Den store aktiveringsfidus

Aktiveringsordningerne for arbejdsløse og bistandsmodtagere er en gevaldig succes – for private virksomheder og kommuner, som scorer kassen på den ekstremt billige arbejdskraft, der er uden faglige rettigheder. Det er en fidus i milliardklassen. Næsten 50.000 er tvangsudskrevne til systemet.

Selvom bistandsmodtagere og arbejdsløse har protesteret og aktioneret omkring ordningerne i årevis er der ingen, som har reageret. Fagforeninger og forbund er nu ‘dybt bekymrede’. Ikke mindst sagen om Bodum i Odense, som via et udviklet landsdækkende system fik aktiverede i 8 kommuner til at producere dele til deres kaffegrej, har været med til at åbne øjnene på mange, som har haft dem lukket godt til.

Ikke fordi fagforeningerne lige pludselig er begyndt at interessere sig for de arbejdsløse – og da slet ikke for bistandsmodtagerne. Men fordi det er ved at gå op for dem, at aktiveringsordningerne simpelthen er organiseret løntrykkeri i stor skala – og at de aktiverede i særdeles vidt omfang sættes til at lave normalt arbejde, som normalt også skulle være overenskomstdækket arbejde.


0 løn
0 sikkerhed
= slaveri

Der er med andre ord tale om, at der eksisterer et stort gråt 3. arbejdsmarked, som bruges til løntrykkeri – og til at tryne den dårligst stillede del af arbejderklassen.
Det har arbejdsløsheds- og bistandsmodtagerorganisationer sagt i årevis. Kommunistisk Politik, APK og andre revolutionære og progressive kræfter har sagt det lige så længe.

50.000 i jobtræning: Slavearbejde

Der er knap 50.000 ledige i aktivering (jobtræning) i en lang række jobs både i den private og offentlige sektor. De arbejder på plejehjem, hospitaler, i børneinstitutioner, i køkkener og på fabrikker. De kan slæbe rundt på patienter eller lave Bodum-kaffekander. De kan passe børn i stedet for pædagoger eller producere våben for krudtfabrikker.

Officielt er det for deres egen skyld. De trænes til at arbejde og til at klare sig på arbejdsmarkedet. De skal f.eks. lære at stå op om morgenen og gå på arbejde. Hvis de ikke gør det, mister de deres dagpenge eller kontanthjælpen.
Det er billig arbejdskraft. Det er villig arbejdskraft, for de har ingen rettigheder – og kan nemt tabe hele deres eksistensgrundlag.
Og hvis de ikke var aktiverede, ville det de lavede være et ‘rigtigt arbejde’.

Bodum-sagen er velkendt. En stor international virksomhed scorer kassen på disse slavearbejdere. Men det offentlige har været endnu flittigere til at gøre brug af de aktiverede end den private sektor. Cirka 36.000 ud af de knap 50.000 er på offentlige arbejdspladser. Nogle gange har kommunerne tilmed tjent på at lade de aktiverede udføre slavearbejde for private. Det er tilfældet med de aktiverede hos Bodum i Odense kommune.

En undersøgelse foretaget sidste år af CASA (Center for Alternativ Samfunds Analyse) af tre repræsentative kommuner fastslog, at de aktiverede meget sjældent udfører ekstraordinært arbejde – med andre ord, at de simpelthen udfører normalt arbejde, der ellers skulle bestrides af en normalt ansat. Det viser sig nemlig, at i takt med nedskæringer og nedlæggelser af stillinger i kommunerne, udføres det samme arbejde nu af aktiverede. De overtager jobbene.

– Det sker ikke lige med det samme, for det ville være for gennemskueligt for fagforeningerne. Men det sker med et halvt eller helt års mellemrum. Der er altså tale om en indirekte fortrængning af de fastansatte, siger arbejdsmarkedsforsker Henning Hansen, der har foretaget undersøgelsen for CASA.

Men hvad sker der med de aktiverede? Der skulle trænes til ‘rigtigt arbejde’.
Når deres aktiveringsperioder udløber erstattes de med en ny aktiveret. De kommer ikke i rigtige jobs. De fleste aktiverede er havnet i en svikmølle af slavearbejde uden nogen vej ud.

Udspekuleret system

Den store aktiveringsfidus er et udspekuleret system, som er blevet udbygget og forgrenet gennem årene under Nyrup-regeringen og bliver videreudviklet med den kreative Fogh-regering og den emsige ‘beskæftigelsesminister’ Claus Hjort Frederiksen.

Den 1. juli trådte den netop vedtagne ‘Lov om aktiv beskæftigelsesindsats’ i kraft som det sidste skud på aktiverings-, fleksjob- og den øvrige fidus-stamme. Den har som officielt formål at skaffe 20.000 arbejdsløse i arbejde og er en del af regeringens arbejdsmarkedsreform med det smukke navn ‘Flere i arbejde’. Den afskaffer den nuværende “individuelle jobtræning”, revalidering og aktivering mm og opererer i stedet med et system af løntilskud, “virksomhedspraktik” i private virksomheder eller offentlige institutioner, “vejledning” og “opkvalificering”. Den skal med andre ord sørge for at der bliver stillet mere billig arbejdskraft til rådighed især for private virksomheder.

Nu må de aktiverede (i modsætning til tidligere) godt udføre ‘reelt arbejde’. Det må blot ikke være ‘konkurrenceforvridende’ – dvs at konkurrenterne ikke skal føle sig generet af fidusen, fordi de selv bruger den.

– De to paragraffer hænger simpelthen ikke sammen. Det er ren spekulation fra regeringens side. Det kommer til at fremme lønkonkurrencen, når man ansætter folk på dårligere vilkår, mener Viggo Jonassen, lektor i socialret ved Den Sociale Højskole i Århus.
Det kaldes også løntrykkeri – og her er det, fagforeningerne langt om længe begynder at sige fra.

Man kan spørge: Hvorfor kommer bekymringerne først nu? Systemet har været udarbejdet og brugt længe. Forklaringen er selvfølgelig, at det nu rykker tæt fagforeningerne selv – og at det ikke er en socialdemokrat, som er statsminister.
Faktisk har LO og en lang række forbundværet involveret i udviklingen af det elendige system. Derfor lyder klagesangen
lidt falsk.

Næste spørgsmål er:
Hvad vil de gøre ved det?

Se også:
Pengemaskiner for kommunerne

Kommunistisk Politik 14, 2003
Netavisen 3. juli 2003


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater