Arbejderbevægelsen, familien og Karl Marx

Af Dorte Grenaa

Dorte GrenaaKan kvindekampen bruge marxismen til noget? I virkeligheden et underligt spørgsmål, med mindre man hylder teorien om at ”mænd er fra Mars – og kvinder fra Venus”. Udfra den ville det sikkert endnu en gang kunne forklares, at arbejderkvinderne ikke kan bruge samme videnskabelige teori og grundlag som den anden halvdel af arbejderklassen – og slet ikke, når den er forfattet af mænd.

Når der har der stået kamp om det spørgsmål lige siden kvindefrigørelsen opstod som en politisk faktor og drivkraft i slutningen af 1800tallet – både i arbejderbevægelsen og i kvindebevægelsen – er det med god grund. Det er nemlig ikke kun en akademisk tågehorns-diskussion. Den har særdeles håndfaste og praktiske konsekvenser i klassekampen og kvindekampen og udviklingen af denne – hvilken side man vælger og om målet er den personlige individuelle frigørelse. Eller målet er den socialistiske samfundsorden, der med ophævelsen af udbytning og den private ejendomsret skaber forudsætningerne hele arbejderklassens og i særdeleshed arbejderkvinderne frigørelse.

At marxismen ikke har været til at komme udenom og heller ikke er det i dag, viser den helt særlige disciplin , som såkaldte eksperter, forskere og andre, der påberåber sig en højere intelligens, har udviklet – nemlig at påvise at marxismen og Karl Marx ikke duer. Og slet ikke i dag.

Karl Marx og familien

Med et temanummer december sidste år satte tidsskriftet Arbejderhistorie, udgivet af Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie (SFAH), fokus på: Arbejderbevægelsen og familien.
Om formålet hedder det i indledningen:

”Vinteren 1999-2000 blev hård for Socialdemokratiet i København. Partiet havde indgået et budgetforlig med Borgerrepræsentationens borgerlige partier, som indbefattede en 4 % nedskæring af de enkelte vuggestuer og børnehavers driftsbudgetter. Det fik en hel del københavnske småbørnsfamilier op på barrikaderne: Blokerede daginstitutioner, spærrede indfaldsveje og massiv utilfredshed rettet mod det Socialdemokrati, som for folk inkarnerede hele denne misere . . .
Denne voksende politiske interesse for familiens vilkår er den umiddelbare baggrund for dette temanummer. Vi vil gerne prøve at give den samtidige debat et historisk perspektiv.”

Det bemærkelsesværdige i den begåede forskning i Arbejderbevægelsen og familien, er ikke så meget forsøgene på at forklare, hvorfor Socialdemokratiet og LO har handlet, som de har gjort. Det er forventeligt op til et år med udsigt til valgnederlag både ved det kommende Folketings-og kommunalvalg. Der er meget der skal forklares og begrundes udfra et historisk perspektiv.

Hvad der er værd at bemærke er, hvor magtpålæggende det i dag er for nutidens forskere i arbejderbevægelsens historie, at lægge afstand til Karl Marx og marxismen.

Middelklasseidyl

Karin Lützen, fra Roskilde Universitetscenters afdeling for historie og social teori skriver således:
”Både Marx og Engels og også Pio tilhørte selv middelstanden, skønt de solidariserede sig med arbejderklassen. Det er måske grunden til, at deres forestilling om et socialistisk samfund opretholdt middelstandens familie ideal. De anbefalede ikke, at kernefamilien blev brudt ned sammen med alle de andre systemer, der skulle afskaffes, og at den i stedet blev erstattet med stor-kollektiver eller institutioner, hvor børnene blev opdraget sammen, mens de voksne levede for sig. ” (”Nogle ideologisk-moralske rødder til velfærdsstatens familie politik”, side 10).

Noget belæg for Marx som forkæmper for den borgerlige middelklasse- familie endog under socialismen, fremfører Karin Lützen dog ikke.
Man behøver ikke at have sat sig ind i Marx’s videnskabelige forskning af familiens sammenbrud og dens årsager i hans værk ”Kapitalen”, men blot slå op i det lille men kraftfulde værk ”Det kommunistiske manifest” :

”Familiens afskaffelse! Selv de mest radikale bliver fyr og flamme over, at kommunisterne kan nære så skændige hensigter.
Hvad er grundlaget for den nuværende, den borgerlige familie? Det er kapitalen, den private tilegnelse. Helt udviklet findes den kun inden for borgerskabet; men den nødvendige baggrund er proletarens tvungne familieløshed og den offentlige prostitution.
Den borgerlige familie forsvinder naturligvis, når denne baggrund falder bort, og begge dele forsvinder, når kapitalen forsvinder.
Bebrejder I os, at vi vil forhindre, at børnene udbyttes af deres forældre? Vi tilstår denne forbrydelse.

Men, siger I, vi ophæver det ømmeste af alle forhold, når vi erstatter opdragelsen i hjemmet med samfundsopdragelse. . . Samfundets indvirkning på opdragelsen er ikke noget, kommunisterne finder på; de forandrer kun dens karakter, de befrier opdragelsen for den herskende klasses indflydelse.
De borgerlige fraser om familie og opdragelse, om det inderlige forhold mellem forældre og børn, bliver så meget mere modbydelige, jo mere stor-industrien bevirker, at alle familiebånd ødelægges for proletaren, og børnene forvandles til simpelt hen at være handelsvarer og arbejdsredskaber.
Men I kommunister vil indføre kvindefællesskab, skriger hele borgerskabet i kor efter os.
E bourgeois ser i sin kone et rent og skært produktionsmiddel. Han hører, at produktionsmidlerne skal udnyttes i fællesskab og kan naturligvis ikke tænke sig andet, end at fællesskabet også vil komme til at omfatte kvinderne. . . ”

Materialistisk historieopfattelse

Nøglen til at forstå kvindernes og familiens stilling og til at forandre denne blev smedet af Marx og Engels. Med den materialistiske historieopfattelse har Marx ikke givet os færdige formler på kvinde-og familiespørgsmålet, men det der er bedre: den rigtige træfsikre metode til at udforske og forstå det. Det blev for første gang nogensinde muligt at forstå disse i sammenhæng med den almene historiske sammenhæng og sociale sammenhænge. Med brug af materialistisk historieopfattelse bliver det klart, at hverken kvindens stilling i familie og samfund eller familien er noget evigt uforanderligt. Tværtimod: som alt andet forandrer og ændrer det sig med de økonomiske forhold og ejendomsforhold, de bærer.

I værket ”Familiens, privatejendommens og statens oprindelse”, som Engels færdigskrev efter Marx’s død, gives en gennemgang fra de tidligste samfund frem til kapitalismen og en dyb indsigt i de vildtomspændende betingelser, som familiens og ægteskabets nuværende form under indflydelse af økonomiske og ejendomsmæssige forhold efterhånden har udfoldet sig under. Her påvises hvordan indførelsen af privatejendomsrettet blev kvindekønnets verdenshistoriske nederlag, idet den privateejendomsret til knyttet til manden og hans slægt.

Arbejder-aristokrater

Næsten morsom er cand. phil. i Europæsik Etnologi, Lone Palm Larsen i sin kritik af Marx. Det er sikkert ganske utilsigtet, da hun gør sig stor umage for at lyde så intellektuel og studentiøs som overhovedet muligt. Lone Palm Larsen (LPL) bekender sig til en fransk sociolog Pierre Bourdieus, der ‘gør op’ med Marx’s objektive strukturer og regler ”dels fordi de er for langt fra virkeligheden, dels fordi individerne ikke bliver til andet end bærere af strukturer” (Familieliv – gennemsnit og mangfoldighed, s. 83)

Hvordan går det så for LPL, når hun i modsætning til Marx vil forklare os om arbejderfamilierne som virkelige mennesker – mangfoldige og fuld af selv-stændig kraft til at forandre tvingerne. Jo, vi præsenteres for tre arbejderfamilier, der afliver myterne og får os til at se, at det ikke er gennemsnittet og flertallet, der er det interessante. Tre familier fra Tomsgårdsvej i Nordvestkvarteret i København op gennem 1900-tallet. Den ene ‘arbejderfamilie’ er ingen ringere end den tidligere LO-formand Thomas Nielsen, hans kone Edith og deres børn. De får ikke uventet højeste karakter i LPL’s hjemmestrikkede karakterbog. Så forstår man bedre, at Marx må ud.

Skulle de egentlige klasseforhold regnes med – som Marx så skarpt afslørede – hører en LO-formand ikke bare til det særlige sociale lag, der kaldes arbejderaristokratiet – med de særlige privilegier og leveforhold det giver; i dag er LO-toppen i kraft af deres samfundsmæssige placering og indkomster at regne for indvokset i borgerskabet. Også selvom de engang kan være startet som nygifte på Tomsgårdvej i 1938.

Utopi

Mest hadet er Marx imidlertid for den indsigt han giver os i, at arbejderklassen som den eneste revolutionære klasse kan og må forandre verden og den nuværende samfundsorden, tilintetetgøre og erstatte den med arbejderklassens herredømme og socialisme.

Cand.psych.ph.d. Søren Smidt og kultursociolog, mag.art.ph.d. Kim Rasmussen, begge forskere ved Center for Institutionsforsikning, skriver :

”Set ud fra 1960’erne og 1970’erne kunne man måske tro, at kritik var noget som venstreorienterede og marxister havde patent på, men sådan er det ikke . . .
Med Marx knyttes kritikken for alvor til samfundsanalysen af sammenhængen mellem økonomi, politik og socialt liv . . .
Marx’s kritikbegreb retter sig dels imod datidens eksisterende økonomiske teorier, der ikke er i stand til at forklare værdifrembringelsens skjulte bytte- og udbytningsforhold, dels imod den faktiske samfundsmæssige elendighed, økonomiens kriser og uregerlighed. Kritikken peger på behovet for en konkret forandret praksis, der vil berøre alle i samfundet, idet ejendomsforholdene må ændres. Men analysen fortæller ikke hvordan man når til en forandret praksis, og i det hele taget er utopien om en anden og højere samfundsorden tåget og vag.”

(“Institutionskritik er ikke det samme som kritik af institutionerne” s. 115)

Uha, man kan ligefrem se for sig, at de to herrer engang har dristet sig til at åbne ”Det kommunistiske manifest” og simpelthen ikke turde tro, at noget sådan kunne blive virkelighed. Hvilke andre steder siges det så kontant og bramfrit, hvordan man når til en forandret praksis? Revolution, mine herrer! At arbejderklassens forener sig. Når de beherskede ikke længere vil lade sig regere og de herskende ikke længere kan regere, overtager arbejderklassen såvel den økonomiske magt som den politiske magt:

”Alle hidtige bevægelser har været mindretalsbevægelser eller bevægelser til fremme af mindretalsinteresser. Den proletariske bevægelse er det uhyre flertals selvstændige bevægelse i det uhyre flertals interesse. Proletariatet, det nuværende samfunds underste lag, kan ikke arbejde sig op, kan ikke rejse sig, uden at hele den overbygning af sociale lag, der udgør det officielle samfund, sprænges i luften”
(Manifestet)

Det betyder afskaffelse af den private ejendomsret, afskaffelse af den borgerlige stat og dets magtapparater og en organisering af samfundets produktionsmidler og værdi i flertallets interesser. Det er alt dette der kaldes tåget og vagt. Men det går ikke væk af den grund.
Men sin enorme indsigt er Marx ikke bare den revolutionære tankes mester, grundlæggeren af senere revolutionær teori, den der kan give os indsigt i hvordan dagens kampe er nødvendige for at hæve kampkraften uden at målet tabes i vrimlen af enkelte fænomener, opgaver og resultater. Derved bliver han også en praktisk daglig leder af den revolutionære kamp.

Når forskere i det nye årtusinde stadig må se det som en del af sit arbejde at mane det kommunistiske spøgelse og Marx i jorden, er det gammel underlægningsmusik til Den nye Verdensorden.

KP4, 2001