Tidsbank eller tidsrøver

Faglig komentar
Kommunistisk Politik 12, 2007

Bankernes omdømme har et yderst blakket ry blandt småfolk. Ligesom i alle andre af livets forhold forholder t sig stik modsat hos de virkeligt velstående, de hvoriblandt flere ejer banker. Velstående investerer profitterne i disse institutioner, mens arbejdere i hovedregelen optager gæld. For mange er et møde hos bankrådgiveren værre end et tandlægebesøg.

For alle er det til gengæld rart at have værdier henlagt i en bank. Det giver ligesom en fornemmelse af noget trygt, der ofte medføre mulighed for, at det kan yngle. Det sidste er sandsynligvis grunden til, at Socialdemokraterne repræsenteret af Helle Thorning Schmidt benyttede selve 1.maj-dagen til at agitere for et livstids fleksibelt arbejdsliv – kaldet Tidsbank. Det vil være en stor fejl at tro, at hun blot brugte dagen til at trække en kanin op af den berømte høje hat. Fogh-regeringens Familie- og Arbejdslivskommission har fremsat samme forslag.

Der har været en del diskussion om, hvordan forslaget skal strikkes sammen og realiseres. Arbejdsgiverne har beklaget sig over at skulle ”overtage” en nyansat, der har en masse afspadsering – også absurd kaldet frihed – stående som et tilgodehavende.

Den kalkulerede løsning på det private arbejdsmarked er en imitering af feriepengesystemet. Det samme kan i princippet benyttes i det offentlige, der i den sidste ende kommer fra den samme kasse.
Fagbevægelsen, som er tændt på ideen, mener derfor, at de offentlige ansatte kan og bør være murbrækkere for princippet. Det absolut største og mest dominerende forbund FOA (Fag Og Arbejde – tidligere Forbundet af Offentligt Ansatte) har ingen reservationer overfor ideen:

”Jeg synes, det ville være oplagt allerede ved den forestående overenskomstfornyelse at tage hul på debatten om lønmodtagerstyret fleksibilitet og herunder også at tage hul på debatten om en tidsbank på det offentlige område”. Sådan falder ordene i en leder af formanden Dennis Kristensen i det seneste nummer af forbundsbladet.

De offentlige ansatte er udset til at være murbrækkere for en fleksibel arbejdstid på livstid. Regeringen, dets parlamentariske reformistiske ”opposition” og arbejderaristokraterne i fagbevægelsen er i enige. Alene den kendsgerning burde få alarmklokkerne til at ringe. Når disse kræfter er i spil, så er der noget lumpent i foretagendet.

Det er der også i deres måde at sælge ideen på:
– Det vil være til gavn for børnefamilier, hvor mor og far kan tage mere frihed, mens børnene er små og dermed vie mere tid til dem.

Man kan allerede her høre anklagerne og bebrejdelserne til den kommende generations forældre, når ungdommens oprør følger i kølvandet:
– Opdragelsen slog fejl, fordi forældrene ikke benyttede sig af Tidsbanken, så deres børn kunne blive retskafne borgere.

De øvrige arbejdere, der tog tidsbanken i brug, kan der være ophobet en gældsspiral, der måske dårligt nok er afviklet inden pensionsalderen. Set fra en arbejders synsvinkel–offentlig som privatansat – står spørgsmålet tilbage: Hvorfor ikke blot sætte den faste ugentlige arbejdstid væsentligt ned – eksempelvis til 30 timer. Det vil udløse en masse arbejdspladser, som hundredtusinder af arbejdsløse, hvoraf masser fungerer i helt normale jobs, som går under betegnelsen aktivering.

Det er jo her, at kravene til næste års overenskomstfornyelse for de offentlige ansatte bliver interessant. Det er imidlertid en debat, som FOA-formanden ikke finder interessant. Ikke desto mindre er netop det krav en grundsten, når samfundets mest omfattende sygdom – stress – skal finde sin løsning.

Som nævnt rummer kravet den sidegevinst, at det udtrykker solidaritet med de udstødte, hvilket er den eneste måde, de er repræsenteret ved en overenskomstfornyelse.

Tiden er inde til at fremføre kravet, idet forbundene har bekendtgjort, at det er NU, at medlemmerne skal give sig til kende. Det er let at finde frem til hvordan: Medlemsmøder og generalforsamlinger er forbeholdt de få udvalgte – andre kan finde forbundets hjemmeside og maile individuelle ønsker. Den kollektive proces i den kongelige danske fagbevægelse er amputeret.

Denne form er til gavn for tre-enigheden: Regeringen, reformisternes parlamentariske opposition OG fagbureakraterne.

Vi kan spænde ben: 30 timers arbejdsuge NU!

Netavisen 11. juni 2007


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater