Nedslidning

Kommunistisk Politik 21, 2005

”Vi kender det alle sammen, når vi kommer lidt op i årene. Ryggen værker, knæene giver efter, skuldrene føles, som om kuglelejerne trænger til at blive smurt.
For alt for mange mennesker er disse smerter permanente. Mere end hver tredje dansker eller 1,8 millioner mennesker er kronisk syge. Af dem har cirka 700.000 sygdomme i bevægeapparatet, og disse sygdomme udgør cirka 35 pct. af det samlede antal erhvervssygdomme med tab af arbejdsevne.”
Således skriver forbundssekretær i 3F Ulla Sørensen i en kommentar i medlemsbladet Fagbladet.

Hun fastslår, at der simpelthen er tale om nedslidning i forbindelse med arbejde: Omkring 4.000 personer søger hvert år førtidspension, hvilket tidligere bar betegnelsen invalidepension, der er ulige mere præcis.

Ulla Sørensen fastslår, at 1,8 millioner mennesker er kronisk syge, hvilket svarer til en tredjedel af hele befolkningen i Danmark. En stor del af disse sygdomme kan tilskrives nedslidning på arbejdspladsen.

Den samfundsmæssige værdi i en nedsættelse af arbejdstiden til blot 30 timer om ugen kan enhver, som ikke er blevet manipuleret og indoktrineret på Handelshøjskolen, selv regne ud. Enhver arbejder, der ikke er nedslidt, er for samfundet et potentiale. Det gælder specielt i en situation, hvor politikerne (hvis hovedpart åbenbart har gået på Handelshøjskolen) frygter, at ældrebyrden vil ligge samfundet til last, fordi der er for få til at arbejde.

Desuden vil samfundet få den oplagte sidegevinst, at der ikke skal bruges penge på at behandle alle disse handicappede. Man vil også være fritaget for at forlænge deres ansøgning om førtidspension i fem år, før der skal afsiges en beslutning. På magthavernes vegne kan man indskyde, at hvis ikke der flere førtidspensionister, handicappede eller invalide tilbage, så eksisterer der heller ikke muligheden af at skære i deres offentlige ydelser, hvilket jo er et slemt indgreb i politikernes muligheder for at strikke en finanslov sammen.

Ulla Sørensens budskab har nu ikke så meget med arbejdstiden at gøre, ej heller med andre faktorer, der slider arbejdere ned. Ulla Sørensens ærinde er en i øvrig rimelig forargelse over vores beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen (V), som hun mener er dobbeltmoralsk:
– Jeg bliver vred over at høre statsministeren sige, at de svage skal behandles godt, hvorefter beskæftigelsesministeren fremsætter forslag om at nedsætte erstatningen til fleksjobbere, der har været udsat for en arbejdsskade.
Ulla Sørensen har ret til på vegne af alle arbejdsskadede og nedslidte at være vred.

Der har den sidste måned været kørt en hetz op imod fleksjobbere, der ”nasser på samfundet”, idet de med kun 20 timers arbejde tjener mindst det samme som andre på fuldtid. Det er altså deres skyld, at det er så hårdt at tjene til livet og vejen. Allerede da arbejdsskadereformen blev vedtaget, skar man erstatningerne med 250 mio. kr., og nu vil Hjort Frederiksen beskære dem med yderligere 418 mio. kr.

Arbejdsmarkedsudvalget har krævet beskæftigelsesministeren i samråd for at forklare sig. 3F afventer sagens gang med spænding.

Imens kan 1,8 millioner personer afvente politiske kandestøberier, der sjældent betyder nogen fremgang for de berørte. Niels Christian Nielsen er berørt som fleksjobber. Ud over at være nedslidt lider han også den tort, at han bliver straffet for at melde sig syg, idet han under sine første otte ugers ansættelse ikke modtager sygedagpenge.

Forbundet 3F har gode nyheder med til Niels Christian:
Socialdemokraterne tager nu sagen op politisk.
Så sker der da noget, kunne man fristes til at sige, mens andre ville komme malurt i bægeret: – Bedre sent end aldrig.

Socialdemokraterne har været med fra starten af fleksjobordningens indførelse og har under Nyrup-regeringens niårige ledelse haft alle chancer for at rydde denne lille knast af vejen.
Er tiden nu inde efter fire år i opposition?

Netavisen 29. oktober 2005