Efteruddannelse i overenskomsten

LO-formanden har en drøm: Lønmodtagerfinansieret efteruddannelse ved indarbejdelse i overenskomsterne på bekostning af reallønnen.

Kommunistisk Politik 7, 2006  

Står det til LO’s formand, Hans Jensen, så kan vi lige så godt lette arbejdsgivernes omkostninger til efteruddannelse af lønmodtagere.

Den bemærkelsesværdige holdning fremkom i sidste uge i forlængelse af udgivelsen af LO’s ugebrev A4, som satte fokus på spørgsmålet om efteruddannelse, der i dag for langt hovedparten betales af arbejdsgiverne. Ifølge ugebrevet A4 er 85 pct. villige til at betale en del af lønnen for at få del i efteruddannelse på betingelse af, at regeringen og arbejdsgiverne også betaler.

Det var tilsyneladende et ventet alibi for LO-formanden, der få timer efter kunne erklære, at finansieringen burde indarbejdes i overenskomsterne:
– Det er ikke meningen, at vi skal overtage statens eller arbejdsgivernes ansvar på dette område. Men vi kan jo se, at det er de svageste grupper på arbejdsmarkedet, der ikke får nogen uddannelse. Kun i kraft af overenskomsterne tror jeg på, at vi kan bryde den barriere ned , udtalte Hans Jensen til Politiken.

Den største nyhed i denne udtalelse ligger i, at LO-formanden pludselig er begyndt at bekymre sig om ”de svageste grupper” på arbejdsmarkedet. Hvorvidt ”de svageste grupper” får grund til at klappe i hænderne, er yderst usikkert. Til gengæld er det en kendsgerning, at Anders Fogh Rasmussen klapper i sine bloddryppende hænder. Landets statsminister har nemlig for nogen tid siden erklæret, at arbejdsmarkedets parter er nødt til at betale en større del af efteruddannelsen, da staten angiveligt ”ikke kan løfte opgaven alene.”

Statsministeren har jo også et krige i Afghanistan og Irak, der skal finansieres.

Der gik da heller ikke mere end et døgn, hvorefter statsministeren, DA og LO afholdt et fælles pressemøde, hvor de var i stand til at erklære, at der herskede principiel enighed om en deling af finansiering af efteruddannelserne. Der mangler nu kun at finde en fordelingsnøgle og metode til at ”løfte opgaven”.

Hans Jensens drøm

Hans Jensen ser gerne, at modellen kommer til at bestå i, at opsparingen til efteruddannelserne bliver indarbejdet i overenskomsterne, hvilket han meget betegnende sammenligner med pensionsopsparingens indførsel:
– Da vi opbyggede arbejdsmarkedspensionerne, var der stadigvæk plads til en udvikling i reallønnen , forsvarer han sig mod kritik om, at det går ud over reallønnen.

– Min drøm er, at vi i løbet af de næste fem-ti år får en udvikling, der giver en stigning på 50 procent i efteruddannelsesindsatsen. Og det skal både staten og arbejdsgiverne da være med til at finansiere. Men jeg tror også, at vi kan bidrage ved at anbefale vores medlemmer at sætte et mindre beløb af til formålet i de fremtidige overenskomster .

Det er imidlertid i dag et faktum, at pensionsopsparingen har betydet indhug i reallønnen. Det kommer allertydeligst til udtryk ved, at overenskomsternes pensionsdel indregnes som en del af overenskomstresultatet.

Når det gælder baglandets opbakning til kravet, er det også nærmest identisk med indførelsen af arbejdsmarkedspensionernes indførelse. Der var dårligt nok en arbejdsplads, der i slutningen af 80’erne rejste kravet, men ikke desto mindre gjorde forbundstoppene det til afgørende krav. Det var heller ikke vanskeligt at forhandle igennem, da forbundslederne og erhvervsspidserne havde identiske interesser i at opbygge, administrere og lukrere på de voldsomme store formuer, der er opbygget i kølvandet af arbejdsmarkedspensionernes indførelse.

Det er nøjagtig den samme interesse, der ligger bag Hans Jensens drøm om ”en stigning 50 pct. i efteruddannelsesindsatsen”.

Intern uenighed

Hans Jensen har valgt at gå tidligt ud med sine holdninger. Det er med garanti ikke kun af hensyn til en begejstret statsminister, men i endnu større grad for at gøde jordbunden hos forskellige kritiske forbundsformænd. Eksempelvis var formanden for Træ-Industri-Byg (TIB), Arne Johansen, hurtig ude med en fordømmelse af forslaget:
– Aldrig i livet. Vi mener faktisk, at uddannelse er en opgave for det offentlige, og for arbejdsgiverne – vi betaler jo skat til den slags. At sige til medlemmerne, at de skal droppe lønnen til fordel for uddannelse, den kan jeg simpelthen ikke bære igennem .

Landets største forbund – 3F – stiller sig på den samme sidelinje:
– Det må som udgangspunkt være staten, der betaler udgifterne til et ordentligt og velfungerende voksen- og erhvervsuddannelsessystem, og så må det altså være arbejdsgiverne, der sørger for at uddanne deres medarbejdere. Vil arbejdsgiverne have bedre uddannede medarbejdere, er det et sundt princip, at de selv betaler, lyder meldingen , mener Per Christensen, forbundssekretær i 3F .