Når arrogancen flyder over

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 10, 2007

Om formiddagen den 30. april kunne man i Danmarks Radio høre en kvindelig nyhedsoplæser med dirrende stemme fortælle, at der med 3F’s stemmeoptælling var opstået unødig spænding om urafstemningsresultatet for de 600.000 privatansattes overenskomstfornyelse. I næste nyhedsudsendelse blev det nævnt, at det kunne være, at en storkonflikt kun kunne undgås, såfremt stemmeafgivelsen var så lav, at sofavælgerne pr. automatik faldt i ja-sigernes skål.

Ud på eftermiddagen – netop som arbejdet med færdiggørelsen af de mange 1. maj-pladser rundt om i landet var på deres højeste – kom det forløsende suk fra borgerskabet, fagbosserne, politikere og avissmørerne: Resultatet blev et ja på 55 pct. mod 45 pct. nej, og blot 37 pct. stemte.

Stemmeprocenten er et tydeligt udtryk for manglende entusiasme, som kombineret med et i virkeligheden snævert flertal betyder, at kun hver femte af de 600.000 arbejdere har tilkendegivet en positiv reaktion. Og det er meget tænkeligt, at mange ja-stemmer ikke har valgt det af tilfredshed, men af frygt for en konflikt.
Arbejdsfreden blev i øvrigt kun reddet af andre udemokratiske afstemningsregler, der tillader bunkebryllupper, hvormed man underkender de enkelte områders ret til at sige fra. Eksempelvis stemte 3F’s store medlemsskare nej – tilmed med et så klart ciffer som 62 pct.

Alligevel har forbundslederne på værste arrogante facon kaldt forliget for ”det bedste i vor levetid”. Man må knibe sig selv i armen: Hvor stor kan deres arrogance over for flertallet af fagbevægelsens medlemmer blive, før de bliver straffet?
Der er i hvert fald intet at sige til, at fagbevægelsen mangler appel hos medlemmerne, som ikke bare siver, men snart flygter. Problemet er dog, at det er de ”gule” og kristelige, usolidariske organisationer, der høster på forræderiet.

Der er blevet skrevet meget om OK-fornyelsen på det private arbejdsmarked. Kommunistisk Politik har stort set været det eneste organ, der fra starten har efterlyst kravene på arbejdstidsområdet, som på alle arbejdspladser er centralt for at imødegå nedslidning og stress.

Det var faktisk kun skifteholdsarbejdere, der var heldige med at slippe gennem forbundenes nåleøje med deres krav om nedsættelse af arbejdstiden, men det hjalp lige fedt. De blev fuldstændig fejet af bordet, og i stedet åbnede resultatet op for en udhuling af normalarbejdstiden, der vil få den stik modsatte effekt.
Det vedtagne resultat har nemlig slået et vigtigt, principielt hul i normalarbejdstiden, idet det fremover vil være muligt at arbejde mere end 37 timer ugentlig uden overarbejdstillæg – på ”frivillig” basis.

Denne vigtige, principielle paragraf har ikke spillet nogen rolle i debatten om resultatet, men vil få voldsomme konsekvenser. Allerede inden afstemningsresultatet forelå, udtalte Freddy Ridderhaugen fra AAA, Aktionsgruppen Arbejdere Akademikere:

– Normalarbejdstiden er det bedste værn mod nedslidning. Hvis OK2007 bliver godkendt, så er der åbnet for en afskaffelse, og folk kan ”få lov” at arbejde 50 timer eller mere om ugen.

Jamen så kan det da være, at den kommende velfærdsreform kan give lønarbejderne bedre vilkår på arbejdstiden?

Hvis man var i tvivl, så har Helle Thorning Schmidt med sin præcise udmelding i sin 1. maj-tale skudt den papegøje ned. Der forhandles om at spare op til afspadsering, når man er ung, og når man så får børn, kan man arbejde lidt kortere. Jobbank, kaldes det. Holland har barslet med den praksis i nogle år, uden succes overhovedet.

Det mest groteske ved OK-resultatet er, at det rent faktisk lykkedes for de faglige ledere at løbe fra deres højt opreklamerede snak om lønfest. Hele efteråret blev brugt til at varme op under den ballon, hvilket ikke var svært taget i betragtning af, at erhvervslivet i årevis havde holdt profitfest.

Alligevel antaster den nye overenskomst overhovedet ikke deres profitter. Ikke engang lærlinge og ungarbejdere fik deres relativt små lønkrav igennem. Mindstelønnen måtte også holde for. Der var ikke plads til solidaritet med kassedamer og andre på arbejdsmarkedets nederste etage.

Man kan næsten høre forhandlerne for det offentlige område, som nu skal til forhandlingsbordet med afslutning i foråret 2008, hviske bag kulisserne:

– Når nu taktikken med den megen snak om lønfest gik så godt, hvorfor så ikke bruge den igen?
I FOA’s ypperste gemakker lyder det allerede:
– Klækkelige lønløft til alle. Som i andre grupper af offentlige ansatte bliver de tre højest prioriterede krav: løn, løn og atter løn.
FOA har også udmeldt, at de så forhadte resultatlønspuljer (fedterøvstillæggene) skal styrkes, men uden at sætte procenter eller kroner på.

Den megen snak om lønfest, som de alligevel løber fra, kan meget vel tænkes til at aflede fra det centrale: arbejdstiden, som de i stedet gør mere fleksibel.

De offentligt ansatte har netop set forræderiet mod de privatansatte. Vær på vagt!

Netavisen 9. maj 2007