Krigens perspektiver – og fredens

Samtale med APKs formand Dorte Grenaa

Siden den 11. september har Arbejderpartiet Kommunisterne arbejdet hårdt for at få rejst en stærk og slagkraftig ny dansk fredsbevægelse. Det sker i en forståelse af, at den amerikanske terrorkrig bliver en langvarig krig, fordi den retter sig mod alle kræfter, der repræsenterer blot den mindste udfordring til det amerikanske krav om verdensherredømme. Samtidig har APK den opfattelse, at det er nødvendigt at forny indholdet og metoderne i kampen for freden, fordi tiden og de internationale styrkeforhold er helt andre end i den gamle fredsbevægelses tid, hvor to supermagter – USA og USSR – kæmpede om verdensherredømme.

APKs formand Dorte Grenaa er aktivt og energisk gået ind i denne proces. Ved Den internationale Fredskonference på KUA fungerede hun som konferencier. Fredsweekenden i København den 26.-27. januar markerede et foreløbigt højdepunkt i krigsmodstandens aktiviteter. Derfor har Kommunistisk Politik spurgt hende om hendes syn på krigens perspektiver – og fredens.

Ramsey Clark og Dorte Grenaa
under den internationale fredskonference KUA

KP: Hvordan vurderer du nu udviklingen i den nye fredsbevægelse i Danmark?

DG: Der er ingen tvivl om, at krigsmodstanden og den ny fredsbevægelse har fået taget nogle vigtige skridt på de rigtige tidspunkter, der virkelig peger fremad.
Det har været afgørende, at fredsbevægelsen med det samme kom på gaden og markerede sig. Og ikke kun i København, men i mange byer landet over samledes folk og demonstrerede mod overfaldet og krigen mod Afghanistan. Og der er forsat blevet afholdt demonstrationer og fakkelvagter lige siden.
Hvorfor har det været afgørende? Af flere grunde. Det har givet stemme til den dybtfølte modstand mod en ny storkrig og dens umenneskelige konsekvenser, som mange mennesker har. Og stemme til den dybe bekymring, der findes bredt. Det har været med at bryde den lammelse og chok, som verdens befolkning skulle have været holdt i over den velforberedte og hurtige krig, der blev sat i gang efter 11. september. Det er vigtigt – at kunne bryde afmagt og vende det til handling. Og at gøre modstanden synlig.
Jeg er også sikker på, at det er en væsentligt grund til at mange nye kræfter og mennesker der ikke tidligere har deltaget, er gået med i anti-krigs initiativerne.

Originale ideer og nye aktioner
– Det er en ny fredsbevægelse, vi ser, der markerer sig med originale ideer og aktioner – som f.eks. Fredsvagten foran Christiansborg.
Jeg kan fortælle, at Ramsey Clark, der deltog på Den internationale Fredskonference, havde denne umiddelbare kommentar, da han hørte om fredsvagten:
– “Sådan en aktion burde der laves verden over, en fredsvagt mod regeringernes krigspolitik foran alle parlamenter”.
En anden af oplægsholderne på konferencen, Sharon Ceci fra det amerikanske International Action Center deltog på Fredsvagtens “100 dags fest” i weekenden og overbragte den en hilsen, sagde:
– “Jeg glæder mig til at fortælle om jeres aktion til de andre i den amerikanske fredsbevægelse, når jeg kommer tilbage til Baltimore og Washington. For jeg ved det virkelig vil være en inspiration for os.”

Perspektiv for bevægelsen
KP: – Der er nogle, som har ment, at krigen i Afghanistan tilsyneladende er forbi – og at der derfor ikke længere er brug for så kraftig en fredsaktivitet. Hvad er dit syn?

DG: – Hele den fredsweekend, vi lige har afholdt i København, har været en enorm succes i sig selv. Med demonstrationen, der satte fokus på modstanden mod dansk krigsdeltagelse, og markeringen af Fredsvagtens første 100 dage. Med afholdelsen af Den internationale Fredskonference blev der understreget endnu et meget vigtig og nødvendigt element – perspektiv for bevægelsen,.
At det bliver en langvarig og omfattende krig, som verden er blevet stillet over for og kastet ud i. Noget alle kommer til at forholde sig til. At kampen for freden er en konkret kamp, der må rettes mod USA’s massive destruktions- og krigsmaskine, der kynisk ruller frem for egne interesser og mod deres nødvendige krigs-allierede. En vigtig pointe fra Ramsey Clark – USA kan ikke klare sin krig alene, det har brug for NATO og krigspartnere som den danske regering, der villigt leverer kanonføde. Det er helt nødvendigt for den danske fredsbevægelse at overveje dette.
Det er vigtige perspektiver og diskussioner for fredsbevægelsen lige nu. I stedet for dem der mener, vi er så få og svage, at vi må vente og ruste os til bedre tider for krigsmodstanden. Det er da os selv der skal skabe dem – og vi kan. For det er ikke antallet af aktive i sig selv, der er afgørende – men kvaliteten, seriøsiteten og udholdenheden.

En global fredsbevægelse
KP: Hvad var betydningen af fredskonferencen?

DG: – Den var jo en manifestation af at den danske fredsbevægelse også er en del af en ny global fredsbevægelse, der omfatter mange forskellige sociale, politiske og ideologiske kræfter, fra alle lande, krigsførende som angrebne eller indtil videre ‘neutrale’. Det var fantastisk at opleve en tidligere amerikansk minister og en tidligere afghansk minister – fra to lande, der er i krig – stå skulder ved skulder for freden. Den understregede ved sin sammensætning af oplægsholdere betydningen af, at den internationale fredsbevægelse ikke udvikler sig fra et vestcentreret, amerikansk eller vesteuropæisk, synspunkt – men virkelig fra et internationalt synspunkt. Det blev understreget af alle oplægsholdere – og deres dialog var et udtryk for den bestræbelse.
På den måde var fredskonferencen helt unik Det at opleve og høre talerne fra USA, Afghanistan og Mellemøsten med hver deres tydelige forskellige kulturelle, religiøse og politiske måde at få det fælles budskab til at smelte sammen på – alle jordens folkeslag har samme ret til respekt, frihed og leve i fred. At bekæmpe og standse USA’s krig er vores fælles ansvar, uanset hvilken verdensdel vi kommer frem. Det synes jeg var en kæmpe inspiration af de sjældne.

– Det er omkring de erfaringer, vi har gjort os nu, at den nye fredsbevægelse skal udvikle sig i dybden og bredden. Og det er der vi står nu. Vi skal fortsat gøre modstanden mod krigen synlig. Samtidig må fredsbevægelsen tage den opgave på sig at sikre at reelle informationer, kendsgerningerne omkring den såkaldte krig mod terror, kommer ud.
Danmark er med i denne krig, og det er indlysende, at der findes en reel, om ikke officiel, krigscensur i den etablerede presse og medieverden. Fredsbevægelsen må finde sine egne kanaler til at sandheden ud på.
Den internationale Fredskonference var et vigtigt skridt i den retning. Thomas Koppel og Annisette kaldte den “en forårsbebuder” i deres smukke hilsen til fredskonferencen. Det tror jeg er rigtigt. Reaktionerne blandt de flere hundrede, der deltog, viser, at den har sat mange tanker i gang.

Krigsmaskinen kan stoppes
– Terrorkrigen udvikler sig hele tiden, eksplosivt, i en farlig retning. USA er gået militært ind i Filippinerne. Hele tiden ser vi, hvordan USA bruger sin militærmagt mod uafhængigheds- og befrielsesbevægelserne og mod lande, der ikke følger deres taktstok. Palæstinenserne hører med til USA’s fjender, der skal underkues. Somalia og Irak har længe været nævnt som kommende krigsmål, og den militære opbygning til sådanne angreb viser, at der ikke er tale om tomme trusler.
Bushs tale til nationen nævnte specifikt Irak, Iran og Nordkorea som mål for USA’s aggressive politik. Det er ikke fordi det er ‘terrorstater’ eller truer USA med krig, eller forbereder terroristangreb på USA. Det er simpelthen fordi de på forskellig vis og i forskellig grad udgør forhindringer for USA’s nuværende mål om at sikre sig total kontrol med Centralasien, Mellemøsten og Kaukasus.
På samme måde er ‘terrorister’ og ‘terrororganisationer’ for USA – og Bush nævnte specifikt palæstinensiske og libanesiske befrielsesorganisationer som Hamas og Islamisk Jihad, som han lovede at udslette – simpelthen alle de kræfter og organisationer i verden, som modsætter sig USA’s verdensherredømme: antiimperialistiske, revolutionære, socialistiske, kommunistiske. Verdslige eller religiøse: De skal knuses, hvis de vover at modsætte sig den amerikanske politik.
Men hvor barbarisk og uovervindelig den amerikanske krigsmaskine end synes lige nu, så er den ikke stærkere end dens bagland. Når befolkningerne for alvor siger stop til at blive brugt som kanonføde og bliver brugt til at sprede død og ødelæggelse blandt andre folkeslag. Når de siger stop til at betale krigen enorme økonomiske omkostninger – så kan krigsmaskinen stoppes.

Krig, fremmedhad og sociale nedskæringer hænger sammen
– For at udvikle kampen mod krigen må den derfor ikke alene rettes mod krigsanstifterne: USA-imperialismen og dens allierede og agenter. Den må også rettes mod og afsløre sammenhængene. Når den danske regering nu med finansloven skærer ned på u-landsbistanden, uddannelserne, de sociale forhold og forholdene for de arbejdsløse, så går pengene både til erhvervslivet og den krig, de fører.
Når IMF og Verdensbanken gennemtrumfer økonomiske diktater i nyliberalismens ‘hellige’ navn og med katastrofale følger for befolkningerne, så skaffes der penge til at finansiere monopolernes krig. Krigen kan ikke løsrives fra den sociale og politiske dagsorden eller løsrives fra klassekampen i øvrigt og henvises til sit eget lille “fredshjørne”. Når den danske regering overtager EU-formandskabet til sommer må kampen mod krigen centralt ind, ligesom under det sidste EU-topmøde i Laeken, hvor modstanden mod EU’s krigspolitik og krigsdeltagelse var massiv . . .
Der er nogle vigtige skridt, der skal tages nu i fredsbevægelsen – og mulighederne er der.

Kommunistisk Politik 3, 2002