Bolkestein stadig sort

Kommunistisk Politik 5, 2006

Da EU-parlamentet for to uger siden med et markant flertal vedtog det såkaldte Bolkestein-direktivet – også kaldet servicedirektivet – slog samtlige etablerede politiske kræfter og deres presse umiddelbart efter til lyd for, at direktivet var ændret afgørende positivt på grundlæggende punkter. Det er mildest talt usandt.

Direktivet, som i Danmark kun er kommet til kendskab og debat i mere snævre faglige kredse, vil i fremtiden få voldsomme konsekvenser for såvel borgere som offentlige ansatte. Direktivet har det simple formål at rydde enhver hindring af vejen for at serviceydelser kan udføres på tværs af landegrænserne i EU, hvorfor arbejdskraftens indbyrdes konkurrence vil tilspidses enormt, idet serviceydelser udgør omkring 70 pct. af Europas økonomi.

I bedste fald kan man sige, at ændringerne har skabt stor forvirring, der senere skal afklares af EF-domstolen, og i værste fald vil det med tiden få nøjagtig den betydning, som det hele tiden har været tiltænkt.

Princippet om oprindelseslandet

Efter vedtagelsen er det fra den konservative, liberale og socialdemokratiske fløj i Europa, at princippet om oprindelseslandet er fraveget til fordel for værtslandsprincippet. Det ville i så fald være en markant forbedring, idet aflønningen og betingelserne for arbejdets udførsel ikke længere skulle ske efter ringere vilkår end de i værtslandet i forvejen bestemte.

Sådan forholder det sig imidlertid ikke.
Rune Siglev, der i en årrække på vegne af Danske Lærerorganisationers vegne har fulgt arbejdet med Servicedirektivet tæt i Bruxelles, erklærer således, at princippet om oprindelseslandet er fastholdt, men med visse undtagelser og særlige krav. Netop undtagelserne og de særlige krav er formuleret på en måde, så det kan tolkes i alle retninger, hvilket derfor overlades til EF-domstolen i sidste ende at afgøre.

Afgrænsning af tjenesteydelser

Definitionen af begrebet ”tjenesteydelser” er ikke med de nye rettelser blevet klarere. Det er et faktum, at væsentlige områder som vandforsyning, energi, kultur, uddannelse, transport med meget mere fortsat er omfattet af direktivet, mens de nye undtagelser igen er formuleret så tilstrækkeligt vagt, at det til hver en tid kan afprøves ved EF-domstolen. Eksempelvis er ”ambulancekørsel” eksempelvis undtaget; men som FOA påpeger, så er ambulancekørsel mange ting, og oven i købet et område, hvor der allerede er private aktører på banen; eksempelvis Falck.

Økonomisk eller almen økonomisk interesse

Disse to begreber dækker over endnu et felt, der har medvirket til almindelig forvirring, idet direktivet angiveligt skelner mellem offentlige sektorer, der udelukkende er finansieret af det offentlige og sektorer, der også er dækket af private firmaer. Som udgangspunkt er det vanskeligt at finde sektorer, som udelukkende er finansieret af det offentlige. Måske militær, politi og fokekirken? Eller kan private vagtværn også bryde muren til en liberalisering af politiet på tværs af EU-landene?

Arbejdsmarkedspolitiske forhold

På netop dette område kan man sige, at EU-parlamentet har givet en lille luns til de nordiske arbejdsmarkeds modeller, idet der er indført en artikel, der i sin formulering giver ret til at tegne overenskomst og aktionere:

”Dette direktiv berører ikke og har ingen som helst følger for arbejdsretten, dvs. enhver form for retlige eller kontraktlige bestemmelser vedrørende ansættelsesvilkår, arbejdsforhold, herunder sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen og forholdet mellem arbejdstagere og arbejdsgivere. Navnlig respekterer det fuldt ud retten til at forhandle, indgå, udvide og gennemføre kollektive overenskomster samt retten til at strejke i overensstemmelse med lovgivningen om arbejdsmarkedsrelationer i medlemsstaterne.”
Bemærk at det tilsyneladende sikrer forhandlings og aktionsret, men ikke sikring af løn og arbejdsforhold, som det er gældende i værtslandet!

Det nye forslag er nu spillet over i hænderne på EU’s Ministerråd, som med kvalificeret flertal kan slå søm i på mødet den 23.-24. marts. Procedurerne siger dog, at hvis der sker væsentlig ændringer, så skal det igen til høring i parlamentet; men hvorfor skulle Ministerrådet dog sende det retur?

Se også
Bekæmp Bolkestein
Faglig kommentar, Kommunistisk Politik 5, 2006

Netavisen 7. marts 2006