Festen er forbi  

Den deraf kapitaliserede pengemængde skal bruges til skattelettelser for de rigeste, direkte og indirekte erhvervstilskud (heriblandt tilskud til udflagende virksomheder) samt til militær oprustning.
For den arbejdende og arbejdsløse befolkning, for pensionister og børn kan vi konstatere: Festen er slut!
Det er ganske også misvisende, idet vi er mange, der spørger: Hvilken fest?

Fakta er, at den såkaldte velfærd i årtier har været under afvikling. For tyve år siden kunne man med sin indbetalte skat se frem til en folkepension, der trods alt gav levevilkår, man kunne overleve på. Man kunne blive behandlet på offentlige sygehuse uden synderlig lang ventetid. I dag må man betale for dette. Børnene var sikret uddannelse via det offentlige. I dag blomstrer privatskoler, fordi folkeskolen er blevet udsultet og misrøgtet. Der eksisterer i dag ikke ét bibliotek, ikke ét apotek, der ikke er afhængig af egen omsætning.
Det er ikke nok for kapitalen, de borgerlige og socialdemokratiske kræfter: Der skal lukkes og slukkes!

For at manipulere befolkningen benytter regeringen – igen – misvisende begreber: Ældrebyrden og forsørgerbyrden er for stor. Vi kommer til at mangle arbejdskraft. De lyver.

Vi har ikke flere ældre, end vi kan ”forsørge”. Produktiviteten og produktionen er så høj som aldrig før, men pengene forsvinder i private lommer. Vi har udelukkende 8-900.000 i den erhvervsaktive alder på overførselsindkomster, fordi de er nedslidt eller dømt til at ”stå udenfor”. Enhver tale om mangel på arbejdskraft i den situation er vanvid!

Jesper Jespersen, som er professor i økonomi ved Roskilde Universitetscenter, har begået en rapport, der i den henseende er meget interessant. Budskabet er meget klart og logisk:
Vi kan opnå et rigere samfund og mere velfærd ved at skabe flere arbejdspladser ved at nedsætte arbejdstiden.

Rapporten er en dokumentation af karakteren af regeringens og Farvelfærdskommissionens tankegang og politik, ligesom den angiver det fornuftige i at rejse kravet om nedsat arbejdstid. På den led supplerer den de udsagn, som økonomen Frank Aaen tidligere har påvist: Med en arbejdstidsreduktion til 20 timer om ugen kan vi bringe alle i arbejde.
Der er samfundsmæssigt plads til det!

Jesper Jespersen fremsætter ikke de samme markante forslag som Frank Aaen, men nøjes med at hudflette regeringen og dens kommissions politik. Han efterlyser en aktiv økonomisk politik, som han finder, at Nyrup-regeringen førte i 90’erne. Til dette benytter han statistisk materiale, der – uomtvisteligt korrekt – påviser, at de af arbejdsmarkedet udstødte siden 1994 er reduceret i antal. Han forbigår dog det faktum, at der netop i denne periode fandt et internationalt konjunkturopsving sted, hvis resultater Nyrup forsøgte at tage æren for.

Jesper Jespersen sidder fast i den økonomiske ”videnskab”, hvoraf politikerne blot skal erkende den sunde fornuft, hvorfor hans forslag strander på appeller til samme.
Han bliver voldsomt skuffet, når Socialdemokraternes nyvalgte formand Helle Thorning-Schmidt sætter sig til regeringens forhandlingsbord med det formål at indgå forlig i realpolitikkens og globaliseringens navn.

Jesper Jespersen forbliver i sin egen lille socialdemokratiske verden, hvorfor hans rapport da også er blevet taget imod med kyshånd af organisationen Fagligt Ansvar, der har lagt den ind på deres hjemmeside, hvor den læses i fuld udstrækning.

Det vil være en illusion at tro, at magthaverne vil gennemføre denne politik, da den er i direkte modstrid med kapitalismens økonomiske love, hvor den private tilegnelse af kapital og profit er hellig. Nedsat arbejdstid kræver kamp, klasse mod klasse!
Det vil ligeledes være en illusion at tro, at en tilkæmpet nedsat arbejdstid under kapitalismen vil være et varigt gode. Det kræver socialisme!

Netavisen 14. maj 2005