Velfærd til alle

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 24, 2006


”Overskuddet i de 500 største danske virksomheder er tredoblet til 114 milliarder kroner de seneste ti år. Samtidig er direktørernes lønninger 16 procent alene i løbet af 2005. Det betyder, at deres lønseddel er vokset til 3,7 millioner kroner om året plus optioner og honorarer.”
Ordene er Mattias Tesfaye’s, murersvend og nyvalgt formand for 3F Ungdom, og står at læse i det sidste nummer af 3F’s medlemsblad Fagbladet. Mattias’ budskab er, at den kommende overenskomstforhandling skal sikre mindst 120 kroner i timen til enhver 3F’er.

Det er et absolut rimeligt mindstelønskrav at rejse fra 3F’s Ungdoms side. Mattias Tesfaye forsøger på en pæn måde samtidig at forklare forbundstoppen, at det er nødvendigt, at ungdommen ruster sig til overenskomstkamp; – selvom det helst vil undgå den. Ja, man skal gå på listefødder, hvis ikke man skal træde fagbosserne på deres ligtorne.

Tiden er i øvrigt – på mange måder – inde til at rejse offensive krav til overenskomsternes fornyelse. 8-900.000 er stadig udstødt fra arbejdsmarkedet. Stress er efterhånden ved at blive den mest udbredte sygdom; så kravet om en 30 timers arbejdsuge fordelt med 6 timer på de fem hverdage burde stå helt centralt. Det er ikke kun på lønnen – og for den sags skyld dagpengene og kontanthjælpen – at vi har et voldsomt efterslæb. Det er så sandelig også på arbejdstiden, hvor vi – på trods af den sjette ferieuges gennemførelse – arbejder mere og længere end nogensinde tidligere!

Der er andre gode grunde til at rejse disse krav netop nu.

Ifølge en undersøgelse foretaget af Analyse Danmark for LO’s Nyhedsmagasin Ugebrevet A4 for 14 dage siden, så prioriterer danskerne sundhed, offentlig service, social tryghed og velfærd højere, end man har gjort i flere årtier. Spørgsmålene om indvandrer og flygtninge er trængt i baggrunden.

Årsagen kan man filosofere længe over, men man kommer ikke uden om, at arbejderne og de udstødte fører en stadig mere trængt tilværelse, økonomisk som tidsmæssigt. Det er ligeså sikkert, at de to store markeringer i henholdsvis forår og efterår virkelig har sat fokus på ”Velfærd til alle” som et overordnet krav.
Det er i hvert fald en kendsgerning – ifølge undersøgelsen – , at 46 pct. peger på ovennævnte spørgsmål som de vigtigste.

Det er ligeså sikkert, at interessen for disse spørgsmål er en appelsin i Socialdemokraternes turban, mens Anders Fogh står rigtig dårligt stillet med den dagsorden:
– For regeringen har det her været et skraldespandsår. Det er ikke nogen tvivl om, at Anders Fogh Rasmussen vil forsøge at få flyttet dagsordenen op på den lange bane igen i 2007. Der er for lang tid til næste valg og alt for mange dårlige sager. Vælgerne skal se noget fremdrift , siger ekspert i politisk kommunikation, Rasmus Jønsson. Det er svært at se, hvor Fogh skulle hente den mirakelkur fra. Det bliver i hvert fald ikke hans Irak-krig, der også er en pind til hans politiske ligkiste.

Regeringen eller Anders Fogh, Socialdemokraterne eller Helle Thorning-Schmidt, Dansk Industri eller fagbosserne i CO-Industri har heller ikke tænkt sig at imødekomme Mattias’ ønsker eller krav om en mindsteløn på 120 kr. i timen.

Der bliver fra alle sider henstillet til afdæmpede krav – af hensyn til beskæftigelsen. LO lægger ikke skjul på deres holdning:
– Vi har jo haft en bragende højkonjunktur de seneste år, og her har lønmodtagerne vist sig særdeles ansvarlige. Vi har oplevet lave lønstigningstakter, og det er jo fornuftigt, for det er vigtigst for fagbevægelsen at medlemmerne er i beskæftigelse, samt at de har langvarige indkomster og ikke kortvarig beskæftigelse , siger Tine Auervig-Huggenberger, næstformand i LO.

Derfor er der brug for skarp lud. Vi står ikke bare overfor en modpart i form af arbejdsgivere. Fagtoppen repræsenterer ikke vores interesser – ikke bare det; men de vil også modarbejde, undergrave, forråde og sabotere kravene og den nødvendige bevægelse bag dem.
Det er set alt for tit.

Mattias Tesfaye forsøger på den pæneste måde at snige kampens vej ind ad bagdøren:
– Vi kan godt lide vores arbejde og ønsker ikke, at forhandlingerne ender i en storstrejke. Men vi begynder alligevel at forberede andre unge 3F’ere på, hvad et forhandlingsforløb kan ende med. Det betyder for eksempel, at vi vil oplyse andre unge om at håndtere skruebrækkere og holde en strejke effektiv. Vi ønsker at give vores forhandlere de bedste kort på hånden, når de skal møde cheferne ved det store runde bord. Og mon ikke modparten bliver lidt mere medgørlig, hvis vi unge allerede er ved at rulle fanen ud?

Det er lettere at balancere på en knivsæg, end det er at være en ærlig, kampvillig formand for 3F Ungdom, der hverken kan eller må genere forbundstoppen.

Netavisen 22. december 2006


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne