Vi står i samlet flok – Nu har vi fået nok!

Stemningsrapport fra en aktionsdag blandt sosu-folket

Klokken er lige slået otte. Vi er samlet til fagligt møde; men tillidsrepræsentanten er der ikke:
– Hun må ikke være her, oplyses det.

Hun dukker op lidt senere, og diskussionen tager fart. Det tager kun få øjeblikke, før stemningen er klar. Det er tid til at lufte de mange års indestængte harme. Løn og arbejdsforhold er elendige. Der bliver foretaget afstemning: Énstemmighed om strejke. Tabet af løn og bod oveni koster på den anden side af tusind kroner pr. dag; men det skræmmer ikke. Nu skal slaget slås.

– Nu er I klar over, der er demonstration fra Rådhuspladsen klokken 12, meldes der.
– Det er jo ikke nogen kolonihavestrejke.

I det samme er der en mobiltelefon, der giver lyd fra sig. Det viser sig, at der er nogle iderige personer, der har taget initiativ til, at alle amagerkanere mødes for at gå i samlet flok til Rådhuspladsen.

Vi mødes på parkeringspladsen ved Hørgårdens plejehjem. Der er sosu’er fra Bomi Parken, Øselgården, Hørgården, Peder Lykkes Centret, NV-Amager, Tårnby og mange andre. Bomi Parken er mødt frem i hvide T-shirts, hvor institutionens navn er påtrykt. Det har ikke generet dem også at male slogans på dem.
Politiet er kontaktet; men vil ikke give ekskorte:

– I må gå i højre side af vejen.

Vi er ganske vist heller ikke flere hundrede. Nødberedskabet trækker jo nogle folk fra, så når det tages i betragtning, er vi godt dækket ind.

Forrest går to med et banner, der er lavet i sidste øjeblik:
Mere i løn – Flere hænder! Der er ikke noget at tage fejl af.

Da vi når Sundholmsvej, er der nogen, der vil dreje; men der bliver råbt:
– Lige over. Vi skal op på Amagerbrogade.

Den havde politiet vist ikke beregnet. Amagerbrogade er et-sporet, bortset fra en busbane til tider. Pæne som vi er, trækker vi ind på cykelsti og fortov, hvor det er nødvendigt for at gi’ plads til stressede bilister. Ellers havde vi vel skabt en kø helt til Kastrup. Det gør heller ikke noget. Vi kan ses og høres alligevel. Passerende bilister trutter en venlig hilsen i hornene. Vi føler os som nybagte studenter.

Vi ankommer lidt sent til Rådhuspladsen; men bliver mødt af en larmende og jublende velkomsthilsen. En tillidsrepræsentant fra Valby, som har taget initiativ til demo’en, giver den gas med en megafon:

Hvad vil I have? – Mere i løn!
Hvad mangler vi? – Flere hænder!

Der er ikke noget at tage fejl af.
Lønkravet er tydelig for enhver: 5.000 kr. mere om måneden – lige ned i foret.

Der synges sange på melodien: ”Hammer hammer fedt”:
Vi står i samlet flok. Nu har vi fået nok!
Nu vil vi ikke mere, skal andre konstatere
Giv lønløft til de mindre, for nogen skal erindre
At slid og slæb ikke læng’re er nok
Det ikke hammer fedt, nej det er noget skidt
Men nød kan alle tvinge, til pisken højt at svinge
Regering læg nu våben, så stopper vi vores råben
Når kroner på forhandlingsbordet er!

Amagerkanerne har ikke noget at lade andre høre: Der er bannere og slikpinde overalt. Brøndbyerne er klædt i blå-gule farver. Valby er alle i røde T-shirts. Mange har brugt institutionernes redskaber til brug for udklædning. Sterile plastikhandsker er pustet op og bundet i håret. ”Blå sutter”, der til daglig tages på skoene af hygiejnemæssige årsager, bruges som hovedbeklædning. Alt sammen så festligt og farverigt, at muslimer må undre sig over den megen debat om deres brug af tørklæder.

Fagforening og forbund er totalt usynlige. Ej heller nogen røde fagforeningsfaner; men de savnes tilsyneladende ikke. Deltagerne er nu i hvert fald på den rigtige side af tusind.

Vi begiver os mod Christiansborg. Der er ingen lydvogn; men den behøves heller ikke. Vi larmer ned ad Vester Voldgade og Stormgade. Der er stadig ingen eskorte af de sortklædte. I starten kører bilerne meget tæt på, når de klemmer sig forbi; men med lidt råben får man dirigeret mængden så langt ud, så den umuliggør de farlige situationer.

Snakken går hurtigere end fødderne:

– Jeg går ind for mere i løn, fordi vi har brug for flere hænder. Det gør faget mere attraktivt.

Min sidemand oplyser, at han i går snakkede med formanden for FOA-sosu – Palle – i København. Han har angiveligvis rygrad som en kogt spaghetti. Han hverken turde eller ville noget som helst.

Vi når frem til Christiansborg, hvor vi manifesterer os med kampråbene. De røde Valby-piger tager opstilling ved hovedindgangen, og deres tillidsrepræsentant tager igen ordet:

– Vi gider ikke længere finde os i kommunernes minuttyranni. Vi vil have mulighed for at udføre vores arbejde ordentligt. Det har de ældre også krav på. I stedet for pålægges vi stadig mere administration, samtidig med at kontrollen og overvågningen tager til. Nu kan det være nok.

Da meldingen om, at Ishøj har fået 2.000 kr. mere om måneden vil jubelen ingen ende tage:

– Det nytter noget, konstaterer vi.
Den gode stemning fortsætter. Megafonføreren pisker den i vejret:
– Er der nogen fra Glostrup?
Glostrup larmer.
– Er der nogen fra Amager?
Amager larmer, og sådan fortsættes der.

Megafonen gives til sidst fri. Omkring ti menige sosu’er har noget på hjertet, og ordene kommer fra det inderste. Alle forstår budskaberne, og der jubles hver eneste gang. Demonstrationen er dejligt befriet fra forbundsformændenes tvetungede taler. Der er bar røv at trutte i, fru Jensen.
-gri

Læs også

Sosu på barrikaderne: Plejeoprør fra neden

Netavisen 2. juli 2007