Et fransk pust

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 11, 2006

Selvom politiet arm i arm med hele det borgerlige mediebillede forsøgte det, så kunne det ikke fornægtes: Det var den største demonstration i årtier, da ungdommen og arbejdspladserne havde sat hinanden i stævne sidste onsdag – den 17. maj 2006. Den sekscifrede skare udtrykker tydeligvis den i mange år indestængte harme over den førte reaktionære politik i den bredeste skala. Utilfredsheden og vreden strækker sig over mange flere spørgsmål, end de få, men vigtige, som arrangørerne havde valgt.

Krigsmodstanden var eksempelvis ikke nævnt med et ord i hverken grundlag eller taler, men den var i allerhøjeste grad repræsenteret – fra organisationer såvel som i de enkeltes hjerter. Den burde således også have manifesteret sig i grundlaget, men det fandt Socialdemokraterne og med dem venstresocialdemokraterne ikke belejligt.

Det ændrer ikke ved det faktum, at sammensætningen af og bredden i demonstrationen havde den dynamik i sig, som gav et strejf af Frankrig, som vi så det for få måneder siden. Der er helt klart grund til at fastholde inspirationen fra liljelandet.

Der hersker heller ingen tvivl om, at fremmødet, aktionerne og arbejdsnedlæggelserne skabte betænkeligheder hos landets stats- og krigsminister, Anders Fogh Rasmussen. Det var da også yderst sigende, at Fogh ikke selv ville give kommentarer til situationen. Som så ofte før skulle den tørres af på en konservativ minister, i dette tilfælde Bendt Bendtsen.

Der er heller ingen tvivl om, at bevægelsen og dens omfang var en overraskelse for LO-bosserne og Socialdemokraternes top. LO havde med tidspunktet og appeller forsøgt at undgå arbejdsnedlæggelser, men uden den store succes. Helle Thorning-Schmidt forsøgte på vammel måde både at omklamre demonstrationen og samtidig vende det hele på hovedet ved at erklære, at demonstrationen i virkeligheden var en opbakning til Socialdemokraternes fortsatte deltagelse i et forlig om velfærdsforringelser.

Så fik vi fastslået det: Helle ejer ingen skam, men kun troskab over for Mærsk, Fogh og storkapitalen.

På selve dagen spillede Dansk Folkeparti bolden lige i favnen på Socialdemokraterne:
– Der bliver ingen forandringer i efterlønsordningen, hvis ikke Socialdemokraterne vil , erklærede Thulesen Dahl.
Taktikken skabte en stor medieomtale, der faktisk overhovedet ikke var belæg for. VK-regeringen har nemlig allerede inden sidste folketingsvalg betinget sig, at sådanne ændringer kræver Socialdemokraternes medvirken. Meget kan man beskylde ham for, men dum er han jo ikke. Han har lært af Nyrups fadæse.

Guccitasken insisterede uanfægtet og med stor arrogance, at Socialdemokratiet med garanti vil medvirke til ændringerne i efterlønsordningen i form af en udsættelse af tilbagetrækningsalderen med to år. Begrundelsen herfor er den velkendte og hykleriske: Af hensyn til de kommende generationer, der ellers ikke vil have råd til velfærd.

De to store fagforbund, 3F og FOA, har hele tiden erklæret deres principielle holdning til, at efterlønsordningen bør bevares i dens nuværende form. FOA har eksempelvis sammen med BUPL indsamlet mere end 150.000 underskrifter herfor. 3F har været mere vaklende, idet forbundsformand Poul-Erik Skov Christensen har udtalt, at hvis ordningen skal laves om, så skal det ske under hensyntagen til ”hans” medlemmer, der som ufaglærte nedslides i en yngre alder. Derfor kan han godt acceptere, at ordningen reduceres til at omfatte arbejdere med et vist antal år på bagen.

Ind til videre står FOA-formanden, Dennis Kristensen, fast på sin holdning:
– Regeringens efterlønsalder på 63 og Dansk Folkepartis og Socialdemokraternes 62 år er begge socialt skæve og uretfærdige. Læg nu de forslag på hylden. Så har I samtidig vist, at I har lyttet til de langt over 100.000 mennesker, der tog ansvar for velfærdens fremtid ved demonstrationerne den 17. maj.

Endnu bliver det end ikke overvejet ”at lægge forslagene på hylden”.
Det skal der skrappere lud til. Derfor stiller diskussionerne sig centralt om, hvordan bevægelsen skal udvikle sig. Her vil princippet om at give plads til alle, bevægelser som enkeltpersoner, med paroler, der eksempelvis rummer krigsmodstand, være af største betydning. Det samme gælder aktionsformerne, så tingene ikke snævres ind til de pæne, parlamentariske udbrændte metoder, der sigter mod et skifte ved folketingsvalget om næsten tre år.

Lad os tilegne os lidt fransk mentalitet.

Se også reportagerne fra 17. maj:

Hundredtusind på gaden i København 17. maj

17. maj 2006: Skrot Fogh og hans reform!

Netavisen 22. maj 2006