Overenskomst 2007: Forhandlingerne startet op

Kommunistisk Politik 1, 2007

Her ved indgangen i 2007 og igangsættelsen af overenskomstforhandlinger er der sikkert mange, der har gjort personlig status. Vi knokler som aldrig før, tempoet stiger, stress er blevet en folkesygdom. I Danmark er vi blandt de mennesker og familier i Europa, som arbejder hårdest, set i sammenhæng med, at vi er et af landene med den største erhvervsfrekvens for kvinder, viser en OECD-undersøgelse.

Arbejdstidens reelle længde går ikke ned, men er stadig stigende, samtidig med at flere hundrede tusinder er lukket ude fra det almindelige arbejdsmarked og der tales om behov for indvandring. Og for at det skal ”gå os godt på længere sigt”, skal der knokles endnu mere i fremtiden, fremfører kapitalens specialister i OECD.

Men på trods af efterspørgsel af arbejdskraft på visse områder har det ikke ført til væsentlige lønstigninger. Det, der stiger, er arbejdstidens længde, forskellen mellem rig og fattig, direktør- og bestyrelseslønninger samt aktieudbytter.

Det, de ”to parter” lægger op til ved de kommende overenskomstforhandlinger, er ikke forhandlinger om en væsentlig nedsættelse af arbejdstiden eller en væsentlig hævelse af mindstelønnen eller markante lønstigninger. I stedet tales der fra forbundenes side især om at holde sig på moderate lønkrav og uddannelse, og de har på trods af deres medlemmer helt accepteret Socialdemokratiets medansvar i angrebet på efterlønnen sammen med Fogh-regeringen.

Omkring 600.000 inden for det private område skal have ny overenskomst til foråret med en køreplan, som starter op her i begyndelsen af januar måned og forventes afsluttet i april måned, hvis ikke et nej ved urafstemningerne forhindrer det og der udbryder konflikt på trods af udemokratiske regler. Men inden da har virksomhederne og staten stadig forligsinstitutionens mulighed for at mikse overenskomstområder, så konflikt er endnu sværere. Udbryder der konflikt igennem længere tid, har regeringen mulighed for ”andre metoder” i form af regeringsindgreb. Så det er så som så med de ”frie forhandlinger”.

De såkaldte decentrale ”forhandlinger” er startet op 5. januar, hvor Dansk Industri og CO-Industri mødtes. Industrien er i år som oftest før tiltænkt rollen som retningsgivende forligsområde for de andre overenskomster på det private område. Herefter forventes det, at der vil blive indgået forlig på transportområdet mellem HTS og 3F , og her lægges linjen for nomallønsområdet (dvs. uden løfteparaf-forhandlinger som på CO-Industri-området). Herefter skal der først og fremmest laves forlig inden for Handel og Service

Men det er så som så med spændingen om, hvad topforhandlerne igennem ”hårde forhandlinger” kan finde ud af. Den reelle enighed om rammerne er stor. Sceneriet leder ikke uretfærdigt tankerne hen på et teaterstykke med oppustet dramatik og modsætninger.

På trods af stor efterspørgsel efter arbejdskraft må det ikke rigtig kunne udnyttes til arbejdernes fordel. Større lønstigninger vil give ”overophedning”, er parterne enige om.

Det er en ting, statsminister Anders Fogh forstod at påskønne i sin nytårstale til nationen. Da han roste den ”ansvarlige” danske etablerede LO-fagbevægelse, var det dens ansvarlighed over for kapitalen. Og ikke blot som smiger og forhåbning, men ud fra erfaringer. Det er også et forsøg på at sende en melding til os om ”nødvendigheden af løntilbageholdenhed”. I de gode tider skal der holdes tilbage til de hårde tider, og i de hårde tider skal der holdes tilbage, fordi de er hårde. En remse hørt så ofte før, senest i forbindelse med velfærdsforringelserne, men med stadig mindre lydhørhed. Tværtimod brød vreden ud i folkelige protester og strejker på dagsinstitutionsområdet, til stor overraskelse for mange.

Tidligere tiders centrale overenskomstforhandlinger var alt for ”besværlige” og er med LO’s accept blevet afløst af de decentrale forhandlinger. Her er det meget lettere at spille os ud imod hinanden og hindre fælles fodslag

Under de centrale forhandlinger kunne der langt lettere holdes fast i og kæmpes for fælles solidariske krav såsom nedsættelse af arbejdstiden og hævelse af mindstelønnen. Derfor blev de med LO’s accept fjernet, samtidig med at DA og LO blev enige om at sætte fleksibilitet og individualisme i centrum. Uanset hvad LO & Co. påstod og påstår, er det sket på bekostning af solidaritet og fællesskab. Ikke underligt, at den etablerede fagbevægelse kan melde om drastisk krise og medlemsflugt. En udvikling, der har taget fart igennem de seneste år og seer ud til at fortsætte.

Medlemshvervning og charmefremstød gør det ikke. Deres ide om fagforeninger som ”moderne individualistiske serviceorganisationer” er garantien for sådanne organisationers død på lang sigt.

En reel overenskomstbevægelse må være en klassebevægelse, som fremsætter arbejderklassens brændende krav. Derfor er det heller ikke svært at forestille sig, at overenskomstforlig bør stemmes ned, og at en OK-konflikt må rejse krav om drastisk nedsættelse af arbejdstiden og drastisk forhøjelse af mindstelønnen, ud over generelle lønforhøjelser, og forbindes med forsvar af velfærd og modstanden mod krig.

Netavisen 8. januar 2007