Erfaringer fra Sammenlægningsprocesserne og kampen for ideologisk samling – Af Marie Herget Christensen

Marie Herget Christensens oplæg til Novemberkonferencen i anledning af 100 året for Oktoberrevolutionen 1917-2017 (4. november 2017 i Osramhuset på Nørrebro i København)

marie_herget_christensen_nov

Gode kammerater

Tak for denne mulighed for åbent at diskutere, hvordan vi overkommer den ideologiske splittelse, vi står i lige nu i den kommunistiske bevægelse.

Jeg vil i mit oplæg starte med at trække hovedpunkterne fra den kronik op, som Gert Stenholt Madsen og jeg skrev, så vil jeg ridse nogle af de vigtigste politiske og ideologiske diskussioner op, som jeg mener vi må som bevægelse må tage, og endelig hvad jeg mener, vi må gøre nu i bestræbelsen på samlingen af de danske kommunister.

Kritik af reorganiseringer

Gert og jeg skrev en kronik til hele den kommunistiske bevægelse efter vi havde meldt os ud af kommunistisk parti (KP). Vi havde en række politiske kritikpunkter i anledning af, at der fra KPs side blev lagt op til en ny sammenlægningsproces mellem KP og Kommunistisk parti i Danmark (KPiD).

Se
Kommunister i Danmark: Hvad skal vi samles om?
Af Marie Herget Christensen og Gert Stenholt Madsen
KPnet 7. september 2017

Det første vi konstaterer i indlægget er, at det meget snævert er en proces, hvor kun to ud af de fire kommunistiske partier forsøges sammenlagt, og hvor også de mange danske kommunister der i dag står uden organisering holdes uden for nogen som helst fælles diskussion af, hvad et sådan nyt parti skulle funderes på.

Vi konstaterer endvidere, at den nye proces er sat i gang uden nogen seriøs og gennemgribende evaluering af, hvorvidt den sidst forsøgte sammenlægningsproces mellem det daværende DKP/ML og KPiD havde været succesrig og indfriet de mål, vi dengang satte os for. Det forbløffede os, at man i KPs ledelse slet ikke forholdt sig til sidste proces, inden man kastede os ud i en gentagelse.

Vores vurdering er nemlig, at sammenlægningsprocessen mellem de to partier var – og er – en ekstremt langtrukken proces, der drænede kræfter fra bevægelsesarbejdet og klassekampen, og betød en mangeårig stort set stilstand, hvor det var svært til sidst i DKP/ML hverken at lave eller diskutere politik.

Samtidig betød processen både at KPiD sprængtes, og at vi af logiske årsager var nødt til at nedlægge DKP/ML. Resultatet var en likvidering, en sprængning, og lige så mange bogstavkombinationer som før. Og måske vigtigst: ikke større grad af ideologisk samling.

Et skridt frem og mange tilbage. Vores budskab var, at for at overkomme splittelsen i den kommunistiske bevægelse må vi diskutere politik og ikke organisering.

Debatten om samling

Vi sendte oplægget til alle fire erklærede kommunistiske partiers blade, fordi vi gerne ville have en mere åben debat med alle revolutionære og ml-kræfter i og uden for partierne om reel ideologisk samling. En debat hvor vi diskuterede ideologiske uafklaretheder og ikke reorganisering.

Arbejderpartiet Kommunisterne (APK) tog positivt imod vores kronik og Kommunistisk Politik udgav hele kronikken. Det satte en vældig positiv og fremadrettet debat i gang.

Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) tog også positivt imod os og har udgivet vores kronik i deres interne medlemsblad og vil gerne bringe det i næste nummer af SKUB også.

Arbejderen ville ikke bringe vores kronik i sin helhed, men vi fik optaget et læserbrev. Det affødte en debat hvor Jørgen Petersen fra KP havde et læserbrev, og Klaus Riis (APK) havde et læserbrev. Efter det lukkede Arbejderen debatten.

KPiD har vi ikke hørt tilbage fra.

Hvad viser debatten så om, hvori splittelsen af de danske kommunister ligger?

Det er svært for mange, og det har det også været for mig at gennemskue, hvad der er politiske uenigheder, og hvad der er gammelt personligt nag. Jeg mener at KPs ledelse bevidst forsøger at sløre politiske uenigheder som personspørgsmål. Og udviser uvilje mod at erkende og diskutere politiske uenigheder.

Aktionsenhed

Men vi er nødt til at være meget præcise omkring, hvad er det vi skal være enige om for at opbygge et parti sammen. Jeg mener det revolutionære perspektiv er afgørende. Men ideologisk enighed om ml-linje bør ikke blandes sammen med aktionsenhed og enighed i dagsaktuelle kampe.

KP skriver at aktionsenheden er vigtig for en sammenlægning af partier. Men det mener jeg er at blande forskellige ting sammen. Der behøver ikke være nogen programmatisk enighed for at indgå aktionsenhed om en given dagskamp i klassekampen. Derfor er det også en sekterisk fejl, hvis man ikke arbejder for aktionsenhed så bredt som muligt både mellem erklærede kommunister og endnu bredere end det.

Omvendt bør aktionsenhed i sig selv ikke være en tilskyndelse til stræben efter organisatorisk sammenlægning. Der er jo fx ingen der mener, at Folkebevægelsen (mod EU) skal slås sammen til et parti. Grunden til vi har aktionsenhed om enkelte spørgsmål, er jo ikke at slå k-partier sammen. Det er for at opnå delsejre i klassekampen. At indgå aktionsenhed i bevægelserne kun med det erklærede formål at omorganisere k-partier er sekterisk og skadeligt for bevægelserne.

KP skriver i svaret til os, at vi skal vise et kommunistisk alternativ i klassekampen. Men det er for vankelmodigt og halvhjertet. Vi skal lede klassekampen. Den opgave må man som ml’ere tage på sig, og vil man ikke det, må man lade være med at stå i vejen. Så må man altså begynde at gå til standarddans i stedet for at gå til kommunist.

Ideologisk splittelse: revolutionær strategi

Og her nærmer vi os efter min mening sagens kerne. For nok er der masser af spørgsmål, vi er enige om i den daglige kamp. Men der er også væsentlige spørgsmål, hvorom vi står splittet. Det er vigtige ideologiske spørgsmål, vi som revolutionære (kommunister) og ml’ere må diskutere.

Et af de vigtigste er spørgsmålet om den revolutionære strategi, og hvordan vi opnår socialisme i Danmark. Det er afgørende både for den konkrete taktik, vi må føre lige nu, men også fordi det er selve grunden til at opbygge et stærkt kommunistisk parti – at det er det der kan lede den revolutionære overgang til socialismen. Der er ingen grund til at søge samling med kræfter, der ikke har det som erklæret mål.

Nogle gange kommer det til at virke som et strategisk mål i sig selv at blive enige. Men det vigtige må jo være, hvad vi bliver enige om. Hvis tre mand står og skal løfte en sten, som ingen af dem kan løfte alene, kan det godt være to af dem bliver enige om, stenen slet ikke behøver at blive løftet, og derfor kan de to slutte sig sammen og fejre deres enighed. Det får vi bare ikke løftet stenen af.

Af samme grund kan det heller ikke nytte ikke at ville tale om uenigheder. Vi er nødt til at meningsudveksle for at finde frem til, hvordan stenen kan blive flyttet. KP skriver i svaret til os at APK ”fokuserer på uenigheder”. En af de store frustrationer jeg forlod KP med, var netop denne frygt for at diskutere politik.

Denne ide om at enigheden mellem de erklærede kommunistiske partier er så skrøbelig, at den ikke kan holde til at vi diskuterer politik. At vi slet ikke kan tale om spørgsmål, vi er uenige om, fordi så smuldrer enigheden.

Et af de spørgsmål er spørgsmålet om antimonopolistisk demokrati som strategi for overgangen til socialisme.

Jeg har snakket med rigtig mange erklærede kommunister om, hvad fanden det der antimonopolistisk demokrati er for noget. Og jeg har fået omtrent lige så mange forskellige svar. Allerede her viser strategiens vage og tågede væsen sig. Hvad betyder da antimonopolistisk demokrati?

Antimonopolistisk demokrati

Antimonopolistisk demokrati bygger på ideen om, at der ved en alliance mellem arbejderklassen og alle andre kræfter i samfundet, der har andre interesser end monopolerne, skulle kunne opbygges et overgangssamfund, en (særlig) etape, inden overgangen til socialismen. At man inden for rammerne af det borgerlige skindemokrati skulle kunne tilkæmpe sig udvidede demokratiske rettigheder og gennemføre reformer, der stækker den borgerlig statsmagt ,og isolerer den i en sådan grad, at dens muligheder for at anvende dens voldsmonopol mod samfundsomstyrtende ændringer forsvinder. Så meget at man til sidst ganske fredeligt vil kunne overgå til socialisme.

Strategien er i bedste fald naiv i og realistisk fald bevidst illusorisk. Den er et forsøg på at fravige fra den socialistiske revolutions nødvendighed og nødvendigheden af at nedbryde den herskende klasses stat med magt.

Vi er alle enige om i den kommunistiske bevægelse, går jeg ud fra, at den borgerlige stat er et redskab til at undertrykke arbejderklassen og fraholde den magten. Og at statens voldsmonopol i form af politi og hær er det bevæbnede redskab for den borgerlige stat til at fastholde sin magt og undertrykke arbejderklassen.

Hvordan skulle vi så kunne komme til en situation, hvor staten ikke vil bruge dens voldsapparat til at søge at hindre, at vi nedbryder staten? Hvordan kan man overhovedet komme på den tanke? Lige nu i dette øjeblik går der bevæbnede soldater rundt i Københavns gader og ved grænserne. Vi har for ikke længe siden oplevet med søndersmadringen af Ungdomshuset, hvordan selv den mindste smule folkelige kamp bliver søndertævet af politiet. Hvordan skulle vi kunne undgå at skulle forsvare os med magt mod det voldsregime?

Strategien er udfærdiget programmatisk både hos KPiD og KP, men hvor kommer de ideer fra?

Sådan som de fremstår programmatisk i både KPiDs program og i hvert fald fra og med KPs 2011-program er de direkte arvtagere til DKPs 1976-program. Det er i sig selv en arvtager til den forfejlede og illusoriske parole om fredelig overgang til socialisme, der blev forfægtet af Hrustjov i Sovjetunionen. Vi så allerede dengang i Chile, hvad den strategi medførte.

KPiD skriver i deres program ”Folkemagt mod pengemagt” om antimonopolistisk demokrati:
”En demokratisk udvikling kan enten blive nedkæmpet med militærmagt og udenlandsk intervention, som det skete i Chile og Nicaragua, eller det kan blive fundamentet for overgangen til socialisme”.

Men det har det så aldrig nogensinde været i virkeligheden. Antimonopolistisk demokrati har aldrig nogensinde virket som strategi til overgang til socialisme. Oktoberrevolutionen derimod har lært på fuldstændig forbilledlig vis, hvilken revolution der må til, for at proletariatet kan fratvinge kapitalistklassen magten. Det er et uomtvisteligt faktum.

Hvordan kan sådanne ideer så opstå? Det er i hvert fald sådan, at lige så længe ideerne har eksisteret, lige så længe har der været kamp imod dem og kamp for at afsløre dem.

Carl Madsen sagde allerede for 40 år siden om antimonopolistisk demokrati:
“Det er den store og farlige illusion: at vi foregøgler os, at monopolernes statsmagt så at sige skulde kunne erobres indefra. Det kan den ikke, politiske blålys er farlige.”

Det sagde han om DKP´s 1976-program. Men det er efter min mening samme slags blålys, vi indførte i KP, da vi skrev programmet: ”Politisk program” i 2011. Heri opstilles en lang række krav om nationaliseringer og udvidelse af demokratiet. Antimonopolistiske reformer, som vi kaldte dem. Det er reformer der alle kræver en stor grad af samfundskontrol, som arbejderklassen ikke råder over i det kapitalistiske system. Det er grebet ud af den blå luft. Det giver ingen mening, og stikker tværtimod arbejderklassen blår i øjnene at tro, at man kan have held med at stille samfundsomvæltende krav og paroler i en ikke-revolutionær situation.

Politisk så fører denne strategi til grove fejl. Blandt andet så vi det, da vi i KP gennemførte kampagnen ”Ny regering, ny politik”, hvor vi satte alle sejl til for at få væltet Foghs-regering med en klar parole og forventning om at et skifte til en socialdemokratisk regering ville betyde en politik for arbejderklassen. Selvsagt skete det ikke. På trods af at vi i over hundrede år gang på gang på gang har fået vidnesbyrd om socialdemokratiets forræderi mod arbejderklassen, fortsatte vi i KP vores leflen for og forsøg på samarbejde med socialdemokratiet.

Netop spørgsmålet om samarbejdet med socialdemokratiet er et stridspunkt i forhold til antimonopolistisk demokrati. Strategien siges at være en videreudvikling af Dimitrovs folkefrontsteori. I steder for en antifacistisk folkefront skal man opbygge en antimonopolistisk. Men det er en forvrængning af Dimitrov. Nok kan vi i nogle tilfælde indgå aktionsenhed med socialdemokrater i kampen mod fascismen. Men vi kan ikke, og skal ikke forsøge at alliere os med socialdemokraterne i kampen for socialisme.

Sproglig forvitring

Det er bare et eksempel hvordan den antimonopolistisk demokrati-strategi fører til direkte fejlsslagen dagskamp. Ud over strategien er ideologisk ukorrekt og fører til fejlslagen politik, er den sproglig upræcis og forvitrende. Det er meget vigtigt at vi bruger knivskarpe ord om vores strategi, og det er antimonopolistisk demokrati ikke. Det er sådan en underlig tågesnak, der er meget svært at få hold på. Som med så meget andet snak i vores bevægelse der ikke helt og fuldkomment slutter op om, og anvender ML-grundlaget.

Der bliver sagt en masse positive men uldne ord og begreber. Ikke helt forkert, men slet ikke præcist og konkret nok til, at vi kan forholde os til det politisk og ideologisk. Hvem er da ikke imod monopoler fx, men hvad betyder det egentlig at vi skal alliere os med alle antimonopolistiske interesserer? Skal vi så til at alliere os med Uber eller hvordan?

Jeg fornemmer, der er en del af den tågesnak, der har at gøre med taktisk paranoia. Altså at der er visse ord såsom revolution og proletatiatets diktatur, man måske kan få lyst til ikke at råbe alt for højt, fordi man tænker ikke lige, folk er klar til at høre det måske. Det kan jo godt være besnærende i en tid, hvor der er så meget falsk bevidsthed i arbejderklassen. Men dels er det jo at lade sig diktere af en borgerlig mediedagsorden i forhold til, hvad vi kan tale om, og hvilke ord vi kan bruge.

Dels og mere vigtigt så har vi jo set igen og igen, at taktisk paranoia er den direkte vej lige lukt ned i socialdemokratismen. Den ene øjeblik skriver man revolution ud af sit partiprogram, det næste trykker man plakater, der hylder voldsmonopolets væbnede styrker.

Det er i virkeligheden samme tendens, jeg mener, vi oplevede i DKP/ML og senere KP, og som vi ikke formåede at gardere partiet imod. DKP/ML som jo ellers blev stiftet som et entydigt modsvar mod den moderne revisionisme og mod antimonopolistisk demokrati, der dengang blev forfægtet af DKP. DKP/ML der blev stiftet med en hel klar og ufravigelig ML-linje, der burde have virket som bolværk mod revisionismen.

Dette siger jeg ikke for på nogen måde at underkende at slaget om ML-linjen i DKP/ML blev tabt med store sværdslag. Men udover den politiske kamp, er der sket en sproglig udvanding. Tågeord for tågeord har ideer om antimonopolistisk demokrati forvitret ML-linjen.

Vi må tage diskussionen om AMD

Derfor kan det ikke nytte at få taktisk paranoia, og ikke ville stå ved det faktum, at oktoberrevolutionen viste os at en proletarisk revolution er nødvendig. Og hvis der findes kommunister, der oprigtigt mener at antimonopolistisk demokrati skulle kunne være en farbar vej mod socialismen, så må de da åbent forfægte det i stedet for at putte med det af hensyn til organisatoriske sammenlægninger.

Hvis det er en farbar vej, må en åben diskussion om antimonopolistisk demokrati vel vise, at det er den rette strategi for kommunisterne. I stedet for at henlægge diskussionen som en uenighed, der ikke behøver at skille os ad.

Jeg mener, vi har afprøvet det med at gå på kompromis med så afgørende spørgsmål som revolutionær strategi. Det gjorde vi i DKP/ML, da ml’erne som et kompromis for at opnå sammenlægning med KPID accepterede, at vi ikke behøvede at være enige om antimonopolistisk demokrati. Den taktiske indrømmelse er i dag slået helt over i et strategisk skift der, frygter jeg, vil blive aldeles konsolideret med den nye reorganisering.

Så vil der ikke længere være antydningen af et kompromis, så vil det nye partis revolutionære strategi entydigt være antimonopolistisk demokrati.

Men det lader til, at holdningen fortsat er i KP, at det er en fejl at fokusere på uenigheder. Hvis bare vi er sammen, er det ligegyldigt, om vi er uenige, bare vi ikke taler om det. Og bare vi siger højt mange gange nok, at vi altså er enige, og alt andet er personligt.

Men hvis vi er seriøst revolutionære, hvis vi virkelig helhjertet tager opgaven på os at lede revolutionen og nedbrydningen af den nuværende herskende klasses statsmagt, så er det faktisk ikke det afgørende, at vi er sammen, så er det afgørende, at vi får nedbrudt statsmagten, at vi rent faktisk får flyttet stenen, og ikke bare får sluttet os sammen om at sige vi gerne ville.

Nu står der tilbage at diskutere hvad der må gøres nu. Jeg mener det er vigtigt, at vi fortsætter denne diskussion, og åbent og bredt i den kommunistiske bevægelse ideologisk og politisk diskuterer den revolutionære strategi, og hvad vores visioner for et socialistisk Danmark er.

Der findes ingen ønskekvist, og reorganisering af enkelte af de erklærede kommunistiske partier er ingen genvej, og får os faktisk slet ikke nærmere et stærkt kommunistisk parti. Det er kun en ideologisk samling om ML-linjen der vil kunne gøre det.

Se også

APKs Novemberkonference og festmøde for Oktoberrevolutionen: Kamp for revolution og socialisme
KPnet 6. november 2017

 

KPnet 7. november 2017