Jagten på ”Det Grå Guld”

”Seniorarbejder” er efterhånden blevet et almindeligt kendt begreb. Aldersgrænsen er lidt uklar, men den pæne betegnelse dækker over, at mange virksomheder har indført en seniorpolitik, der på forskellige leder – og forskelligt fra virksomhed til virksomhed – giver de ældre ansatte lidt bedre, eller rettere andre arbejdsforhold. Det pynter slemt i de Sociale regnskaber, som straks står at læse i forøgede aktiekurser.
”Det Grå Guld” er også en nydelig betegnelse for de ældre på arbejdsmarkedet. Det er jo creme for øregangene, for det henviser jo til de ældres evner, værdier og erfaringer, som burde være guld for ethvert samfund.
Sådan er det ikke i det kapitalistiske Danmark!
Mange slutter deres naturlige, overenskomstdækkede tilhørsforhold til erhvervslivet med nedslidning eller arbejdsskader. De henvises til førtidspension, revalidering, skåne- eller fleksjob.
De sidste eksempler er indeholdt i ”Det rummelige arbejdsmarked”, som er et socialdemokratisk opfundet begreb, der angiveligt vil give plads til de ældre.
Det forholder sig blot sådan – som KP så tit har beskrevet – at de er sat uden for stort set alle faglige rettigheder. Det er kun den del af arbejdsskaren, som slipper nogenlunde helskindet gennem de første tre årtiers arbejdsliv, som går under betegnelsen ”Det Grå Guld”.

Når jagten på ”Det grå Guld” er sluppet løs, betyder det ikke, at de ældre er efterspurgte eller værdsatte. Det betyder, at virksomhederne jager dem ud af fabriksporten.
Det betyder, at de af os, som beholder vores erhvervsevne uden skader eller nedslidning, står med en akut trussel om fyring, dagpenge og derefter bistand.
Det betyder en drastisk nedgang i indkomsten for den enkelte og vedkommendes familie.
Det betyder en stor ydmygelse at skulle gå den tunge gang fra fabriksport til fabriksport – blot for at føje det ene afslag efter det andet til de øvrige udelukkende på grund af alderen. Der er ikke brug for dig!
Virksomhederne vil naturligvis af hensyn til profitten hellere antage en ny, frisk og ung arbejder, der kan holde i årevis, og som ikke er ved at gå på pension eller efterløn.
Ifølge regeringens politik – når vi skærer alle ordene fra – så kan samfundet tilsyneladende også undvære dig.
Det er i hvert fald en kendsgerning, at virksomhederne gerne betaler lidt erstatning for at slippe af med ”Det Grå Guld”!
Afskedigelsesnævnet, som er den instans, de faglige organisationer kan anke fyringer af ældre ansatte til, har i en årrække lagt en praksis, der giver klare økonomiske retningslinier for, hvad det koster pr. hoved for en arbejdsgiver at skille sig af med en ældre ansat: 20-100.000 kr. – alt efter, hvor lang tid man har ”tjent” virksomheden!
Senest har Elsam lige investeret 2 mio. kr. for at slippe af med 110 ældre arbejdere.

Gang på gang har Statsminister Poul Nyrup udstedt løfter om, at der er plads til alle. Igen og igen har han talt om, at samfundet skal værne om ”Det Grå Guld”, der besidder så stor erfaring og værdi.
Men Statsministeren har ikke fejet for egen dør. I statens eget område er det kun 6 pct. af arbejdsstyrken, der er fyldt 50 år. Den samlede arbejdsstyrke over 50 år udgør mere end 20 pct.
Statsministerens løfter er kun luftsteg og vindfrikadeller.
Statistikkerne beviser det. I de sidste år er antallet af arbejdere på overgangsydelse steget fra 4.000 til 31.000! Efterlønnere er steget fra 109.000 til 148.000.
Der står stadig 924.000 på venteliste for at få et arbejde.
De er udstødt, og der er ikke plads til dem.
Undersøgelser viser, at der kun er ca. 20.000 ledige stillinger i omløb.

En lille million arbejdere er sat på porten – selvom de gerne vil yde deres. Det beviste vi under højkonjunkturen i 1960´erne!
De ældre er nu udset til at være blandt de hårdest ramte, henvist til dagpenge, overgangsydelse, bistand eller tvungen efterløn.
Så meget er ”Det Grå Guld” værd!

FJ
KP4, 2001