6 timers arbejdsdag og 6 ugers ferie

sid_35_timer

Specialarbejderforbundets kampagne for 35 timers ugen i 1980’erne

Omkring en million arbejdere er sat uden for arbejdsmarkedet. 150.000 af disse er officielt registrerede arbejdsløse med ret til dagpengeydelse, der svarer til en aflønning på 80 kr. i timen. Resten er hensat til førtidspension, orlovsydelse, kontanthjælp eller ægtefælles forsørgelse.

Omkring 1½ million har i dag en lønindkomst og tilknytning til arbejdsmarkedet.
Netop tilhørsforholdet til arbejdsmarkedet bliver stadig vanskeligere. Det er ikke kun rationaliseringer, firmaflytninger, konkurser og lignende, der truer arbejdspladserne. Det er i lige så høj grad nedslidningen og helbredet, der i takt med en forøget udbytning sættes over styr, hvorefter man stødes ud og placeres i en situation på overførselsindkomst.

Den ugentlige arbejdstid har været og er stigende. Hver tredje specialarbejder arbejder mere end overenskomstens fastlagte arbejdstid.
Knap halvdelen af samfundets arbejdsdygtige er sat uden for arbejdsmarkedet, mens den resterende halvdel nedslides. Det er arbejderklassens skattekroner, der financierer cirkuset.

Det er kun magthavernes jagt på profitter, der kan erklære, at der er fornuft og logik i dette.
Det harmonerer ikke!

Vore faglige ledere har i samarbejde med arbejdsgiverne sidste år implementeret EU´s direktiv om en arbejdsuge på maksimalt 48 timer.
Det interessante er ikke så meget den maksimale ”overligger”, fordi den overholdes ikke. Omkring 25.000 SiD´ere har en længere arbejdsuge! Det interessante er, at arbejdsgiverne med direktivet har fået et redskab til at presse arbejdstiden så højt op.
Gennem de seneste årtier har fagbevægelsens top støt og stabilt godtaget totalt fleksible arbejdstidsordninger, der med få varselsregler giver arbejdsgiverne fuld udnyttelse af arbejdskraften.
Når nedslidningen er indtruffet, er der opfundet skånejob og fleksjob i det ”rummelige arbejdsmarked”, så den sidste dråbe kan suges ud. Ved denne lovgivning sad fagtoppen også med ved bordet.

For et par måneder siden slap LO´s næstformand, Tine Brøndum, så en prøveballon op:
– Med indførsel af en livsarbejdstid bør der gives plads til en arbejdsuge på 55 timer!
Den blev skudt ned – for øjeblikket! Men det er en kendsgerning, at ordningen eksisterer i Tyskland, og EU arbejder for at udvide den til det øvrige EU. Det er en kendsgerning, at Tine Brøndum og LO vil støtte dette projekt.
Denne fagtop varetager ikke arbejderklassens interesser.
Det harmonerer ikke!

Det var derfor forløsende, at fagligt kampvillige kræfter på et tillidsmandsmøde i København for tre uger siden satte ”fremtidens arbejdstidskrav” til debat. Her blev der sat en pæl gennem Tine Brøndums EU-politik. Svarene fra de fremmødte tillidsfolk var ikke til at tage fejl af:
– Vi kræver 6 timers arbejdsdag og 6 ugers ferie med fuld løn og personalekompensation. Strejkevåbenet er vores redskab – mere nødvendigt end nogensinde før!

Det er simple krav, som bliver rejst stadig kraftigere på arbejdspladserne og i den kæmpende del af fagbevægelsen. Det er indlysende fornuftige krav i samfundsmæssig sammenhæng.

Det er ikke krav, der rejses fra LO-toppens side. Det er rejst nedefra og skal gødes og bakkes op nedefra. Tiden er inde til, at hele arbejderklassen samles om centrale og fælles hovedkrav. Kun på den måde kan kampkraften bringes til udfoldelse og kravene sættes igennem.

Slagteriarbejderne har i dette forår med afvisning af to forslag til overenskomstfornyelser vist, at det kan lade sig gøre at trodse arbejdsgivernes interesser. Deres våben var og er kampvilje og solidaritet.

6 timers arbejdsdag og 6 ugers ferie vil trodse arbejdsgiverne, regeringen, EU og andre, som varetager kapitalens interesser.

Derfor er det op til os alle:
Der må i de kommende år sættes alle sejl til for en kortere arbejdstid!

FJ
KP10, 2001