Slip modstanden løs – Velfærd til alle

Kommunistisk Politik 11, 2007

Der er på mange måder et meget stort behov for forskellige manifestationer til forsvar for den offentlige sektor og velfærden. Men samtidig vil det sikkert være gavnligt, at vi stiller os spørgsmålet: Hvor skal vi hen, du?

At gøre manifestationer og aktioner til vedhæng for en anden nyliberal parlamentarisk konstellation vil være mere end fejlagtigt.

Vi vil af med Fogh, den hovedansvarlige for krig og angreb på velfærden, men samtidig har Socialdemokraterne bl.a. med deres signatur på Foghs seneste angreb i form af ”Velfærdsreformen” samt i krigsdeltagelsen også vist, hvor de står, og underskrevet deres uduelighedstegn.

Socialdemokraterne har vist, at de også er en del af den nyliberale offensiv, men ofte i en mere ”social” indpakning – senest med en reform, der med sin positive etikette ”Velfærdsreform” dækker over historiske forringelser af efterlønnen og tilbagetrækningsalder.

Der er virkelig brug for at slippe modstanden løs for at slå den nyliberale angrebsbølge tilbage, som markedsgør alt og har udsultet den offentlige sektor og velfærden på brugernes og de ansattes bekostning. Der er brug for en bevægelse, der forstår, at både regeringens strukturreform og talen om en ”kvalitetsreform” i virkeligheden drejer sig om at sætte turbo på yderligere markedsgørelse af hele den offentlige sektor.

Den velfærdsbevægelse, der sidste år udviklede sig, var en bevægelse med rod i mange menneskers erfaringer med regeringens fallit-snak om noget for noget.
Noget for noget betød skandale på skandale og manglende ”råd” til at sikre de ældre eller vore unges og børns vilkår. Regeringen blev siden tvunget til sin nye ”kvalitetsreform”-snak, fordi den var klemt op i en skammekrog, hvor konsekvenserne af dens ”velfærdspolitik” blev udstillet mere og mere.

For regeringen var ideen om en ”kvalitetsreform” dens afværgedagsorden. LO’s aftale om indgåelse af trepartsforhandlinger med regeringen og arbejdsgiverne om en såkaldt kvalitetsreform er en skandale, hvor fagpamperne lige nu er med til at hjælpe Fogh ud af kattepinen.

Men både Socialdemokraternes deltagelse i forringelse af efterlønnen og LO’s deltagelse i Foghs ”kvalitetsreform” er ikke tiltag, der pludselig falder ned fra himlen. Som sådan følger de blot op på EU’s store beslutninger.

Accepterer man monopolernes EU og deres Agenda 2010, der lægger op til at gøre EU til verdens mest konkurrencedygtige økonomi inden 2010, så har man også gjort sådanne tiltag mulige.

Agenda 2010 er en dagsorden, der ikke lægger skjul på, at hele den offentlige sektor skal privatiseres og udliciteres, arbejdstiden skal op, pensionsalderen skal hæves, mindstelønnen skal undergraves, og der skal indføres et fleksibelt arbejdsmarked udsat for kapitalens skalten og valten.

Det er i virkeligheden denne dagsorden, den danske velfærdsbevægelse for snart et år siden reagerede på og udløste en Velfærd til Alle-bevægelse imod. Det var også denne dagsorden, som udløste pædagogers og forældres landsdækkende strejke og protestbevægelse. Og det var denne dagsorden, som udløste universitetsbesættelserne og generalstrejkerne i Frankrig, som de vandt.

Medens den danske krigsregering poster milliarder i krig og militær, er den offentlige sektor fuld af muligheder, påstår den. Men udgifterne til social velfærd må ikke stige. Alt skal blot måles og vejes som en Toyota-model. De ansatte skal blot ændre indstilling, føle ejerskab. Work smarter, not harder, lokker de med, medens udliciterings- og privatiseringsmøllen maler.

Modstand må ikke reduceres til et lobbyarbejde for påvirkning af LO ved trepartsforhandlinger med regeringen. Man må også have lov at spørge, hvornår trepartsforhandlinger har ført til noget godt.

Modstanden kan have mange aktionsformer, men det er at snyde sig selv og se bort fra alle erfaringer, hvis man ikke har hovedfokus på massekampen.

Det er en kamp, der må finde næring i rødderne på tværs af fagskel, grupper og aldre med krav om velfærd til alle, et krav, der betyder fuldstændig stop for privatisering og udlicitering og betyder tilførsel af tilstrækkelige midler til den offentlige service.

I stedet for milliarder til krig må milliarderne overføres til velfærd.

Netavisen 22. maj 2007


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne