Imperialismen fortsætter sit spil i Kaukasien

Udtalelse fra EMEP, Tyrkiets Arbejdets Parti
Internationalt Bureau

Det nylige besøg i Azerbadjan af generalstabschef Huseyin Kivrikoglu – Tyrkiets højeste militære embedsmand – har vakt interesse både i vort land og i udlandet. Dette besøg har igen for alles øjne afsløret både i hvad retning, Tyrkiets herskere går ved fastlæggelsen af udenrigspolitikken, og hvis interesser, de varetager.

De kræfter, som bestemmer den tyrkiske udenrigspolitik, hævder at gennemføre en fredelig udenrigspolitik ved at erklære: ‘Vores udenrigspolitik bestemmes af Atatürks politik: Fred hjemme, fred i verden’, hver gang en tilfælde af ‘konflikt’ opstår med et hvilket som helst naboland. Men som mange andre begivenheder har besøget i Azerbadjan afsløret i hvor grel modsætning til virkeligheden, disse erklæringer står – både hvad angår tidspunktet for besøget og måden, det gennemførtes på.

Trods generalstabschefens og udenrigsministeriets erklæringer om, at der var tale om ‘et rutinebesøg planlagt for mere end tre måneder siden‘, så er det en kendsgerning, at besøget finder sted på et tidspunkt, hvor der er stigende spændinger i forholdet mellem Iran og Azerbadjan, og at det blev ledsaget af 10 F-5 opvisningsfly (og således overskred alle grænser for et normalt besøg efter protokollen). Det giver anledning til alvorlig tvivl.

Kaukasien har bevaret sin fremtrædende placering i fokus for de imperialistiske kræfters interesser. Med Sovjetunionens kollaps er ‘balancerne’ i regionen blevet fuldstændigt destabiliserede, og imperialistmagternes ønske om at sætte sig i besiddelse af de ekstremt rige energiressourcer i den er blevet meget kraftigere og deres planer i denne retning er blevet fremskyndet.

På den anden side har Tyrkiet – som i første omgang gjorde visse bestræbelser for at stille sig i rollen som ‘storebror’ for de tyrkisk orienterede republikker, som fremstod som følge af Sovjets kollaps – fortsat med at bedrive en politik for regionen, som ligger i forlængelse af den amerikansk-britiske politik, efter at det blev indlysende klart, at de vestlige imperialistmagter ikke ville tillade Tyrkiet at tiltage sig en så fordelagtig stilling i regionen. Det punkt, man er nået til i dag, er kun et af resultaterne af denne politik.

Den hurtige tyrkiske udtalelse, i et ret hårdt sprog, om at Tyrkiet vil stille sig på Azerbadjans side (mod Iran), som kommer i den anpændte atmosfære efter et azerbadjansk skibs forsøg på at gennemføre en undersøgelse i Det Kaspiske Hav og den iranske regerings modstand heroverfor, er et andet aspekt af denne politik.

I næsten alle konflikter i regionen fungerer Tyrkiet som USA’s ‘fremskudte forpost’. De sidste mange årtiers politik er blevet sammenknyttet på dette afgørende tidspunkt. Ligesom Tyrkiet i mellemøst-spørgsmålet står i alliance med Israel, i overensstemmelse med det amerikanske diktat, så har Tyrkiet åbent måtte erklære sin stilling på azerbadjansk side mod Iran med hensyn til Kaukasien. Dette har været situation både i går og i dag: Tyrkiets stilling og dets anvendelse som en brik imod Iran har været en generel politik for regionen fra de vestlige imperialistmagters side i de sidste tyve år. Den iranske regering har udtrykt sin misfornøjelse med besøget og erklæret: ‘Denne eventyrpolitik fra Tyrkiets side vil ikke forblive ubesvaret’. En sådan spænding mellem nabolandene tjener intet andet formål end at øge muligheden for en ‘varm’ konflikt.

Naturligvis består de komplicerede forhold i Kaukasien ikke bare af forholdet mellem Iran, Tyrkiet og Azerbadjan. Der er mange andre spørgsmål, såsom delingen af Det Kaspiske Hav og forholdet mellem landene i det sydlige Kaukasien, mellem Azerbadjan og Armenien og Georgien samt forholdet mellem Tyrkiet og Rusland. De vestlige imperialistmagter opflammer konstant visse spændingsfyldte spørgsmål for at sikre sig energien og de rige petroleums-ressourcer, og de forsøger at kontrollere situationen med provokatoriske metoder med henblik på at ændre styrkeforholdene til deres egen fordel.

I disse planer forbliver Tyrkiet – både p.g.a. dets militære styrke og dets geostrategiske placering – deres vigtigste ‘trumfkort’. Tyrkiets herskere forsøger med en sådan ‘styrkedemonstration’ at skabe opbakning i det tyrkiske folk, som praktisk taget er bragt i en nulsituation som følge af den ene økonomiske krise efter den anden, og de har besluttet sig til at benytte situationen som en metode til at ‘udbrede drømme om at overvinde krisen ved at sikre sig ny koloniområder’.

Det angives at denne gestus har kostet Tyrkiet 1 million dollars! Ser man på alle befolkningens uopfyldte sociale behov, så bliver betydningen af at smide 1 million dollars ud på ingenting mere tydelig. Det er på den anden side også indlysende, at de herskende kræfter tror, at deres gevinster vil øges, når de underlægger sig imperialistmagternes krav. Det er et ubestrideligt faktum, at det kun vil være en lille håndfuld kapitalister, som vil få noget ud af sådanne spændinger eller af en ‘varm’ konflikt.

Under disse betingelser understreger vort Parti igen, at folkene og arbejderne i verden ikke kan nære og ikke nærer fjendskab mod hinanden. Både det iranske folks og det tyrkiske folks virkelige længsler går sammen med alle de øvrige folk i regionen i retning af fred og demokrati. Det er en mere påtrængende pligt end nogensinde før for alle revolutionære og demokratiske kræfter at handle i overensstemmelse hermed og forsvare arbejdets internationalistiske enhed overfor alle racistiske og chauvinistiske bestræbelser. Nødvendigheden og betydningen af at fastholde en forenet og fælles kamp mod alle imperialistiske kræfter, startende med USA, som spiller rollen som verdens ‘politibetjent’ er ubestridelig.

Se også:
Krudttønden i Kaukasus
Kommunistisk Politik
Den tyrkisk-israelske aftale: Gendarmen i mellemøsten
Af TDKP Tyrkiets Revolutionære Kommunistiske Parti
Kapløbet om megafusioner
Af La Forge

Netavisen 5. september 2001