Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 1, 2005
Mens vore monarker gennem årtier har haft for sædvane at sende nytårshilsener til søens folk, så udmærkede statsminister Anders Fogh sig – ikke overraskende – med at sende hilsener til de danske tropper i særdeleshed i Irak. På trods af Danmarks erklærede krig mod Irak hed det sig, at tropperne er på en fredsbevarende henholdsvis fredsskabende mission.
Dette var dog kun én af utallige påstande, der breder sig over et spekter fra tilbageholdte oplysninger over misbrug af facts til direkte løgne. Man kunne såmænd have ham mistænkt for igen at have fået rettet talen igennem af en kontorchef i Mærsk-koncernen.
Når det angiveligvis gælder om at udstikke løfter om at bevare velfærdssamfundet , så bliver konsekvenserne for politikken for at opnå målsætningen direkte trusler vendt mod velfærden og dem, der har allermest brug for de få kollektive ”goder”, vi har tilbage:
– Ældrebyrden betyder, at vi er tvunget til at være længere tid på arbejdsmarkedet. Det betyder, at tilbagetrækningstidspunktet til såvel efterløn som pension kommer til at foregå senere, end vi kender i dag , meddelte Anders Fogh med begrundelsen om at forsvare velfærden.
Ældrebyrden og –bomben er størrelser, der konstant bliver kørt i stilling, når der lægges op til indgreb, angreb, besparelser og nedskæringer på et velfærd, hvoraf der kun er nogle trævler tilbage. Det er heller ikke et nyt fænomen. Det var faktisk Nyrup-regeringen i 90’erne, der på den hjemlige arena formulerede truslen: ældrebomben, der endnu ikke er sprunget.
Hvorfor skulle den også være det? Der er ikke noget underligt endsige nyt i, at ”vi” bliver ældre. Det burde faktisk være en lovmæssighed i ethvert samfund. Man kan også med god ret hævde, at der er noget sygt ved et samfund, hvor antal af børn pr. familie reduceres år for år. Daginstitutionspriser, børnefamiliernes vilkår generelt og pacening til de unge om at gennemføre deres uddannelse på kortest mulig tid er blot nogle af faktorerne, der fører til færre børn. Alle sporene fører til politiske beslutninger.
Trods de færre børn kan man spørge: Står vi overfor en ældrebyrde eller er det en fis i en hornlygte? Hvad er det for en arbejdskraft vi mangler?
Omkring 800.000 arbejdere i den erhvervsaktive alder er i dag udstødt! Vi kan da starte med at sikre arbejdspladser til dem. Når det så er sket – og vi stadig har et problem (?) – så står der millioner alene i EU, men udenfor landets grænser, der gerne vil arbejde på danske overenskomster. På de betingelser hilses de velkomment af den danske arbejderklasse.
I forbundet 3f har formanden i sin reaktion på statsministerens nytårstale lagt afstand til i hvert fald angrebet på efterlønsordningen:
– Jeg vil være meget bekymret, hvis retten til efterløn skal ændres til, at man skal visiteres efter love og regler om, at man nu også er nedslidt nok til gå på efterløn. Jeg ved, hvor mange penge vi hvert år må bruge på advokater, for at sikre vores medlemmer deres ret i arbejdsskade-sager, og på at overbevise systemet om, at de forskellige lidelser er arbejdsbetingede. Disse sager trækker ofte langvarigt ud, og er til stor psykisk belastning for folk , mener Poul Erik Skov Christensen, formand for 3f. Det gør han klogt i at mene, da netop 3f’s medlemmer ser frem til en tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
Paradoksalt nok peger statsministeren selv på en kilde, der kan være med til at afværge den såkaldte trussel om en ældre bombe : Det gælder de udstødte unge, benævnt som indvandrere eller nydanskere af anden etnisk baggrund. Tag ikke fejl. Forslaget om tvangsaktivering af de udstødte har ganske vist en speciel brod mod indvandrere; men er i almindelighed rettet mod hele bredden af de i forvejen udstødte.
Statsministerens forslag til den såkaldte Velfærdsreform har på det punkt til hensigt at tvinge indvandrere og flygtninge ud af landet, samt tvinge de udstødte til at arbejde mod en betaling, der er identisk med kontanthjælpen.
Statsministeren har varslet, at regeringen i løbet af februar vil komme med et forslag til reform. Regeringens støtteparti har været vaklende i forhold til angrebet på efterlønsreformen; men vil nok bøje nakken i det store billede. Helle Thorning-Schmidt og dermed Socialdemokraterne har meldt ud, at de er villige til at forhandle reform i den retning, som statsministeren har vist.
Statsministeren, regeringen med dets støtteparti og oppositionen – altså hele det etablerede parlamentariske cirkus – er indstillet på den totale afmontering af ethvert kollektivt betalt gode.
Det kan komme i forskellige tempi; – men i deres planer kommer det. Ikke mindst fordi det er dikteret af EU, der i mange årtier i korridoren har krævet den nordiske model fjernet fra Europa-kortet.
Se også
Nyt år – nye løgne
Leder, Kommunistisk Politik 1, 2006
2006: Den nyliberale offensiv må stoppes
Kommunistisk Politik 25, 2005
Bolkestein i stormvejr
Netavisen 20.12.2005
Netavisen 6. januar 2006
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
