Den kontrarevolutionære khrusjtjovismes gennembrud for 70 år siden 

I februar 1956, tre år efter Stalins død, blev den moderne revisionisme officielt proklameret og legaliseret på den 20. kongres for det sovjetiske kommunistparti. På denne kongres lancerede Khrusjtjovs gruppe et voldsomt angreb på de grundlæggende principper i marxismen-leninismen og på den generelle linje, som det sovjetiske kommunistparti havde fulgt under Stalins ledelse. 

De vigtigste teser, som Khrusjtjov-tilhængerne fremsatte, og som afveg fra marxismen-leninismen og forvrængede den i alle henseender, var følgende:

 – Reduktion af den generelle linje i USSR’s og alle socialistiske landes udenrigspolitik til »fredelig sameksistens mellem de to systemer«. Dermed blev princippet om proletarisk internationalisme opgivet, og den revolutionære klassekamp og kampen for befrielse af de imperialistisk undertrykte folk blev erstattet af en politik, der sigtede mod at forbedre forholdet mellem stater med forskellige sociale systemer. 

Dermed ophørte også den hjælp, som de socialistiske lande og den internationale arbejder- og kommunistbevægelse med alle midler skulle yde til de frihedselskende folk i verden. Denne linje underordnede løsningen af problemerne med fred og frihed for folket under »etableringen af venlige relationer mellem de to store verdensmagter – Sovjetunionen og De Forenede Stater«.

Dermed spredtes illusionen om, at den amerikanske imperialisme, den værste og mest brutale fjende af fred og frihed, havde opgivet eller kunne opgive sine rov- og aggressionsplaner, og at socialismen ville sejre på verdensplan gennem sameksistens og fredelig konkurrence mellem de to systemer: det kapitalistiske og det socialistiske. 

– Den fredelige sameksistens og økonomiske samarbejde med USA og andre imperialistiske lande havde som følge den tese om en »fredelig overgang« til socialismen, der skulle realiseres gennem »parlamentariske midler« og reformer, idet man betegnede Oktoberrevolutionen som »kun retfærdig under de særlige historiske omstændigheder«. Med denne tese blev den revolutionære kamp for erobringen af den politiske magt afvist. 

Ud fra disse holdninger nåede man frem til følgende teori på den 22. kongres (1961): – Afskaffelsen af proletariatets diktatur og dets omdannelse til en »stat for hele folket« uden klassekarakter. Khrusjtjov-tilhængerne proklamerede, at det socialistiske demokrati havde nået et så højt niveau, at det var muligt for de reaktionære klasser fra fortiden at acceptere det og beslutte at leve med den, at arbejderklassen skulle stole på de væltede reaktionære klasser, skulle invitere dem til at regere sammen, til at »opbygge« socialismen sammen som en garanti for international fred. 

– Forandringen af det kommunistiske partis klassekarakter, som blev »hele folkets parti«, hævet over klasserne, hvor arbejdere, iværksættere og personer, der var vellidte af borgerskabet, apparatchikkerne, sameksisterede. Partiet blev således reduceret til en tilstand, hvor det ikke længere var arbejderklassens parti, i stand til at udvikle klassekampen frem til kommunismen, men det nye sovjetiske borgerskabs. 

På den sidste dag af den 20. kongres blev partiet og marxismen-leninismen, revolutionen og proletariatets diktatur ramt af et endnu hårdere slag med Khrusjtjovs »hemmelige« rapport »Om personkulten og dens konsekvenser«, der var baseret på forfalskninger og bagvaskelser fra ende til anden. Angrebet på Stalins person og værk blev iværksat for at retfærdiggøre afvisningen af den marxistisk-leninistiske linje, som SUKPb havde udarbejdet på sine tidligere kongresser

Konklusionerne fra den 20. kongres blev ideologisk næring for revisionisterne i alle lande. De udgjorde et meget vigtigt våben, som blev lagt i hænderne på imperialisterne og alle reaktionære for at bekæmpe de socialistiske lande, kommunismen og den revolutionære bevægelse for folks befrielse. Den kontrarevolutionære linje, der blev indført efter den 20. kongres for CPSU, afbrød den socialistiske opbygning, banede vejen for en hurtig genindførelse af kapitalismen, erstattede kampen mod imperialismen, borgerskabet og alle former for opportunistiske strømninger med klassekonsolidering, åbnede dørene for borgerlig propaganda og forårsagede en splittelse i den internationale kommunistiske bevægelse. 

Den afvigende linje, der blev vedtaget på den 20. kongres for det sovjetiske kommunistparti, var en af de vigtigste faktorer, der bidrog til at skabe gunstige betingelser for spredningen af moderne revisionisme blandt mange kommunistiske partier, som forvandlede sig til økonomistiske, reformistiske og parlamentariske partier, der førte arbejderbevægelsen ind i en periode med nederlag og tilbagegang. Khrusjtjov og hans gruppe af forrædere tyede til afpresning og trusler i et forsøg på at gøre den obligatorisk for alle kommunistiske og arbejderpartier. Denne forvandling påvirkede også de undertrykte folks bevægelser, som i stigende grad blev gennemtrængt af borgerskabet, småborgerskabet og nationalistiske og kollaborerende strømninger.

Khrusjtjov-revisionismen var et produkt af det politiske, ideologiske og militære pres fra imperialismen, med USA i spidsen, og af privilegerede gruppers og lags accept af den borgerlige indflydelse, repræsenteret af ledende kadrer i partiet, regeringen, staten og virksomhederne i Sovjetunionen samt intellektuelle, der ikke var en del af arbejderklassen. Revisionisternes hovedmål var at angribe og ødelægge arbejderklassens og folkets største bedrift, kommunisternes kronede værk: Oktoberrevolutionen, proletariatets diktatur og socialismen.

I Sovjetunionen genindførte revisionisterne kapitalismen gennem ødelæggelsen af den centraliserede planlægning, udvidelsen af handelscirkulationen, genindførelsen af virksomheders profit osv. På få år forvandlede de Sovjetunionen til et land med en socialimperialistisk udenrigspolitik, der konkurrerede med den amerikanske imperialisme om verdensherredømmet. Det bolsjevikiske parti, Lenins og Stalins parti, blev undergravet, angrebet af opportunister og bureaukrater og omdannet til et parti for klassekonsolidering og underordning under kapitalismen. Under revisionisternes ledelse sank Sovjetunionen ned i en alvorlig økonomisk og social krise. Den kontrarevolutionære proces kulminerede med dens opløsning i 1991, hvor Rusland igen blev fuldt integreret i det kapitalistiske system. 

De teser og den linje, som den moderne revisionisme har vedtaget, har forvoldt meget alvorlig skade på marxisme-leninismen, den kommunistiske bevægelse og alle kommunistiske partier i verden, den revolutionære bevægelse blandt arbejderklassen og folket, fagforeningsbevægelsen, organisationen og kampen blandt bønderne og andre folkelige sektorer samt mobiliseringen af de unge generationer. Den skade, som krusjovismen har forvoldt den internationale kommunistiske og arbejderbevægelse og folks nationale befrielsesbevægelse, har været enorm, og dens virkninger har varet ved indtil i dag og næret ideologisk forvirring og organisatorisk splittelse. For kommunister (marxister-leninister), der altid har afvist og bekæmpet revisionismen, er det afgørende at forstå nederlagene og lære de hårde lektier fra klassekampen for at styrke sig teoretisk og komme videre i kampen for proletariatets revolutionære parti. 

Februar 2026 oversat fra Scintilla nr. 157, udgivet af Organisationen for arbejderklassens kommunistiske parti (Italien) – som APK medlem af Den Internationale Konference af Marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML