Efter Laeken: Det danske topmødebidrag

Om godt et halvt år – den 1. juli – overtager Danmark og Anders Fogh Rasmussen formandskabet i EU, mens Poul Nyrup misundeligt må se til fra sidelinjen, hvis han overhovedet er i nærheden af nogen bane. Han havde ellers proklameret, at topmødet ville blive forberedt omfattende og i særdeles god tid og involvere alle hans ministre. Det blev nu ikke til så meget – og nu slet ikke til noget for hans vedkommende. Men Fogh Rasmussen fik en dagsorden med fra topmødet i Laeken: Under det danske formandskab skal udvidelsen af EU med 10 nye medlemmer gerne blive en realitet.
Men først skal EU klædes i spanske farver og vejen om af Madrid, før det store brag af et topmøde afholdes i København i december næste år.
Det spanske formandskab har proklameret, at det vil sætte terrorbekæmpelse øverst på dagsordenen. For i Spanien er der som bekendt baskere, ligesom der er irere i Nordirland, og palæstinensere i Palæstina. Potentielle terrorister, alle til hobe.
Det nu næsten afsluttede belgiske formandskab havde store ambitioner: Unionen skulle tage et tigerspring frem mod en superstat; forfatningsprocessen skulle sættes på skinner. Og begge dele lykkedes – Laeken-erklæringen er det mest svulstige superstatsdokument, der er produceret i årevis, og beslutningen om nedsættelse af et forfatningskonvent med superunionisten Giscard d’Estaing som formand er en garanti for en føderativ proces.

De gigantiske demonstrationer under topmødet i Laeken fyldte ikke meget i mediebilledet. Der var hverken pistolskud, dræbte eller opsigtsvækkende hærværk. Til gengæld var der den største arbejderdemonstration nogensinde mod EU: 120.000 arbejdere fra de fleste EU-lande krævede et helt andet EU end det, der er der. Et EU som sikrede arbejde; et socialt EU; et fredeligt og ikke krigsførende EU.
Selvom demonstrationen var indkaldt af EFS (Den Europæiske Faglige Sammenslutning, det såkaldte Euro-LO) og havde som formål at mønstre opbakning bag unionsprojektet var det den massive kritik af unionen, der manifesterede sig. De europæiske arbejdere vil aldrig støtte en imperialistisk supermagt – og de slås overalt mod EU’s nyliberalistiske politik. De socialdemokratiske og socialistiske kræfter søger med sådanne manifestationer at tage trykket af raseriets kedel.
Også antiglobaliseringsbevægelsen manifesterede sig med en større demonstration med bl.a. Attac som arrangør. Den viste, at på trods af larmende mediepropaganda om det modsatte døde kampen mod den imperialistiske globalisering ikke den 11. september. Og den ny fredsbevægelse markerede sig med endnu en større manifestation om lørdagen på topmødets afslutningsdag.
Hverken den ny reaktionære terrorlovgivning, et enormt belgisk politiopbud, provokationer fra politiets side eller nazistisk/fascistisk infiltration i demonstrationerne, der stod bag noget hærværk, kunne skræmme demonstranterne væk.

Alle disse kræfter vil og bør også være til stede i gaderne under topmødet i København om et år. Men ligesom i Gøteborg under det forrige topmøde i juni må kritikken af EU og dets superstatsprojekt og kampen for udtræden af EU få sin egen selvstændige og fremtrædende plads med en større markering.
Den klare kritik af superstaten EU og EU som monopolernes projekt – og påvisningen af, at kravet om et liv udenfor og uden EU står stærkt i den danske befolkning – kan og bør være det danske bidrag til udviklingen af den fælles kamp mod EU, der forener arbejdere, studerende, bønder og fiskere, unge og pensionister, arbejdsløse, bistandsmodtagere, flygtninge- og indvandrere.

Se Laeken: Superstat – Supermagt

Se også Laeken-erklæringen: Den europæiske unions fremtid Dansk

Kommunistisk Politik 26, 2001


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne