Vi har set det før – imperialisme betyder krig

Vi har set det før. Den 1. verdenskrig dræbte 20 millioner mennesker, 2. verdenskrig dræbte 75 millioner mennesker, hvor mange dræbes i den krig, som EU og NATO forbereder? Vi kan og skal forhindre det. Det krigsliderlige danske folketing skærper krisen. Partier som SF og Enhedslisten støtter ubetinget op om NATO og EU. Ingen hjælp fra den side – tværtimod. Der er kun èn vej. Modstand nedefra, modstand på gaden, demonstrationer, organisering i fagforeninger og klubber. Nej til militarisering, nej til krig, væk med kapitalismen, socialismen er fremtiden.

Af Karsten Jonassen, APK

Jeg har ofte mødt mennesker, der mener, at EU og NATO er garanterne for fred. Deres argumenter er altid de samme: ”Der har været fred i Europa siden 2. verdenskrig.”

Det er jo ikke rigtigt. Jugoslaviens opsplitning og den deraf følgende voldsomme ”borgerkrig” involverede NATO- og EU-lande på alle måder. Flere EU-lande var særdeles aktive i opsplitningen og antændelse af krigsbålene. Var der i virkeligheden tale om en kamp om kontrollen over det tidligere Jugoslavien, så det ikke kom under serbisk/russisk kontrol? Mange mennesker måtte lade livet i den krig. 

Det er dog rigtigt, at der ikke har været krig i Vesteuropa efter 2. verdenskrig. Men det er kun en overgangsfase mellem de store inter-imperialistiske kampe om råstoffer og markeder.

1. verdenskrig skyldes ikke et mord på en tronfølger i 1918. Det lærer vi i skolen, og det passer helt fint ind i kapitalismens fortælling om sig selv. Men mordet i Sarajevo skete som følge af de store spændinger mellem de kapitalistiske lande i Europa. På det tidspunkt var Europa præget af 2 store alliancer: Centralmagterne, der bestod af Tyskland og Østrig-Ungarn, og Aksemagterne, der bestod af Frankrig, Storbritannien og Rusland. Rivaliseringen om kolonierne og økonomisk dominans var i fuld gang. Man var med andre ord travlt beskæftiget med at fordele verden imellem sig. Noget sådant sker ikke fredeligt, spændingerne var voldsomme. Militarisering, oprustning, våbenkapløb skærper tonen, og en gnist kan tænde bålet. 

Da Østrig-Ungarn erklærede krig mod Serbien trak det automatisk stormagtsalliancerne ind. Rusland støttede Serbien og Tyskland støttede Østrig-Ungarn. 1. verdenskrig var i gang. Kapitalens/Imperialismens nødvendige kamp om markeder varede i 4 år og kostede omkring 20 millioner mennesker livet.

Efter 1. verdenskrig var markederne i Europa og kolonierne fordelt. Nu skulle rovet udnyttes, så kapitalen kunne vokse og styrke sig. Nu var der såkaldt fred. Kolonierne kunne udnyttes groft, og den hjemlige arbejdskrafts tempo skrues op. Det eneste problem var det tidligere Rusland, der var blevet overtaget af arbejderklassen og nu hed Sovjetunionen. Man forsøgte fra vesten af invadere landet for at indsætte et vestvenligt kapitalistisk styre, men forgæves.

1920-erne var et årti, hvor den nye fordeling gav mulighed for opbygning og udvikling, men allerede i 30-erne viste kapitalismen sig igen at være en forhindring for reel fremgang. Den besejrede tyske kapitalisme havde brug for albuerum. Den kunne ikke ekspandere med alle de begrænsninger, som de andre kapitalistiske lande havde pålagt den efter 1. verdenskrig. Der var igen brug for en omfordeling af markederne. Resultatet blev oprustning, nationalisme, nazisme, krigsretorik. 2. verdenskrig blev en realitet som en imperialistisk røverkrig. Røverkrigen kostede omkring 75 millioner mennesker livet. Og som sidegevinst oplevede man, at USA kastede atombomber over Japan for at afprøve våbnet i virkeligheden.

Så var markederne og kolonierne fordelt igen. Nu havde man i Europa og USA kontrol over Mellemøsten, Afrika, Indien, Pakistan med naboer, Japan, som havde kontrol over Kina, Sydamerika, Australien osv. 

Så når vi til den periode, hvor mange folk mener, at det nyoprettede NATO og lidt senere EU er garanter for fred. Men den fred er relativ og ganske kortvarig set i historisk perspektiv.

Kina kæmper sig fri af Japan, Indien og Pakistan kæmper sig fri af England, de afrikanske kolonier har voldsomme frihedskampe, der resulteret i selvstændighed på papiret, men økonomisk afhængighed i virkeligheden, revolutionerne i Sydamerika ryster USA, Cuba frigør sig fri USA-dominans, i Mellemøsten slås man mod imperialismen, som skynder sig at plante en zionistisk højborg i området i form af Israel, der bedriver folkemord. Fred igennem EU- og NATO-lande?? 

I Vesteuropa og USA ser vi en ”fredelig” udvikling i de efterfølgende årtier. ”Fredelig” forstået som en periode uden direkte krig. Men den er ikke mere fredelig end at arbejderklassen må kæmpe hårdt for sine levevilkår, så hårdt, at kapitalen må kaste nogle lunser af. Men kapitalismens cykliske kriser rammer hårdt. Og hver gang krisen rammer bliver det voldsommere og voldsommere. Behovet for nye markeder til udnyttelse banker på døren. I Europa oplever vi, at NATO forsøger at rykke sine grænser mod øst. Ukraine, der er et land med meget store naturrigdomme, vil være en god begyndelse. Rusland, der også er et kapitalistisk/imperialistisk land, bliver presset hårdt og reagerer forventeligt med at invadere Ukraine. 

Spillet er i gang igen. Spændingerne mellem de imperialistiske lande stiger, propagandaen tager nye former, krigsretorikken blomstrer, krigsindustrien har optimale vilkår, frygt og angst bliver et våben, der opstår sprækker i alliancerne. USA-imperialismen kører sit eget løb, invaderer Venezuela og kidnapper landets præsident, truer åbenlyst med at overtage Grønland, vil gerne lave alliance med Rusland mod Kina. EU-imperialismen tordner mod Rusland og forbereder krig, mens den bøjer nakken og slikker Trump i røven. Forvirringen i imperialismen er total, men den marcherer kun én vej: Mod krig. Kapitalismen, har kun den vej, når kriserne bliver for store. Ekspander eller dø!

Vi har med andre ord set det scenarie før. 1. verdenskrig dræbte 20 millioner mennesker, 2. verdenskrig dræbte 75 millioner mennesker, hvor mange dræbes i den krig, som EU og NATO forbereder?

Vi har set det før. Vi ved, hvad det er. Vi kan og skal forhindre det. Det krigsliderlige danske folketing skærper krisen. Partier som SF og Enhedslisten støtter ubetinget op om NATO og EU. Ingen hjælp fra den side – tværtimod.

Der er kun èn vej. Modstand nedefra, modstand på gaden, demonstrationer, organisering i fagforeninger og klubber. Nej til militarisering, nej til krig, væk med kapitalismen, socialismen er fremtiden.