Hvor blev solidariteten af?

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 18, 2006

Danske arbejdere knokler!

Sådan lyder budskabet fra Danmarks Statistik. I løbet af to år er arbejdsåret blevet forlænget med 3-4 dage. Fra første halvår 2005 til første halvår 2006 er den gennemsnitlige arbejdsuge forlænget med næsten en time. Antallet af arbejdstimer er steget med 2,2 pct., mens de beskæftigede kun er steget med 1,6 pct. i samme periode.

– Det er en ganske betydelig stigning i de ansattes arbejdsindsats, som kan være med til at forklare, at den stigende mangel på arbejdskraft endnu ikke er slået ud i større lønstigninger , udtaler Anders Matzen, seniorøkonom i Nordea, til Berlingske Tidende.

Eller måske er den stigende mangel på arbejdskraft et selvskabt fatamorgana? Måske finder arbejdsgiverne det mere profitabelt at aflevere nogle fleksible overarbejdstimer til de ansatte – contra at påtage sig forpligtelsen overfor nyansatte?

Dansk Arbejdsgiverforenings (DA) egne oplysninger viser i hvert fald, at 35.000 ressourcestærke arbejdsløse i ”matchgruppe 1” har gået ledige i mere end et halvt år. Hertil kan lægges 20.000 der har gået i mindre end et halvt år. Matchgrupper er en betegnelse, der blev indført for et par år siden, hvor man opdelte de ledige i fem forskellige grupper, hvor matchgruppe 1 karakteriserer de ledige, der står fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet OG rummer mange kvalifikationer!

– Værsgo og spis, DA. 55.000 stærke personer med mange kvalifikationer er til rådighed. Det burde da kunne klare et par forslugne og umættelige profithungrende halse.

Som et kuriosum kan det lige sparkes ind, at denne situation ikke afskrækker politikerne, når det gælder om at straffe de ledige, der står udenfor arbejdsmarkedet. Således har Dansk Handel og Service (DHS) foretaget en undersøgelse, der viser, at 85 pct. af lokalpolitikerne mener, at der er behov for en øget indsats for, at de ledige reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet. 45 pct. mener, der skal skæres i kontanthjælpen, hvis ikke den arbejdsløse møder frem til anvist arbejde.

Nu er det ikke en ny ide at trække folk i kontanthjælp som straf. Det er blevet og bliver praktiseret i masser af kommuner, som ønsker at stresse kontanthjælpsmodtagere ud af systemet. Det er ikke mindst kommuner, der er blevet grebet i groft misbrug og grov udnyttelse af kontanthjælpsmodtagere. Signalerne går derfor ud på at vilkårene skal strammes yderligere.

Så op til den toneangivende overenskomstfornyelse på industriens område (resultatet af denne får afsmittende effekt på alle andre), der skal være afsluttet til foråret (1.marts), kan vi blandt andet konstatere, at:

• arbejdstiden er vokset med næsten en time pr. uge pr. år i den seneste overenskomstperiode.
• minimum 55.000 1.klasses, ressourcestærke arbejdere med mange kvalifikationer står på spring i arbejdsløshedskøen til et arbejde

Alligevel bavler arbejdsgiverne i årevis om mangel på arbejdskraft , og det lykkes dem med mediernes hjælp at sætte denne dagsorden og efterlade det indtryk, hvilket ikke mindst skyldes, at den etablerede fagbevægelse er utrolig svag i koderne, når det handler om modspil.

Derfor har Dansk Industri (DI) den frækhed at spille ud med hovedkrav til overenskomstfornyelsen, der lyder: Mere fleksibel arbejdstid, udvidelse af normalarbejdstiden og væk med genetillæggene!

Magen til provokation skal man lede længe efter; men forbundslederne lader sig ikke forstyrre:

– Det er en OM’er. Capiche , udtaler de afgørende forhandlere fra Dansk Metal og 3F om spørgsmålet om afskaffelse af genetillæg. Det er foruroligende, at de ikke nævner et ord om udvidelse af normalarbejdstiden og yderligere fleksibel arbejdstid. OM’er-parolen er blevet benyttet mange gange tidligere – uden der kom noget godt ud af det.

Man kunne jo få den paranoide tvangstanke, at forliget allerede er strikket sammen: DI måtte trække deres krav om fjernelse af genetillæg tilbage, så forbundslederne opnåede ”det bedst mulige resultat”. Den sang har vi også hørt før – faktisk efter hver eneste overenskomstfornyelse siden afslutningen på 2.verdenskrig.

Det er ekstra bekymrende, at der i de centrale krav – som jo burde være rejst af arbejdspladserne, men sjældent bliver det – ikke nævnes et eneste ord om nedsat arbejdstid!

Det burde være på plads med omkring 900.000 arbejdere i den erhvervsaktive alder på pinebænken.

Nedsat arbejdstid har i årtier været en helt almindelig og integreret del af fagbevægelsens krav – det krav, der udviste solidaritet med de arbejdsløse, – de udstødte.

Den etablerede fagbevægelse er på grund af mangel på kampvilje ved at grave sin egen grav. Det kommer også til udtryk i medlemsflugt!

Netavisen 28. september 2006