Efterlønnen simrer stadig  

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 15, 2005

Pille eller ikke pille. Skal der røres eller ikke røres.
Næeh, der skal ikke røres ved efterlønnen; meeeen på den anden side, hvis der skal røres, så skal det være på betingelse af dit, dut og dat. Efterlønsgryden bliver holdt varm, spekulationerne simrer, og det er kun et spørgsmål om tid, før den for alvor sættes i kog.

Hvad parlamentarikerne ikke tør sige, vil Kommunistisk Politik gerne påtage sig at sætte på tryk:
EU kræver med vold og magt, at den danske efterløn på sigt fjernes.
Det er fakta; men når det ikke erklæres, så er det fordi, det i givet fald ville give efterlønstilhængerne fuld vind i sejlene.

Bestræbelserne på at opnå målet om en fjernelse af ordningen går over vedvarende forringelser, der til sidst medfører, at ordningen kan erklæres for ligegyldig. Scenariet veksler konstant mellem erklæringer, løfter og garantier om fastholdelse af ordningen til angivelse af respektive betingelser som grundlag for ændringer af ordningen. Blandt sådanne betingelser kan nævnes, at det kræver et bredt parlamentarisk flertal, idet der ikke er nogle partier, der tør udsætte sig selv for den harakiri -handling, som et snævert flertal ville betyde. Af andre betingelser kan nævnes, at en eventuel ændring skal være til fordel for den enkelte , hvilket udelukkende har et manipulerende og forførisk formål. Endeligt kan nævnes den naturlige og logiske årsag , der foreslår en ændring af aldersgrænsen, da ungdommen alligevel ikke gider benytte ordningen!

Den sidste har Helle Thorning Schmidt gjort sig til talsmand for på trods af det faktum, at hendes parti – Socialdemokraterne – har en kongresbeslutning om det modsatte. Der gik vel dårligt 100 timer efter hendes valg som formand, før det kostede Bjarne Laustsen jobbet som arbejdsmarkedspolitisk ordfører, fordi han forsvarede kongresbeslutningen.

Bjarne Laustsen har midt i agurketiden kastet efterlønsdebatten på bordet igen, hvilket tilkendegiver, at Fru Gucci ikke kan mane fløjkrige i jorden med erklæringer, formaninger eller diktatoriske metoder. Den forhenværende ordfører har i dagbladet Politiken opfordret den kommende partikongres i september til at modsætte sig partiformandens liderlige forhandlingsvilje:

– Helle Thorning Schmidts forslag vil virke som en boomerang. Vi får ikke automatisk en bedre velfærd ud af det, fordi de borgerlige vil lade pengene gå til skattelettelser. Dernæst er der bestemt en risiko for at sende store grupper af socialdemokratiske kernevælgere i favnen på SF og Dansk Folkeparti, som begge har erklæret deres støtte til efterlønnen , skriver Bjarne Laustsen.

Nu ville det være en slem fejl, hvis man på den konto forledes til at tro, at Bjarne Laustsen er en principiel forsvarer af ordningen. Hvad han mener, er at ordningen i stedet skal lide sin egen langsomme død. Han finder, at forslaget om at ordningen ikke skal gælde for folk under 40 år ingen mening har:

– Til den tid er de store årgange klinget af, og de unge vil være skræmt fra vid og sans og have holdt op med at betale til efterlønnen. Dermed vil den have afskaffet sig selv.

Desuden er det tvivlsomt, hvorvidt Hr. Laustens forsvarsiver skyldes hensynet til de kommende efterlønnere snarere end samfundsøkonomien:

– Der bliver jo ikke flere arbejdspladser, fordi man afskaffer efterlønnen. Så risikerer man bare at skulle betale fulde dagpenge i stedet for efterlønsydelsen på 91 procent af dagpengene. Desuden vil staten miste de 7 milliarder kroner, som den nu modtager gennem de frivillige indbetalinger.

Næstformand i den socialdemokratiske folketingsgruppe, Mette Frederiksen, er godt klar over, at ethvert forslag om ændring af ordningen er en varm kartoffel , eller måske mere præcist en betændt politisk sag . Derfor kommer hun da også Laustsen i møde med en omfavnelse, idet hun hilser debatten velkommen (i betragtning af at det er umuligt at lægge låg på den) og erklærer sig enig i standpunktet om, at eventuelle ændringer skal ses i sammenhæng med andre arbejdsmarkedspolitiske tiltag. Med andre ord: En politisk studehandel, der skal koges sammen til en ubestemmelig og uigennemskuelig menu, hvor vælgernes smagsløg skal forvirres mest muligt.

Socialdemokraterne står i alle afgørende sager last og brast med de åbent borgerlige partier. Det gælder holdningen til Irakkrig, EU og dets forfatning og de indenrigspolitiske knaster i form af kommunalreform og velfærdsreform.
Det er vanskeligt at sadle om midt i vadestedet; men det er umuligt, når man til halsen er trukket ned i en århundrede lang ansvarlighed overfor den kapitalistiske profithungrende økonomi og stat.
Kongressen vil bekræfte dette.

Netavisen 14, august 2005