RiBus-kampen 10 år efter

Kommentar
Af Henning Paaske Jensen

Kommunistisk Politik 3, 2005

Den 10. februar er det 10 år siden, RiBus-chaufførerne i Esbjerg startede strejken imod en udlicitering, der betød direkte lønnedgang og forringelser. Strejken varede 268 dage.

Det blev en historisk og politisk strejke imod privatisering, en af den danske arbejderklasses allervigtigste strejker efter 2. verdenskrig. En strejke, som kom til at udtrykke arbejderklassens sejhed, sammenhold og solidaritet. En solidaritet, som nåede ud over Danmarks grænser.

Selvom de strejkende ikke fik gennemført deres krav, rummede kampen en lang række delsejre og erfaringer for den danske arbejderklasse, som ingen kan tage fra os.
En strejke med opbygning af landsdækkende solidaritet, bl.a. med solidaritetsdage, hvor flere hundrede tusinde arbejdere over hele landet deltog ved at nedlægge arbejdet.
Strejken viste , at grundlaget for kampen opbygges nedefra med en støttebevægelse, herunder støtte fra arbejdspladser og fagforeninger.

Strejken blev også en anskuelsesundervisning i, hvordan borgerskabet, dets regering, politi og domstole og den sorteste reaktion sattes i spil, samt en LO-top, der i realiteten gik ind for at splitte og stoppe kampen imod borgerskabets nye strategi: privatisering.

Den rummede ulovlig fængsling og gidseltagning af strejkeledere og solidariske støtter og indbefattede et retsligt efterspil to år efter med terrordomme og kriminalisering af faglig kamp.
Det var også en strejke og et retsligt efterspil, som var forbundet med borgerskabets direkte indsættelse af politiagenter og de sorteste provokatører, som iværksatte hærværk og brandstiftelse.

Det, der startede som Esbjergs buschaufførers kamp for ordnede arbejdsforhold, udviklede sig lynhurtigt til at blive hele den danske arbejderklasses værn og kamp. En kamp imod den udliciteringsbølge og privatiseringsbølge, der var under udvikling i Danmark og resten af Europa, sat i gang efter “murens fald”.

En gigantisk kamp i “den nye globale verden”, hvor det “frie marked” gøres til gud og omdrejningspunkt for alt for at sikre kapitalen maksimalprofit. Den nuværende danske kommunalreform er et nyt led i fortsættelse af denne privatiseringsbølge, hvor stregkodetyranniet er en integreret del.

For kapitalen var tiden nu inde til at fjerne sociale velfærdsgoder og arbejdsforhold, som var blevet tilkæmpet og tidligere tålt for at imødegå ideer om socialisme, ikke mindst i Europa.
Når dette var den overordnede dagsorden, der var sat, kan man bedre forstå, at udliciteringen i Esbjerg skulle forsvares med næb og klør uanset økonomiske omkostninger og uanset midler.

Esbjerg-chaufførernes strejke skulle slås ned for ikke at blive en katalysator og et forbillede for modstanden imod den igangværende EU-dikterede privatisering. En privatisering og udlicitering, som var idegrundlag ikke kun for de åbent borgerlige, men også var blevet det for Socialdemokratiet.

Det er tankevækkende, at den daværende socialdemokratiske statsminister Nyrup Rasmussen efter måneders strejke og solidaritet gik frem i fjernsynet faldt de strejkende og deres blokade i ryggen og erklærede: Nu må tingene normaliseres i Esbjerg. Og fik stor opbakning af Venstre og Konservative.

“Normaliseringen” kom kort tid efter, da der blev gennemført historiske usædvanlige og ulovlige terrorfængslinger på ubestemt tid af folk fra strejkeledelsen og dens solidariske støtter. Der blev anvendt en lov om præventiv anholdelse “for sat sikre ro og orden”, som om Danmark var i en borgerkrig. En anvendelse, som blev imødegået af juraprofessor Eva Schmidt.

Men i dag har borgerskabet sikret sig på anden måde.
Demokratiske rettigheder er en ulempe, derfor er der nu under påskud af “kamp mod terror” indført en ny lov, den såkaldte anti-terrorlov, som direkte refererer til arbejdskampe og betyder, at man “præventivt” kan tilbageholde kæmpende arbejdere. En terrorlovgivning, som skal kunne anvendes imod enhver vigtig arbejdskamp.

Læren fra RiBus-kampen er også på mange måder et udtryk for læren om det danske “demokrati” og dets fallit. Rigtig mange fik her trukket deres “demokratiske mælketænder ud”. Opdagede, at borgerligt demokrati i virkeligheden er “demokrati” for med alle midler at sikre, at de herskende fortsat kan få lov til at flå den arbejdende befolkning endnu mere.

Imod kampen mod privatisering og udlicitering i Esbjerg satte Overdanmark alt ind og brugte alle metoder.
Hvilke metoder må vi så ikke forberede os på sættes ind, når en kæmpende arbejderklasse i Danmark siger stop og ønsker at blive herre i eget hus?

Se Carl Scharnbergs solidaritetserklæring her

Netavisen 10. februar 2005


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne