Ingen fordel ved arbejde  

– Det skal kunne betale sig at arbejde!

Udsagnet er blevet ført frem af enhver statsminister de sidste i hvert fald 25 år. Senest gentaget af den nuværende. Lige lidt har det hjulpet. Kendsgerningerne er, at hundredtusinder i forhold til dagpenge ikke har et økonomisk incitament ved arbejde. Fordelen for disse består dels i at holde kontanthjælpen fra døren, og dels håbet om lettere adgang til anden arbejdsplads til højere løn.

I dag er det en betingelse, at man i gennemsnit aflønnes med 106,75 kroner for at oppebære retten til maksimale dagpenge – forudsat at man har fuldtidsarbejde. Når man fratrækker arbejdsmarkedsbidraget (8 pct.), som en arbejdsløs er undtaget fra, ”modtager” man således inden resterende skat m.v. godt 98 kr. pr. time. Når transport og kantineudgifter er trukket fra, så lander man på omkring de 88,40 kr., som den arbejdsløse får udbetalt i timen.

Hvis man er så ”heldig” at få arbejde og samtidig har børn, som derved skal passes i en daginstitution, kræver det en timeløn på mellem 120-140 kr. i timen, hvis regnestykket blot skal balancere – alt efter hvilken kommune man bor i, hvor mange børn man har, og hvor gamle de er.

DI dokumenterer misforholdet

Dansk Industri (DI) har begået en analyse – (ganske vist) med udgangspunkt i flygtninge og indvandrere – der tydeligt understreger, at masser af mennesker, der er ramt af arbejdsløshed, ikke har den ringeste økonomiske fordel ud af at blive ”ramt” af arbejde. Omvendt kan man konkludere, at hundredtusinder hovedsagelig ”kun” har kontanthjælpen at frygte ved arbejdsløshed.

Undersøgelsen viser, at hver femte indvandrer bliver økonomisk straffet ved arbejde, og mere end hver tredje får mindre end 750 kr. pr. måned i ”gevinst” ved arbejde.

DI begræder urimelighederne. Industrien har med 8-900.000 personer i den erhvervsaktive alder uden for arbejdsmarkedet brug for økonomiske incitamenter for yderligere at kunne presse lønnen. Under dække af indvandrere fremsætter DI det gammelkendte løsningsforslag, der rammer alle ledige – uanset nationalitet eller baggrund:

– De høje danske overførsler er klart med til at gøre det mindre attraktivt at gå fra passiv forsørgelse til beskæftigelse , udtaler administrerende direktør i DI, Hans Skov Christensen ifølge LO’s nyhedsbrev Ugebrevet A4.

DI’s undersøgelse erklærer meget omsorgsfuldt, at det for disse mennesker er spild af tid at gå på arbejde. Spildtiden bliver betydeligt mere motiverende, når frygten for arbejdsløshed bliver forøget med en klækkelig økonomisk afstraffelse.

Der er for så vidt intet nyt under solen med den ”nye” undersøgelse. De er i årtier blevet frem ”af stalden” netop med det formål at gøde jorden for nye forringelser af overførselsindkomsterne. Analyserne forsøger at skabe hysteri over for et angiveligt misbrug af det offentliges midler. Tricket med at hive en minoritetsgruppe frem i skudlinjen er også velkendt, men denne gang skyldes det, at DI har to dagsordener på programmet.

To formål

Samtidigt med at DI kræver forringelser i overførselsindkomsterne – angiveligvis af hensyn til de lediges ”gevinst” ved arbejde – så kræver DI yderst modsætningsfyldt lavere løn til nyansatte. Igen af hensyn til indvandrerne skal begrebet startløn styrkes. Mens de omtalte 20 pct. af indvandrere, som i Danmark bliver straffet økonomisk ved arbejde, så er den tilsvarende andel er i Tyskland kun på 5 procent. Det skyldes ifølge DI, at indvandrere i Tyskland kommer ind på arbejdsmarkedet til lønninger, som ligger under dansk niveau, men stiger i løn, i takt med at deres kvalifikationer stiger. DI konkluderer derfor, at den danske lønstruktur hæmmer integrationen.

DI er så indvandrervenlig, at de ønsker en større indvandring til Danmark, hvis blot overførselsindkomsterne og startlønnen forringes.
Det er dog en betingelse, at det fortsat skal ske uden ret til familiesammenføring, understreger DI.

Netavisen 14. maj 2004