Dødsdom over eksklusivaftaler modtaget uden appel

Kommunistisk Politik 2, 2006

Det har i årtier været en hævdvunden ret for arbejdere at tilkæmpe sig retten til eksklusivaftaler lokalt. Arbejdernes interesse i, at samtlige ansatte på virksomheden er organiseret i de relevante fagforeninger, der hver især repræsenterer de forskellige brancher eller faglige områder er jo åbenlyst: Sammenhold er stærkest.

Hvor er protesterne mod fjernelsen af eksklusivaftalerne?
Er undergravning af fagbevægelsen en ‘menneskeret’?

Den demokratiske vinkel er vel ligeså oplagt: Når flertallet af arbejdere kræver, at alle ansatte er medlem af samme (branche-)fagforening, så kan det vel dårligt blive mere demokratisk. Når det gælder menneskerettighederne burde det være ligeså oplagt: For at sikre den enkelte ansat de bedst mulige levevilkår, der er basale for menneskene, bør alle organiseres efter fælles interesse.

Fagligt stærke arbejdspladser og fagforeninger har tvunget arbejdsgivere til at tegne lokale aftaler, der indeholder eksklusivaftaler. Selvom det har været et absolut mindretal af arbejdspladser, så har det haft en afsmittende effekt på virksomheder, der ikke direkte har underskrevet en eksklusivaftale; men alligevel i praksis har respekteret en sådan. Løn og arbejdsforhold har tydeligvis været bedre i forhold til arbejdspladser med lav organisationsprocent.

Sidste uges dom ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg var i den grad en politisk dom, der tydeligt har til hensigt at efterleve det almene borgerlige synspunkt: Individets ret til fornedrelse, ydmygelse og armod går foran fællesskabets krav om respekt, solidaritet og levevilkår.

Dommen erklærer, at eksklusivaftaler er i modstrid med menneskerettighederne, hvilket betyder, at de efter dansk standard får til konsekvens, at de skal forbydes! Dommen har også udløst en række reaktioner fra dansk fagbevægelse, der afdækker en mindre uenighed mellem den etablerede fagbevægelse og den venstresocialdemokratiske ”gren”.

Fagbevægelsens reaktion

Danmarks største fagforbund 3f og LO har mandag klart tilkendegivet, at de har opgivet eksklusivaftalerne:
”LO vil ikke længere tvinge nogen til at være medlem af bestemte fagforbund. Det betyder, at fagbevægelsen med øjeblikkelig virkning giver afkald på eksklusivaftaler. Beslutningen er truffet på dagens ledelsesmøde i LO” , lyder det på LO’s hjemmeside få dage efter dommen.

LO læner sig op af, at Danmarks største forbund 3f har udtrykt den samme opfattelse:

– Det juridiske grundlag og Menneskeretsdomstolens kompetence i forhold til dansk lovgivning er så klar, at vi ikke vil retshåndhæve eksklusivbestemmelserne i de enkelte overenskomster. Og det betyder, at aftalerne herom i overenskomsterne er sat ud af funktion. Det vil sige, at individets ret til at vælge en bestemt fagforening fra er gældende. Det er virkeligheden fra i dag , oplyser forbundsformand for 3f , Poul Erik Skov Christensen.

LO, 3f og Poul Erik Skov Christensen står ikke alene i toppen af dansk fagbevægelse, når det gælder holdningen til at afskrive eksklusivaftalerne. Med få undtagelser har de rygdækning i forbundstoppende, hvilket bekræftes af beslutningen i ledelsesmødet i LO. Betegnende nok har debatten blandt forbundslederne båret præg af frygten for en medlemsflugt fra fagbevægelsen.

Her har de fundet en fælles trøst i, at eksklusivaftalerne kun gælder for et begrænset antal arbejdspladser/medlemmer, hvormed de samtidigt undervurderer signalværdien i, at det nu er fuldt ud tilladeligt at overgå til en kristelig, gul fagforening eller sågar være totalt uorganiseret. Det er en problemstilling øvrige europæiske eller mere præcist EU-lande kender til. Her ligger organisationsprocenten på under 50, hvilket også kan aflæses i levestandarden.

HK udtrykker sig mere klart, når det gælder forsvaret af arbejdsgivernes interesse i at bevare systemet:
– Den danske aftalemodel sikrer fleksibilitet og ro på arbejdsmarkedet, og den bliver rost til skyerne i udlandet

Hvem har aben?

Den venstresocialdemokratiske del af fagbevægelsen, der blandt andet kommer til udtryk via Fagligt Ansvar , der har den opfattelse, at eksklusivaftaler ikke skal stryges, men genforhandles.

Formanden for Byggefagenes Samvirke og ledende figur i Fagligt Ansvar , Anders Olesen, har denne udlægning, der på snedigste vis omgår dommen:

– Det er beklageligt, at Menneskeretsdomstolen har lavet en politisk dom, som vægter individuelle rettigheder over kollektive. Men det ville være formålsløst og forkert, hvis fagbevægelsen kastede sig ud i en stor og massiv kamp mod domstolen. Vi må leve med dommen og tage den til efterretning. Men derfor behøver man ikke bare, som LO har besluttet i dag, at slette aftalerne med et pennestrøg, og samtidig bede regeringen løse problemet. Det er alt for defensivt. Vores opgave må være at gå i gang med at genforhandle de aftaler vi har med arbejdsgiverne, hvor der er eksklusivaftaler , siger Anders Olesen.

Fagligt Ansvar og dermed den venstresocialdemokratiske fagbevægelse tager ikke udgangspunkt i medlemmernes interesser og kamp mod EU’s målsætning om at knægte samtlige arbejderes interesser – nedfældet i Lissabon-erklæringen (Agenda 2010). Fagligt Ansvar forsøger at profilere sig ved en genforhandling af aftaler, der er underkendt af domstolen i Strasbourg.

Altså: Ingen protest mod et større politisk (og juridisk) angreb på fagbevægelsen og dens tilkæmpede rettigheder.
Dødsdommen over eksklusivaftalerne modtaget uden appel.

Netavisen 18. januar 2006