Ikke én arbejdsplads

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 22, 2005  

Stort set alle er enige om, at finansminister Thor Pedersen og statsminister Anders Fogh i særdeleshed og VK-regeringen i almindeligheden har skudt sig selv i foden ved at indgå en aftale med Dansk Folkeparti (DF) om næste års finanslov.

Den største kritik knytter sig til det faktum, at regeringen har givet DF vetoret på den ekstremt reaktionære og allerede forhadte terrorpakke, som for kun en uge siden blev sendt til 14 dages høring. Denne – i øvrigt alt for korte høringsfrist – er dermed reduceret til et skuespil uden indhold.

Når landets sorte avis, Jyllands-Posten, på lederplads kalder netop denne disposition for ”Et alvorligt fejlgreb”, fortæller det med klare ord, hvad DF og VK-regeringen har gang i.

Derudover er det betegnende, at finansloven på populistisk vis gentager de seneste års finanslovsscenarier ved at trække en enkelt gruppe frem og give dem nogle håndører for derefter at udnævne sig selv som de svages beskytter. Sidste år var det den såkaldte ældrecheck der skulle forgylde folkepensionisterne. Det var vist kun folkepensionisterne, der fandt ud af, at checken ikke var meget bevendt.

Næste år er det så førtidspensionisternes tur, som får tilkendt nogle smuler fra de riges bord; mens hundredtusinder af andre fattige forbigås – eller rettere får forringet levevilkårene. Skattestop, forøget brugerbetaling og generelle prisstigninger er dagligt med til at udhule forholdene for alle almindelige danskere. Førtidspensionisterne er en tilpas overskuelig gruppe for politisk markedsføring, men andre grupper er dårligere stillet økonomisk.

Det er også karakteristisk, at disse beslutninger finder sted i en situation, hvor vi i flere år er blevet tudet ørene fulde med, at der ikke kan foregå reguleringer, så længe Velfærdskommissionen ”tænker”.

På de væsentlige områder tænker regeringen nemlig parallelt og identisk med den bestilte rapport fra kommissionen, hvilket ikke er så underligt, idet finansloven som forringelser af en ikke-eksisterende velfærd, dybest set er styret fra Bruxelles. Det fremgår eksempelvis af, at regeringen pejler frem mod det skarpe hjørne år 2010, hvilket er identisk med EU’s planer Agenda 2010, som er en plan for intensivering af udbytning og forarmelse af den europæiske arbejderklasse i konkurrence med US-kapitalen.

I den forbindelse er det værd at notere sig, at det er mindst lige så interessant at se på, hvad finansloven ikke indeholder. Eksempelvis stillede regeringen os for flere år siden sammen med blandt andet Socialdemokraterne os i udsigt, at vi inden år 2010 skulle have op mod 90.000 nye arbejdspladser. Der er med finansloven ikke udsigt til så meget som én yderligere arbejdsplads, måske lige bortset fra den renovationsarbejder, som burde bruge tid på at bortskaffe de talrige eksemplarer skidtet er trykt i.

Virkeligheden går i den stik modsatte retning; – uanset hvorvidt de officielle statistikker siger andet. Den reelle arbejdsløshed ligger på omkring 8-900.000.

Regeringens egen politik tilstræber færre ansatte. Det er en klar konsekvens af kommunalreformen, hvor to ud tre kommuner har meldt ud, at der vil følge besparelser med på personalesiden. Regeringen kendte til denne konsekvens, hvorfor den aldrig ville give ansættelsesgaranti. Sidste års aftale med Kommunernes Landsforening og amterne havde nøjagtig den samme virkning, hvor alene kommunernes tvungne besparelser i forbindelse med skattestoppet betød massefyringer. Den sidste overenskomst indgået mellem finansministeren selv og de statsansatte pålagde de faglige organisationer at acceptere færre ansatte.

Hvis ikke EU’s planer om Servicedirektiv bliver forpurret, så vil det forstærke brugen og systematiseringen af underbetalt arbejdskraft med forøget arbejdsløshed til følge.

Der er intet i regeringens politik endsige dens finanslov, der retter op på dette. Den offentlige omsorg for børn og ældre forringes parallelt med fyringer og naturlig afgang. De stadige besparelser på blandt de unges uddannelser kræver stadig færre elever i klasserne – derudaf færre lærere. De mange og nødvendige anlægsarbejder bliver ikke igangsat. Der afsættes simpelthen ikke de fornødne midler.

Man kan sige, at finansloven ”blot” er en fortsættelse af regeringens skæve og rå klassepolitik; men det ændrer ikke ved det faktum, at det er endnu en god grund til, at den parlamentariske opposition burde træde i karakter med nogle regulære protester. Det kunne passende være det selvudnævnte bevægelsernes parti Enhedslisten, der gik i spidsen!

Eller har de for travlt med kampen om de lokale parlamenter?

Netavisen 10. november 2005


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne