. Et par af mine venner får det fysisk dårligt af den pressede stemning, og da den ene begynder at ryste, trækker de sig lidt ud til siden. De når dog ikke at komme sig, for samtidig forlyder det fra demo-vognen, at betjentene nu har gasmasker på, men at man skal forholde sig roligt og ikke gå i panik. Et par sekunder efter hører vi den alt for velkendte lyd af gasgranater gennem luften. Alt er med det samme fyldt af en tyk, hvid røg, og man har i nogle minutter kun tanke for at flygte fra gassen.

Jeg flygter med to venner ind i en baggård, hvor mange andre også er søgt ind. Vi mærker hurtigt, at de har brugt den stærkeste gas, som giver langt værre virkninger end den normale. Alle er berørt af gassen og hoster, kaster op og græder, men folk er som sædvanlig gode til at hjælpe hinanden, og der bliver givet citron og vand til dem, der ikke har i forvejen.

Senere får jeg at vide, at en anden veninde fik et krampeanfald i den anden ende af baggården, samtidig med at vi stod der. Det var som reaktion på begivenhederne og gassen, og allerede inden der blev smidt gas, var hun så påvirket af volden, at hun rystede. Hun var bevidstløs fire gange, hvorefter hele hendes krop rystede, og hun havde fråde om munden. For et par uger siden tog en betjent kvælertag på hende under en torsdagsdemonstration, og dette har højst sandsynligt været medvirkende til, at hun reagerede så kraftigt på situationen og gassen.

Men som sagt står vi i den anden ende under dette og så det derfor ikke. Gassen gav os ”kun” en brændende fornemmelse i øjnene og ansigtet.

Piratflag på toppen

Hurtigt efter kravler vi gennem noget krat, over nogle togskinner og kommer på den måde forbi politiets afspærring under broen ved Fuglebakken station. Det skal gå hurtigt, for vi regner med, at politiet snart vil afspærre os vejen. Da vi kommer ud på den anden side, er alt roligt, og et stykke væk kan vi se politiet, der stadig afspærrer vejen for resten af demonstrationen. Vi er ca. 20, der er sluppet forbi og dermed nærmere G13-grunden, hvilket er en lille sejr i sig selv.

Vi kommer uden problemer over Borups Alle og hen ved indgangen til grunden, som dog bliver bevogtet af politi plus hunde. Vi finder aktivister og får informationer, prøver at finde ud af, hvad vi nu skal gøre, og forsøger at få et overblik. På de fleste hjørner står der beboere, nysgerrige, og en blanding af folk, der er positive og negative over for os. Vi sætter os og kommer i snak med nogle af beboerne, der støtter os. Efter at have været på tæt hold af politiets brutalitet betyder det ekstra meget at få sympati og forståelse.

Vi får af vide at der er nogle, der er trængt igennem politiet og nu befinder sig på grunden. Piratflaget vejrede på toppen af Grøndalsvænge Alle 13, og i 20 minutter var det symbolet på det fristed, vi kæmper for at få rum til at skabe.

Bøller og piger

Vi går ad villaveje hen imod Hillerødgade for at lede efter andre aktivister. Da vi ser, at politiet er rykket ud i krydset, siger jeg noget om, at nu er vi havnet på den modsatte side af politiets afspærring igen. Det får tilsyneladende en mand, der står og arbejder ved et hus lige til højre for os, til at råbe meget aggressivt dels til os, dels til sine to arbejdskammerater: ”Hvem sagde det?? Var det dem? Var det jer!?”, hvorefter han løber hen imod os og skal til at slå ud efter os. Vi fatter dårligt nok, hvad der sker, og aner ikke hvad han mener vi skulle have sagt af provokerende ting.

Jeg er fuldstændig chokeret og overvejer ikke engang at løbe, så da min veninde, der hurtigt forstår situationens alvor, prøver at hive fat i mig for at få mig til at løbe, bliver jeg bare stående. Vi er alle sammen meget bange for ham, og pipper i munden på hinanden: ”Det var ikke os, vi har ikke sagt noget …”

Han lader til at blive forvirret over, at vi ikke løber, og måske spiller det også en rolle, at hans kammerater ikke er gået med ham, men bare kigger med nogle meter fra os, akkurat som den forsamling af beboere, der står på et hjørne lidt derfra. Jeg ved ikke, om forsamlingen var for eller imod os og et ungdomshus, men jeg vælger at tro på, at de var passive, fordi det simpelthen gik så hurtigt, og de blev lige så chokeret som os.

Vi skyndte os væk, imens han råbte hånligt efter os, at vi skulle smutte hen til vores venner. Senere har jeg overvejet, hvor latterligt kujonagtigt han opførte sig – vi ved, der gik en gruppe på seks aktivister forbi dem, et par minutter inden vi gjorde, og dem har han ikke turde lægge sig ud med, tre fredeligt udseende piger var et lettere mål.

Gas igen igen

Vi samledes med omkring 150 aktivister på hjørnet af Mågevej og Hillerødgade, og trods at det var en blanding af folk fra alle fire fingre, kom der hurtigt samling på os. Vi gik i fællesskab ad en omvej for at støde til den store demonstration, der nu befandt sig på Borups Alle. Det var fedt, at der var en, der turde tage styringen, ikke mindst fordi personen havde styr på, hvad der skulle gøres. Demonstrationen forholdt sig roligt, alligevel blev vi gasset kort efter. Forsamlingen spredtes, men gassen var vist ikke den heftigste, for vores øjne blev bare lidt irriterede, og virkningen tog forholdsvis hurtigt af.

Det lød fra demo-vognen at man ventede på at blive samlet igen, og vi brugte tiden på at hvile benene, spise lidt og høre, hvad andre havde været udsat for. Vi fik af vide, at to var slået bevidstløse, da de var blevet ramt af tåregasgranater i hovedet, flere havde fået knippelslag og var blevet angrebet af politihundene. Overalt spurgte folk hinanden, om de var o.k., vidste, hvor en fælles ven var henne, om de havde fået meget gas osv.

Pludselig stormede politiet frem fra alle sider, pressede og omringede langt størstedelen af demonstrationen. Vi stod et par stykker uden for politiets ring og var rådvilde om, hvad vi skulle gøre.

Sejrsstemning

Demonstrationen valgte at sætte i bevægelse mod Nørrebro. Efter at have fulgt efter i god afstand valgte vi at satse på, at de tre hollændervogne og 40 betjente, der gik lige bag demonstrationen, ville lade os komme forbi. Da vi således befandt os midt imellem hollændervogne og indpakkede betjente med kniplerne klar, var jeg mere bange, end jeg havde været under hele demonstrationen. Jeg fattede slet ikke, at jeg frivilligt nu gik omgivet af folk, der garanteret intet havde imod, hvis jeg blev skadet, og endda for manges vedkommende gerne så det ske. Men det lod til, at de ikke brød sig om at vi gik bag dem, for vi blev bare gennet foran dem.

Der var god stemning og musik på vej tilbage til Nørrebro. Dagen og aktionen blev erklæret for en succes, da man havde formået at trænge igennem politiets jernring uden brug af voldelige midler, og flere hundrede havde indtaget selve grunden.

Sejrsstemningen fortsatte, og vi nåede Nørrebrohallen, hvor man sluttede af for dagen, men dog understregede, at kampen for ungdomshuse og fristeder selvfølgelig ikke er slut.
Vi fortsætter.  

 

Netavisen 9. oktober 2007


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater