En kæmpende fagbevægelse må gå mod militariseringen af økonomien

Militariseringen af økonomien er et spørgsmål, som fagbevægelsen ikke kan komme udenom. Det gælder også våbenproduktionen. Fagtoppens holdning, at produktionen er positiv, fordi den skaber arbejdspladser er kun et røgslør over en støtte til imperialistisk krig. Det er her våbnene vil blive brugt, ikke til “nationalt forsvar”.

Af Arbejdernes kommunistiske parti Frankrig, PCOF

De industrier, der enten direkte eller indirekte deltager i våbenproduktionen, beskæftiger hundredtusinder af mennesker. Militariseringen af økonomien er et spørgsmål, som fagbevægelsen ikke kan komme udenom, med mange spørgsmål, den skal besvares, modstand den skal arbejde på, og mange former for pres, som skal imødegå.

Våbenproduktionen fremstilles som en vigtig mulighed for at genoplive økonomi og beskæftigelse

I april 2024, var præsident Macron var i Dordogne for at indvie en udvidelse af Eurenco-fabrikken, der producerer krudt til ammunition. Her lovpriste han genoplivningen af en produktion, der ”skaber velstand ”. Byens borgmester (LR) skyndte sig at tilføje, at ”det er hele den lokale økonomi, der vil drage fordel af Frankrigs oprustning, fordi man ved, at der vil opstå indirekte arbejdspladser”.

Dette udgør et stort pres på fagbevægelsen.

Den 12. december 2024, da Sophie Binet (generalsekretær i fagforeningen CGT) besøgte Fonderie de Bretagne i Morbihan, stillede hun sig på netop på standpunktet om at forsvare arbejdspladserne. Det indbragte hende overraskende ros fra fabriksdirektøren, der udtalte: ”Jeg er ikke altid enig med CGT, men i denne sag har vi et fælles mål… vi deler en fælles holdning til denne sag, til bevarelsen af arbejdspladser og kompetencer”.

I maj 2025, efter at Europlasma havde overtaget anlægget og omstillet fra tidligere underleverandør til Renault til fremstilling af granater, udtrykte Sophie Binet sin tilfredshed »en sejr, der beviser fagforeningernes nytte« og »et håb for mange ansatte andre steder i Frankrig«. Formanden for CGT-fagforeningen ved Fonderie de Bretagne præciserede, at denne omstilling til fremstilling af granater ikke var ”noget at være stolt af, men en nødvendighed for at give 266 familier mulighed for fortsat at fylde køleskabene”.

Den kapitalistiske udnyttelse af arbejdere intensiveres i krigsproduktionen

»Krigsøkonomien«, som Macron og Lecornu – der længe var hans ivrige forsvarsminister, inden han blev premierminister – taler om, medfører indtrængende opfordringer til at producere mere og i større mængder. Dette indebærer en intensivering af udnyttelsen af arbejderne, en forøgelse af tempoet, en forlængelse af arbejdstiden, en udbredelse af skiftehold i døgndrift og en skærpelse af ”ledelse”.

Det er det primære kampplads for de klassekamporienterede fagforeningsfolk, der kæmper for at forsvare interesserne hos dem, der ”er tvunget til at sælge deres arbejdskraft for at overleve” (1). I disse virksomheder, ligesom i alle andre, må kampen for lønninger og arbejdsvilkår samt modstanden mod arbejdsintensivering ikke gå i stå.¹

 »Moralske« fordømmelser udefra er uacceptable. I den kapitalistiske produktionsmåde træder varernes brugsværdi i baggrunden bag deres bytteværdi. Iden er det ikke arbejderne der har kontrol over det, de producerer. Det er sjældent, at de, der kun har deres arbejdskraft at sælge, kan »vælge« deres arbejdsgiver og, i endnu højere grad, arten af den produktion, de skal deltage i.

Har produktionen udelukkende til formål at sikre landets forsvar 

I sit programdokument til den 53. kongres har CGT fastslået, at ”våben ikke er en handelsvare”, og at ”handelen med dem derfor skal reguleres og undtages fra markedskræfterne”. CGT præciserer, at Frankrig skal trække sig ud af NATO, og at ”Militærbudgetterne, både i Frankrig og i resten af verden, skal reduceres til det absolutte minimum, så de udelukkende dækker forsvaret og landets sikkerhed”, og at ”de midler, der derved frigøres, skal omfordeles til især uddannelse, sundhed og kultur”. Dette sidste punkt: ”penge til…, ikke til aktionærerne og ikke til krig” er et retfærdigt krav, der er blevet fremsat på mange måder i mobiliseringerne mod sparebudgetterne. Men tanken om våbenproduktion udelukkende til »forsvar« er en illusion.

Virkeligheden er, som vi har uddybet i flere artikler i dette 5. nummer af vores tidsskrift Rupture, at Frankrig er et imperialistisk land. Det er en del af det globale imperialistiske system, der er præget af en brutal skærpelse af de interimperialistiske modsætninger. Frankrig er involveret i våbenkapløbet for at forsvare sine interesser som imperialistisk magt i den voldsomme konkurrence, der udspiller sig om teknologier og markeder.

Virkeligheden er også, at den franske militærindustri, som i en markedsøkonomi har nået det teknologiske niveau og dermed det investeringsniveau, vi kender, ikke kan overleve uden våbeneksport, hvor Frankrig er en af verdens førende aktører ².

Kampen for de klassebevidste fagforeningsfolk mod ”krigsøkonomien”

Denne kamp er en kollektiv fagforeningskamp mod den tiltagende kapitalistiske udnyttelse, kontrol og undertrykkelse af arbejderne i disse sektorer.

Det er en kamp, der også har en politisk og ideologisk dimension. En modstandskamp mod dem, der afviser enhver debat om det politiske formål med våben og de producerede komponenter, og som gemmer sig bag en snæver og strengt korporativistisk tilgang. En kamp mod dem, der ønsker at samle arbejderne i en national front bag krigsmagerne ved at gøre dem til bevidste medskyldige i imperialismens politik.

I denne klassekamp handler det om at øge bevidstheden om, hvordan den franske stats politik tjener de rige, arbejdsgiverne og våbenhandlerne, om det kapitalistisk-imperialistiske systems natur og om nødvendigheden af at gøre en ende på dette system, for det er den eneste løsning, der kan give arbejderne kontrol over det, de producerer.

I februarudgaven 2026 af La Forge, hvor vi dedikerer en side til ”aktuelle begivenheder i kampen mod imperialismen”, rejste vi spørgsmålet ”hvordan og og hvad man skal engagere sig i”. Mens modstanden mod banaliseringen og udbredelsen af direkte og indirekte våbenproduktion og alt, hvad der bidrager til udviklingen af det militærindustrielle kompleks, gør sig gældende i alle imperialistiske lande, så understreger vi den vigtige rolle, som mobiliseringerne mod våbenleverancer til den zionistiske stat Israel spiller, idet de ”bidrager kraftigt til at udvikle den antiimperialistiske bevidsthed i fagbevægelsen”.

De italienske havnearbejdere som eksempel 

Det er i Italien, at mobiliseringen blandt arbejderne og en del af fagbevægelsen har været stærkest. En artikel fra Organizzazione per il Partito Comunista del Proletariato – Italia (organisationen til forberedelse af arbejderklassens kommunistiske parti), der er gengivet på vores hjemmeside ³, giver for eksempel et indblik i, hvor omfattende den internationale mobilisering den 22. september 2025 blev i dette land. 

Artiklen fremhæver mobiliseringen af de »græsrodsfagforeninger« og den drivende rolle, de spillede: ”I de omkring hundrede demonstrationer, der fandt sted fra nord til syd, gik mindst 700.000 mennesker på gaden, heriblandt mange unge og meget unge, der fik deres første erfaringer med kamp. Der blev gennemført målrettede og beslutsomme aktioner, såsom blokader af havne (Genova, Livorno, Venedig), togstationer (Milano, Rom, Napoli), offentlig transport, motorvejskryds (Torino-Milano, Firenze-Bologna) og veje (Pisa), skoler og universiteter, og dette på trods af ”sikkerhedsloven”. Krigsindustriens og krigstransportens maskineri er blevet bremset. ”

Også i november blev den generelle strejke den 28. mod lave lønninger, finansloven og krigspolitikken dagen efter fulgt op af kraftige manifestationer i Rom og Milano i solidaritet med det palæstinensiske folk, med et stærkt engagement fra arbejdspladser, især havnearbejdere, i strejker, demonstrationer og blokader af militære leverancer til den folkemorderiske stat Israel!

I Frankrig i juni 2025 forhindrede havnearbejderne i Fos-sur-Mer afsendelsen af fransk militært udstyr til Israel. De nægtede at laste dele til maskingeværer, fremstillet af det marseillanske firma Eurolinks, om bord på et skib, der skulle sejle til Haifa.

Den 6. februar 2026 fandt der en international havnearbejderstrejke sted i omkring tyve havne i Italien, Grækenland, Spanien, Tyrkiet, Frankrig og Marokko under parolen ”Havnearbejderne arbejder ikke for krigen”.

I produktionssektoren har flere fagforeninger arbejdet med at informere og mobilisere for at fordømme deres virksomheders direkte eller indirekte deltagelse i den folkemordskrig, som Israel fører mod det palæstinensiske folk. Dette gælder især CGT-STMicroe-lectronics, der som svar på de palæstinensiske fagforeningers opfordring fra oktober 2023 har gennemført et omfattende undersøgelsesarbejde for at afdække koncernens mange forbindelser til Israel, inden den konfronterede ledelsen, greb ind i det centrale samarbejdsudvalg og derefter organiserede en demonstration foran fabrikken i Crolles i april 2025. Et lignende arbejde er også blevet udført af CGT-Thales, CGT-Airbus…

Det er en konkret måde at fremme den antiimperialistiske bevidsthed i fagbevægelsen og arbejderklassen. 

April 2026

Oversat fra PCOF’s magasin Rupture – tema nr. ”Militarisering forbereder krig- vi skal fordømme og bekæmpe den 

Noter:

1 »Med borgerskabet forstås den klasse af moderne kapitalister, der ejer de samfundsmæssige produktionsmidler og beskæftiger lønarbejdere. Med proletariatet forstås den klasse af moderne lønarbejdere, der, da de er berøvet deres egne produktionsmidler, for at kunne overleve er tvunget til at sælge deres arbejdskraft.« Engels’ note til den engelske udgave af Det Kommunistiske Partis Manifest fra 1888.

2 Dette er et punkt, der fremhæves i rapporten til parlamentet fra 2025 om Frankrigs våbeneksport. Rapporten understreger »eksportens afgørende rolle for opretholdelsen af BITD« (forsvarets industrielle og teknologiske grundlag) og præciserer: »En sådan industri er ikke levedygtig alene på baggrund af indenlandske ordrer«.

3 pcof.net/italie-la-journee-de-lutte-du-22-septembre-et-la-voie-a-suivre-pour-avancer/

Artiklen har været bragt i APK’s marxistisk-leninistiske magasin Enhed og Kamp, 3,2026.